BlogUnge & Voksne

Husets Teater, Det Store Stilehæfte

Den slags forestilling, der bliver ved med at vokse på en

Jo mere jeg tænker over den, jo bedre kan jeg lide den. Og det er ret godt, når nu jeg var ganske vild med den, allerede mens jeg sad og så den.

HVAD ER DET
Det store stilehæfte er oprindeligt en roman er Agota Kristof, som voksede op i et brutalt og voldshærget Ungarn, men flygtede til det fransktalende Schweiz med sin mand og barn i forbindelse med den sovjetiske invasion. Der skulle dog gå mange år, før hun i 1986 skrev dette hovedværk i hendes forfatterkarriere. Nu sættes den op på Husets Teater i en bearbejdelse af teaterdirektør Jens Albinus, som tilmed også instruerer og står på scenen med Olaf Johannessen ved sin side.

Historien fortæller om to tvillingedrenge, der efterlades ved deres heks af en bedstemor efter en ikke navngivet krigs afslutning. De befinder sig i en benhård og inhuman verden, hvor de selv må lære, hvordan man bedst overlever og kommer igennem. Dette gør de gennem forskellige forsøg og studier, som de nedfælder i et stort stilehæfte, som de gemmer på loftet hos bedstemoderen. Der er én meget enkel regel, der afgør, om noget må skrives i stilehæftet. Det, de skriver, skal være sandt. Med det menes der nøgterne observationer blottet for en enhver form for følelse og subjektivitet:“Det er forbudt at skrive: “Den lille by er smuk”. For nogen er den smuk. For andre grim. Det er bedre at skrive: “Vi spiser mange nødder”, og ikke “vi elsker nødder”. For ordet “elske” mangler præcision.”

VI MENER
Forestilling starter i mørke. Et lydtapet af ubestemmeligt støj af mennesker og toge fylder den lille sal på Husets Teater, og når lige at blive irriterende, da det brat stopper, et spotlys går op, og de to skuespillere pludselig står der på forscenen lige foran os. De står som stive saltstøtter og virker lige så firskårne og følelseskolde, som teksten skal vise sig at være. Så begynder de at tale. Begge to på én gang. De siger teksten i kor. Først tror jeg, at det er en sjov gimmick, der blot skal starte forestillingen, men det fortsætter. Skal de virkelig sige hele forestillingen i kor? Det kan de da umuligt? Men jo – det viser det sig simpelthen, at de skal. Med enkelte undtagelser.

Det er et effektivt og virkningsfuldt greb at lade de to skuespillere sige det hele sammen. De har i grunden meget forskellige og markante stemmer, men på forunderlig vis blandes Olaf Johannessens dybe ryst med Jens Albinus lysere klang momentant på en sådan måde, at det er svært at høre, hvem der siger hvad. Det kryber ind under huden på en helt særlig måde, som overtoner gør det i musikken, og afslører den uendelige verden af indtryk og nuancer, der gemmer sig under overfladen på det umiddelbare ord. Det lykkes dem ikke altid lige godt at få sagt tingene helt i kor, og bevares – det er da også en hamrende svær disciplin, men når nu man har valgt det som gennemgående stiltræk, er det lidt en skam, at det ikke sidder 100 % i skabet. Det river mig ufrivilligt ud af fortællingen, som jeg ellers er meget opslugt af, og får mig i stedet til at fokusere på teknik. Men pyt – det er trods alt en bagatel i det samlede hele. Jeg forestiller mig, at det falder på plads i takt med rutinen.

Den til tider manglende præcision i leveringen af de samtidige ord bliver især en bagatel, fordi Johannessen og Albinus leverer så formidabel en præstation. Med denne forestilling bliver det klart, at det bestemt ikke er uden grund, at man ofte hører dem omtalt som nogle af landets dygtigste skuespillere. Johannessen har en stamina, som her bliver til en sammenbidt hårdhed i en karakter, som har lært, at man ikke kommer langt med følelser i en hård, brutal og krigshærget verden. Det modsatte ses i Albinus’ nervøse og sammenkrøllede fyr, der kæmper for at holde det hav af følelser tilbage, der gemmer sig lige under overfladen. Ind imellem må han da også bukke under for grumsomhederne. Selvom de i den virkelige verden er to mænd i deres bedste alder, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de på scenen er to præ-pubertære drenge, som må tilpasse sig en verden, hvor medfølelse og empati er en mangelvare. De er et stærkt makkerpar som virkelig formår at indfange og personificere Agota Kristofs sprog.

Jeg har ikke selv læst Agota Kristofs roman, men det forhindrer mig ikke i at forelske mig pladask i den under denne forestilling. Jeg vil nærmest sige, at jeg aldrig har haft så meget lyst til at kaste mig over en roman som efter her. Teksten er, som beskrevet, kontant og usentimental. Følelser overlades til modtageren af teksten. Det gør historien, der formidles, skrækindjagende mærkbar og meget svær at slippe igen. Og derfor slipper de også afsted med en så udadtil simpel iscenesættelse på Husets Teater. Der er ikke meget andet end de to skuespillere og deres levering af ordene, men det skal der heller ikke være, når teksten er så effektfuld som her. Den er faktisk så effektfuld, at selv den ene rekvisit, der er på scenen, et stort hvidt oppusteligt stykke tekstil, næsten virker overflødig. Det er ikke helt klart, hvad den egentlig skal eller er et symbol for, så den kunne de have sparet. Teksten, Johannessen og Albinus er længe nok til at give mig en yderst overvældende oplevelse.

Det store stilehæfte er den slags forestilling, der bliver ved med at vokse på en. Jo mere jeg tænker over den, jo bedre kan jeg lide den. Og det er ret godt, når nu jeg var ganske vild med den, allerede mens jeg sad og så den.

Af Line Kirsten Nikolajsen, Den 4. Væg
Laver til dagligt en masse forskelligt mediearbejde og er i virkeligheden et eller andet sted også i gang med en kandidatgrad i Film- og Medievidenskab. Teater og skuespil har dog en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg vil nok altid have en 13 årig lille pige inden i, som vil blive ved med at drømme om at blive stor skuespillerinde. Der er i min verden intet så forførende som teater, og jeg lader mig ofte rive med og blive helt opslugt. For mig er teatret den mest fantastiske form for pause fra den hurtige verden uden for. Jeg er ret pjattet med poesi i teaterform, som er et af de mest oprigtige pusterum med plads til eftertænksomhed, jeg kender til. Desuden er min teatersuperhelt lige nu Elisa Kragerup!