ArtiklerUnge & Voksne

Lone Hertz: Folk har nok troet, at jeg var død

Solen skinner i Designmuseets have. Bagest holder Grønnegårds Teatret prøver på forestillingen ’Don Ranudo’ overvåget af instruktør, musikere og et par kinesiske turister. Lone Hertz og Henrik Koefoed øver på en scene som forestillingens to hovedpersoner. I virkeligheden er hun næsten gammel nok til at være hans mor. I forestillingen spiller hun hans kone – det kunne hun også sagtens være.

Pludseligt falder hun om så lang hun er og ligger dramatisk på scenen, mens han hiver fortvivlet i hende. Instruktøren Emmet Feigenberg griner højt nede fra tilskuerpladserne. Hvorefter Lone Hertz rejser sig for at sætte sig ved et sortmalet bord i Designmuseets have – hvor hun lægger frisk læbestift og nipper til et glas vand. Hun er 78 år. Og hun har ungpigekinderne intakt, hvepsetalje og høje hæle på til prøven.

”Det er ligesom med præsident Macron og hans lidt ældre kone”, siger hun og smiler det smil som alle danskere over 40 år kender fra film som ’ Frk. Nitouche’ og ’Sommer i Tyrol’ med Dirch Passer og Ove Sprogøe.

Du er 78 år og kom for alvor tilbage på scenen sidste år med ’Frk. Nitouche’ på Folketeatret. Har du en konkurrence kørende med Ghita Nørby om hvem der holder sig bedst og stadig optræder?
”Ghita har jo et stort forspring. Hun har været på scenen i alle de år, hvor jeg var teaterleder, rektor og foredragsholder. I gamle dage på Det Kongelige Teater, dér var der konkurrence. Vores fag er jo vores levevej, som alle andre fag.

Da jeg sagde op på Statens Teaterskole i 1990, brugte jeg de næste to år på at skrive en bog om min søn Tomas (kendt fra filmen ’Tomas – et barn du ikke kan nå’, red.) og om den handicappede families liv, som ved gud er hårdt. Og da bogen kom ud, kom alle oplysningsforbundene og bad om foredrag om emnet, så der gik rigtig mange år før jeg ved et tilfælde igen blev tilbudt en rolle som skuespiller. Det var på Folketeatret i en forestilling der hed ’Tvivl’, og så gik der syv år før jeg fik tilbudt rollen i ’Frk. Nitouche’, der spillede på Folketeatret her i efteråret. Og så har jeg medvirket i DR-serien ‘Ditte og Louise’ (skuespiller-duoen Ditte Hansen og Louise Mieritz, red.) i en rolle, hvor jeg spillede mig selv; en afdanket skuespillerinde.”

Lone Hertz tager en tår af sit vand og smiler koket. Nærmest som en ung pige, der har sagt at hun er for tyk og venter på at blive modsagt. Hun tilføjer: ”Ghita og jeg er to meget forskellige skuespillere. Jeg har fundet min egen niche, som ikke er i konkurrence med hendes”

Og hvad er din niche?
”Den er nok at være en mere følelsesmæssig skuespiller. Og bruge min erotik i mit spil; dér er min styrke. Hvorimod jeg ville have svært ved at have primadonna-status.”

Teatret er frikvarter
Nu skal det hele jo ikke handle om alder, men jeg har lige set på Borger.dk, at jeg først kan gå på pension når jeg fylder 68 år. Har du nogle gode råd til den yngre generation om hvordan vi kan holde os friske?

”Altså, jeg får jo folkepension, og hver gang jeg får den udbetalt, får jeg bagefter et brev i e-boks om at jeg skal betale det meste tilbage igen, fordi jeg arbejder så meget som jeg gør.
Min hemmelighed til at holde mig frisk er nok, at jeg har haft et dobbeltliv det meste af mit liv. Fordi jeg på den ene side har haft en handicappede søn og været hans bro til livet i 51 år. Og på den anden side har jeg spillet teater fra jeg var otte år. Jeg debuterede med Poul Reumert med forestillingen ’Ordet’ da jeg var ti år – så det andet spor i mit liv har bestået af teater. Mit privatliv med familie; dét har været det slidsomme, mens teateret har været mit frikvarter, så derfor har jeg aldrig ønsket at stoppe. Selvom jeg ikke har haft rigtig tid til teatret i mange år, fordi jeg har rejst med forskellige organisationer – teaterbranchen og publikum har nok troet, at jeg var død!”

HØR OGSÅ: “Den kærlighed! Hamlet og Don Ranudo”.

Så du har simpelthen holdt dig frisk ved at have dobbeltarbejde?
Lone Hertz læner sig tilbage på havebænken og lægger pegefingeren med en perfekt malet rød negl tænktsom mod kinden: ”I bund og grund kan man sige, at jeg holder mig oppe og i form ved at have problemer nok. Jeg har også en rygskade, så jeg har besluttet mig for at blive ved med at bruge min ryg ved at styrketræne. At jeg stadig kan spille teater skyldes jo nok mest gode gener – jeg tror ikke man kan byde alle dét jeg byder mig selv.”

Hvad er det ved skuespillerarbejdet, der får dig til at blive ved?
” At det er en renselsesproces at være skuespiller. Man kan smitte publikum med det i sit spil, så deres tanker også bliver renset og der går en prås op for dem, fordi de genkender sig selv i skuespillet på scenen. Hvis man som skuespiller har evnen til at indleve sig i andres tanker og følelser, kan man gøre teater til et talerør hvor man når andre mennesker, en slags ventil ind i deres liv, så man kan få vendt bøtten – som man siger i bridge; man gør de dårlige kort gode. Alle mennesker går rundt med knuder i sig på grund af et eller andet, så vi kan alle sammen have glæde af teater, fordi det reflekterer vores følelselsesliv. Det er fantastisk værktøj til at forstå hinanden, og derfor er det stadig vidunderligt for mig at være skuespiller og brobygger til andre mennesker.”

Snobberi og balloner med varm luft
Din rolle i ’Don Ranudo’ handler rigtig meget om det der med at keeping up appearances, med en fattig adelsfrue der dyrker sin fornemme facade selvom hun er ved at dø af sult. Er det et rent historisk fænomen, eller kan du se ligheder med vores liv og nutid?
”Dét er jo det vidunderlige ved Holberg, han er evig gyldig, fordi han tager udgangspunkt i menneskelige relationer og tænkemåder. Og der har været snobberi lige så længe som der har været mennesker. Jeg synes at vores tid er dybt præget af det samme; vi holder desperat fast i at ”være fine”, se f.eks. de unge mennesker i reality programmer som ’Paradice Hotel’; først sætter pressen dem op op på en piedestal for ingenting, lige indtil de laver en lille fejl, så dolker de dem. Og der er jo også mange i det danske jetset, de nyrige, der dyrker at være finere end os andre, og medierne er gode til at skabe synlighed omkring dem, som balloner med gas, der eksploderer når pressen knipser til dem.”

Lone Hertz knipser med en lang rød negl ud i luften og ser for første gang under samtalen ikke glad og smilende ud. Noget andet som kan bekymre hende er hendes børn. Hun har fire i alt, hvor sønnen Steen Stig Lommer er chef for Grønnegårds Teatret. Af samme årsag har de begge indtil videre undgået at spille sammen på scenen i Designmuseets have; af frygt for beskyldninger for nepotisme. Men nu har Lone Hertz sagt ja til rollen som Don Ranudos hustru Donna Olympia, og glæder sig til at stå på scenen udendørs for første gang i mange år.

Se også: ”Teater i det grønne med Klaus Bondam og Steen Stig Lommer”.

Hvad kan vi få ud af at se forestillingen, andet end selvfølgelig at få en god sommeroplevelse?
”Først og fremmest skal man gå ind og høre en klassiker fortalt i vores egen tid. Ligesom Shakespeare gjorde på sit teater: man går op og fortæller en historie, beåndet! Helst! En aften i Grønnegårds Teatret skal både være åndfuld, den skal præcisere aktuelle problematikker og så skal det være en lys aften. En aften man nyder udendørs i Danmark. Og jeg beundrer min søns Steen for at være så cool omkring at have sådan et udendørs teater, som er så afhængigt af vejret. Han plejer at sige, at han har en aftale med vejret om at det holder op med at regne kl. 19.30, og det gør det faktisk tit. Det klarer op om aftenen”.

Som om at den sidste sætning også var en besværgelse for Lone Hertz eget liv, smiler hun sit ungpigesmil og takker af. Svaret på det sidste spørgsmål har hun givet stående, på vej tilbage til scenen og Henrik Koefoed, for igen at falde om på scenen til instruktørens morskab.
78 år og igen debuteret som skuespiller. Men ikke som primadonna, det lader hun andre om.