BlogBørn & Familie

Anemonen, Pinocchio

Teater Patrasket har snittet sin egen fine Pinocchio ud af den originale historie fra 1883 om trædukken der går så grueligt meget ondt igennem.

Carlo Collodi fortæller i sin meget lange roman hvad der kan ske, hvis man begiver sig ud i livet uden opdragelse eller uddannelse. Pinocchio dumper ind i livet som en stor trædreng, men med behov som en baby og da er det svært at begå sig. Hvordan skal han vide om mennesker vil ham det gode eller de er onde?

Den talende fårekylling
Der skal skæres godt ind til benet i Teater Patraskets forestiling på 60 minutter. Maria og Dirck får denne gang hjælp af Anna Karina Nicolaisen og musikeren Bastian Popp. Pinocchio er jo fra bogen en dukke og ellers udgør de fire skuespillere og en håndfuld masker alle figurerne i forestillingen, der gæstespiller for de 8 – 12 årige på Anemonen. 

Fårekyllingen der i bogen forsøger at rådgive Pinocchio bliver istedet genialt lagt ud til publikum. Børnene bliver spurgt til råds om hvad Pinnochio skal vælge når han møder et dilemma; skal han være fornuftig at gå i skole, eller skal han følge sin drift og gå i cirkus. Børnenes råd er skole men den uopdragne Pinocchio går selvfølgelig i cirkus.

Den gode fe
…holder hånden over Pinocchio og sørger for at han tjener nogle penge i cirkus, som han kan tage med hjem til sin far, den fattige snedker Geppetto. På vejen møder han Katten og Ræven som morsomt har fået karaktererne den kloge og den utroligt dumme. De narrer Pinnochios penge fra ham og derhjemme får stakkels gamle Geppetto kun serveret en løgnehistorie. Når man lyver, vokser næsen, det ved vi alle sammen. Til en lille melodisk rystedans udstyrer den gode fe Pinocchio med en kæmpe lang næse.

Slaraffenland
Pinocchio vil gerne være en rigtig dreng og lover Geppetto at passe sin skole. Men hvordan er en rigtig dreng? Og kan man stole på sine venner når de siger at rigtige drenge ikke gider gå i skole, men hellere vil være et sted hvor man spiser bjerge af is og smadrer en masse ting? Sådan et sted findes og det hedder Slaraffenland. Man skal bare stige på æselvognen når den kommer, så bliver livet en leg. Æsler går for at være dovne og hvor mon æslerne stammer fra? Jo, det opdager drengene og Pinocchio senere.

Pinocchio er en styg historie, men den ender godt, og den er godt spillet af Teater Patrasket. Måske får man endda lyst til selv at læse hele historien bagefter. Det kan anbefales.

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.