Elegant sommerkomedie på Grønnegaards Teatret. Silken knitrer i de underskønne kostumer, når skuespillerne bevæger sig op og ned ad det store trappepodie og smækker alexandriner-vers i hovedet på hinanden i Molieres mere end 350 år gamle komedie.
Alceste er titelfiguren, som Nicolas Bro spiller med alvor og sorg i hver en attitude. Han er misantrop, dvs. menneskehader og vred på alt og alle, men nedenunder viser det sig, at han blot er en forelsket og jaloux mand, der nødigt vil dele sin udkårne med andre.
SE OGSÅ: “Hvis Nicolas Bro var på facebook.”
Det er forståeligt nok, for den elskede Célimène, Sonja Richter, er for viderekomne. Hun holder ”hof”, eller salon og tilhører selv den øverste klasse i det franske samfund, tæt på hoffet. Der name droppes i et væk imellem gæsterne. Alle, der ikke er til stede, bliver latterliggjort. Hendes såkaldte venner er ikke et hak bedre. Kender vi typen? Så afgjort! Og da hun tilsyneladende har magt, kommer de mere renhjertede i al deres ordentlighed ikke til orde.
En klassiker
Molieres raffinerede klassiker er så dobbeltbundet og vittig, at teksten snildt lader sig opføre i dag, enten som gammeldags stilkomedie eller for den sags skyld i nutidsklæ’r med mobiltelefoner. For Molieres personer er arketyper.
Instruktøren Madeleine Røn Juul og hendes makker, den tyske scenograf Manfred Blaimauer, har valgt at lægge historien i et abstrakt rokokomiljø med spændende teater- og kunsthistoriske referencer, som er sjove at afdække.
Men på podiet må skuespillerne kæmpe den fysiske kamp op ned ad trappetrinene, mens også replikkerne på vers er ganske krævende. Jesper Kjær står bag en nyoversættelse, der fungerer og skaber vittige momenter ved enderimene.
Rokokostemning
Nicolas Bro som misantrop er fra start til slut immun overfor gode råd. Han kræver, at alle skal være som ham, dvs. sige sandheden og kun sandheden. Som bekendt kommer man ikke langt med det. Og Sonja Richters kokotte vil ikke indordne sig. Smuk ser hun ud i rokokokostume med tydelig kinesisk inspiration (som det var på mode i 1700-tallet), og selv make-uppen giver associationer til den moderne Peking-operas heltindetyper. Ond er hun ikke, hun vil bare underholde og underholdes og ser intet forkert i, at rygklapperne er lige sådan.
Moliere var menneskekender og vidste godt, at mennesket søger mage. Så de renlivede bifigurer, spillet stilsikkert af Mads Ville og Laura Bro, får hinanden, mens de sure og intrigante kan sejle i deres egen sø. Surhed eller sladder. Vælg selv!
Husk madkurv og varmt tøj
NB: Skuespillernes sko er et kapitel for sig og afslører en overdådighed af broderier og perler, både hos herrerne og damerne. Afstanden til publikums udstyr er derfor markant. For nede på bænkeraderne er vi alle pakket fornuftigt ind i sweatre, vindjakker, løbesko og plaider. For sådan er udendørsteater også i Danmark. Og husk madkurv, som før forestillingen kan indtages på græsset eller ved borde i Designmuseets smukke have – fra 1700 tallet.
Læs en længere anbefaling på Kulturkupeen.dk
Kulturjournalist, mag.art. i teatervidenskab - samt kunsthistoriske studier. Forfatter til bl.a. ”Nyere danske scenografer” (2017), ”Bellevue Teatret” (2013) og ”Rønne Theater” (2011). Tidl. museumsdirektør på Teatermuseet i Hofteatret og tidl. journalist i DR. Har siden 2014 skrevet teater- og kunstanmeldelser på bloggen Kulturkupeen.dk