“Jeg er holdt op med at tale – der er ingen der lytter”
Vi lever i en flimrende verden af muligheder for at møde andre mennesker. Paradoksalt nok kan alle disse muligheder være med til at gøre os ensomme.
Projektoren dækker scenen med en ‘myrefodboldkamp’ af små sorte og hvide prikker, som kan minde om et gammelt fjersyn når aftenens tvudsendelser var slut. Midt i alt det flimrende dukker et værelse op med et skrivebord, en arkitektlampe, et akvarium, masser af rod og en computer. Der høres lyd af folk der taler, et barn der græder og andet støj ude fra byen. Lidt efter rejser en person i hættetrøje sig fra en seng og sætter sig hen til computeren.
Hvem sidder der bag skærmen
Forestillingen er lavet af Teater- og kunstforeningen Graense-Loes for tolv år siden og er siden da kun blevet endnu mere aktuel. På scenen ses scenograf Sissel Romme Christensen som styrer lyd og lys og performeren Katrine Karlsen der agerer den ensomme pige i lejligheden. Hun er meget travlt beskæftiget med at være et socialt menneske foran sin computer og sin mobiltelefon. Den fysiske kontakt begrænser sig derimod til et besøg af pizzabudet, hvorefter det ensomme måltid hurtigt ender i papirkurven. Fisken i akvariet som hun taler meget til må undvære mad, da den ikke viser interesse for pizza, og pigen ikke magter at gå i byen efter hverken fiskefoder eller mælk til kaffen.
Hør og se mig – her går det godt
Hendes sexliv bliver en livestreaming fra mobilen hvor hun tilsyneladende tager blusen af, men istedet viser et billede af af en fotomodel med et større brystmål end sit eget. Derpå faker hun en samlejescene med torsoen af en mannequindukke.
‘Der er ingen der lytter’
En tur i byen kan foretages i cyperspace så hun slipper for at gå i bad og sætte hår. Her viser det sig svært at opnå større kontakt. Det bliver bare til “Hello, how are you?” som afsluttes med: “Fine, see you later!” Og pigen konstaterer: “Jeg er holdt op med at tale – der er ingen der lytter.”
Forestillingen blev set på premieredagen sammen med to 6. klasser som holdt koncentrationen på trods af meget lange sekvenser, hvor der ikke skete ret meget på scenen. De unge mennesker er vokset op i denne digitale verden som lige nu bekymrer mange voksne. Måske kunne de sætte sig ind faren ved at leve hele sit liv på de sociale medier og forhåbentlig fik de bagefter en god diskussion hjemme på skolen.
Forestillingen spiller kun kort tid på Anemonen.
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare.
Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.