BlogBørn & Familie

1001 Nat, Teatret Zeppelin

Det er en af verdenslitteraturens helt store klassikere! Det er fortællinger fra de eventyrlige arabiske himmelstrøg, som her sættes op i en børne- og familievenlig udgave på det lille charmerende teater på Vesterbro.

Rammefortællingen er historien om kong Shahriyars, der efter at have fået knust sit hjerte gifter sig med en ny kvinde hver dag for blot at lade hende halshugge den næste morgen. En dag sætter den modige kvinde Sheherezade sig for at redde byens kvinder ved selv at gifte sig med kongen og hver nat sikre sig sin egen overlevelse ved at tryllebinde kongen med de fantastiske eventyr, vi kender fra 1001 Nat. Herfra tages publikum igennem kreative udgaver af velkendte historier som fx Alibaba og de fyrretyve røvere og Sindbad Søfaren.

SE OGSÅ: “1001 Nat – hele verdens barndomseventyr”.

Det mest bemærkelsesværdige ved Zeppelins udgave af de til tider noget barske fabler er den helt enorme kreativitet, hver enkelt historie er fortalt med. Først og fremmest er selve rummet enormt veludnyttet, idet vi som publikum sidder på begge sider af den flisebelagte scene, som med ganske få rekvisitter, et flot stjerneloft og en række simple lydeffekter kan skabe et væld af forskellige rum. Skuespillerne er gode til at have øje for deres publikum, som hovedsageligt (den dag jeg ser forestillingen) består af børn. De formår at skabe trygge rammer, hvor både det sjove og brutale kan få plads. Jeg er helt vild med, at børnene ikke søges forskånet for de grove sider af eventyrene, hvor f.eks. Alibabas brors krop parteres i fire dele af de farlige fyrretyve røvere. Zeppelin har med andre ord en helt enorm tiltro til deres publikum, og det er dejligt befriende, at der i deres version af eventyrene også er plads til det uhyggelige. De mange børn omkring mig virker  i hvert fald mindst lige så begejstret og revet med som mig.

HØR OGSÅ: “Den 4. Vægs Reportage om 1001 Nats magi”

Selv om der på plakaten står familieforestilling, behøver man ikke at kende et barn for begive sig ind i teatermørket og lade sig forføre af den arabiske magi. Det er nogle fantastiske historier, som både voksne og børn kan få helt enormt meget ud af. Det er magisk, og det kunne alle grå hverdage godt bruge et skud af ind imellem.

Af Line Kirsten Nikolajsen, Den 4. Væg
Laver til dagligt en masse forskelligt mediearbejde og er i virkeligheden et eller andet sted også i gang med en kandidatgrad i Film- og Medievidenskab. Teater og skuespil har dog en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg vil nok altid have en 13 årig lille pige inden i, som vil blive ved med at drømme om at blive stor skuespillerinde. Der er i min verden intet så forførende som teater, og jeg lader mig ofte rive med og blive helt opslugt. For mig er teatret den mest fantastiske form for pause fra den hurtige verden uden for. Jeg er ret pjattet med poesi i teaterform, som er et af de mest oprigtige pusterum med plads til eftertænksomhed, jeg kender til. Desuden er min teatersuperhelt lige nu Elisa Kragerup!