Det bidrager med noget nyt i det forestillings-landskab, man ellers kan opleve for tiden, og det er både modigt og interessant.
I forestillingen Mig og Tyson smelter teater og boksning sammen. Paw Henriksen er alene på scenen med en selv-dokumentarisk tekst, hvor Paws liv forenes med bokseren Mike Tysons – hans store ungdomsidol. Bokserens forrygende karriere, bl.a. som yngste verdensmester nogensinde, forvandlede sig på tragisk vis til en voldtægtsdom, voldsomme vredesudbrud og et afbidt øre på en modstander. Selv var Paw som lille også en forstadsrod, der var dybt fascineret af boksning. Skæbnen ville dog, at Paw skulle ende som skuespiller i stedet, men i denne forestilling vender han tilbage som bokser.
Det ligger nærmest lige til højrebenet at skrive en anmeldelse båret på bokse-metaforer med denne forestilling: “PAW! Knock-out fra Paw Henriksen”… Men jeg skal spare jer for dem og i stedet nøjes med at forsøge at få min overvældende mængde af begejstring ned i skriftlig form. Umiddelbart kan sammensmeltningen af boksning og teater måske lyde spøjs, men Mig og Tyson formår at gøre det så elegant, at jeg måbende må tilstå, at det her er noget af det sejeste, jeg har set.
SE OGSÅ: “Er brune danskere rigtige danskere?”.
Forestillingen er uhyggeligt veludført, og Paw Henriksen formår konstant at gøre tilskueren i tvivl om, hvor grænsen mellem skuespillet og virkeligheden går. Han spiller med så meget finesse, at Tyson og Paws livshistorier på en gang er tydeligt separeret og fuldstændig smeltet sammen. Der er et spændende og fedt samspil med videoprojektioner af Tyson på bagvæggen, og det hele krydres med troværdige musikalske valg. Det giver et uprætentiøst og vanvittig nærværende udtryk, som synes at være tro mod det miljø og univers, som forestilling handler om.
Jeg har aldrig set en forestilling som denne før, og jeg er fuldstændig vild med idéen og resultatet. Det bidrager med noget nyt i det forestillings-landskab, man ellers kan opleve for tiden, og det er både modigt og interessant. Tiden flyver virkelig afsted, og jeg må indrømme, at jeg faktisk har lidt svært ved at være i mig selv efterfølgende, fordi forestillingen i den grad har taget røven på mig. Jeg ser rigtig meget teater og føler efterhånden, at jeg er ret god til at gennemskue det, jeg ser, men her er det ret umuligt for mig. Uden at afsløre for meget, så er jeg simpelthen så begejstret og overrasket over den måde forestillingen, og især slutningen, udvisker grænserne for, hvor meget af forestillingen, der egentlig er skuespil og på forhånd planlagt.
Hvis jeg ikke har overbevist dig endnu, så lad mig lige gøre det helt klart: Du vil gerne se den her forestilling! Den er et lille mesterværk.
Skynd dig ind og se den, hvis…
… du gerne vil se en MEGET anderledes solo-forestilling, som i den grad udfordrer skuespillets konventionelle rammer.
Laver til dagligt en masse forskelligt mediearbejde og er i virkeligheden et eller andet sted også i gang med en kandidatgrad i Film- og Medievidenskab. Teater og skuespil har dog en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg vil nok altid have en 13 årig lille pige inden i, som vil blive ved med at drømme om at blive stor skuespillerinde. Der er i min verden intet så forførende som teater, og jeg lader mig ofte rive med og blive helt opslugt. For mig er teatret den mest fantastiske form for pause fra den hurtige verden uden for. Jeg er ret pjattet med poesi i teaterform, som er et af de mest oprigtige pusterum med plads til eftertænksomhed, jeg kender til. Desuden er min teatersuperhelt lige nu Elisa Kragerup!