BlogBørn & Familie

Anemonen, Mimbo Jimbo laver kunst

Hvor tit er det lige, at børn får lov til at lege og væres kreativ på en tosset måde – i teatret!

Mimbo Jimbo er en blå elefant, der er bedste ven med den grå flodhest Mumbo Jumbo. Figurerne og historierne er skabt af tegner Jakob Martin Strid. Han har også forfattet og illustreret  “Mustafas Kiosk” og “Historien om den kæmpestore pære”, som blev filmatiseret i 2017.

Forestillingen om Mimbo Jimbo på Anemonen indebærer både dans og musik, og der optræder også en sjov løve. Skuespillerne har masker på, og der er kun få replikker. Til gengæld sker der så meget andet i forestillingen, så både børn og voksne helt glemmer tid og sted. Jeg har nok aldrig set en forestilling, hvor børnene bliver inddraget så meget!

Børnene bliver levende malerpensler
Mimbo Jimbo og Mumbo Jumbo skal nemlig lave et stort maleri – men da de to venner ikke har lært at ”maling sviner”, så maler de lige præcis, som de vil.

De kaster maling på det store lærred, hopper på malertuber og glider rundt i malingen. De har en fest – og det samme har børnene! De voksne pædagoger/lærere der er med skoleklassen i teatret, ser lidt bekymret til efterhånden som teatersalen bliver forvandlet til en ”svinesti”.

Helt slemt bliver det, da ét barn bliver iklædt malerdragt og bliver til en levende pensel. Barnet får nemlig lov til at blive trukket rundt i malingen. De andre børn hyler af grin!

Har de styr på malingen?
Nu sidder lærerne helt på pinde –for hvad vil hans forældre sige, hvis han får maling på tøjet? –Det er jo deres ansvar –kan jeg næsten fornemme, at de tænker.  Men bare rolig, der er selvfølgelig helt styr på, at malingen bliver hvor den skal. Senere få to andre børn lov til at hoppe på en tube maling, så det sprøjter op på maleriet.

Fra skamlen kigger børnene på lærerne –”Må vi virkelig det” tror jeg de tænker. Men ja, det må de godt. For i forestillingen er det nemlig helt i orden at være barn og kreativ og ikke tænke på det kæmpe svineri som scenen efterlades i. (Der kommer heldigvis nogle voksne og rydder op -og jeg er glad for, at det ikke er mig).

Du husker tilbage på din kreative barndom
Forestillingen er lige så skør og kreativ som Jakob Martin Strids bøger om elefanten Mimbo Jimbo. Forestillingen bringer dig tilbage til din kreative barndom, hvor du fik lov til at smide fornuften om ”hvordan børn må lege”.

Mimbo Jimbo og hans venner er vel børnenes svar på Jens Jørgen Thorsen i denne forestilling. Og den er helt sikkert en oplevelse, som børnene vil huske. For hvor tit er det lige, at man får lov til at lege og væres kreativ på en så tosset måde?! Efter forestillingen får børnene lov til at få et lille stykke af maleriet med hjem.

Sponsoreret af Teaterbilletter.

Af Ditte Koefoed, mor & teaterspotter
Jeg elsker de stunder, hvor jeg kan lade mig rive med i teatrets vidunderlige univers – og helst sammen med mine to børn på 8 og 14 år. Jeg anmelder forestillinger som er tilgængelig i kørestol, da jeg fik konstateret sclerose for fem år siden. Heldigvis er de fleste teatre handicapvenlige. Teatrets stemning, fortællinger og de mange glade stunder med mine børn, leder mine tanker væk fra dagligdagens udfordringer – og tilbage på sporet som journalist og mor for mine børn. I teatrets mørke er vi alle ens. Her findes kun gode oplevelser!