BlogBørn & Familie

Anemonen, Vred

Endnu en forestilling om følelsen vrede. Men forestillingen er yderst velkommen, for vrede er en følelse som mange børn og voksne har svært ved at forholde sig til.

Connie Pilgaard og Sune Abel agerer de to børn, venner eller måske søskende, i en relation der består af både  tiltrækning og frastødning. Kort og godt en teaterforestilling om to mennesker, der skal lære at være sammen. Den ene er til fordybelse i musik og fine ting mens den anden til er god til konkurrencer, skæg og ballade. 

Bliver far vred
En vase er smadret. Hvem vil nu få skylden og mærke den voksnes vrede? Hændelsen bliver hurtigt fortrængt, men den bliver ved at dukke frem, og bare tanken om mors, fars eller lærerens vrede kan give et barn mavepine.

Teater uden ord
Forestillingen spiller med meget få ord og det giver publikum plads til at fokusere på kropssprog og mimik, som er et universielt sprog. “Vred” har f.eks. været opført for et spansk publikum med de samme reaktioner som i Danmark. Især mindre børn kommenterer når Sune og Connie overtræder hinandens grænser ved drilleri, hoveren og egoisme.

Teater og læring
Hvis I kun skal se en teaterforestilling i år kan Limfjorsteatrets “Vred” virkelig anbefales. Uden lange verbale og kedsommelige forklaringer oplever publikum hvordan de to skuespillere reagerer indbyrdes. Hvordan det er at blive drillet, tabe i kryds og bolle flere gange mens makkeren jubler og kede sig når den anden har en god leg man ikke må være med til.

Konflikttrappen
Igen uden ord viser Connie og Sune med krop og en magnettavle hvordan en lille konflikt udvikler sig fra skuffelse (en lille sur mund) og videre op til et rygende raseri (en mundfuld af sylespidse hajtænder).

Det kan altid ende godt
Vrede kan være så voldsom at man blive forskrækket og bange. Det kan være en god ide at øve sig på hvornår og hvordan man viser sin vrede; lave ansigter og truende kropssprog. Også det at tale med hinanden om at vrede går over igen; det er ikke dig jeg er vred på, men de ting du gør mod mig. Endelig får publikum til slut vist hvordan man kan spise hyggeligt sammen, og slutte af med en morsom bestik, tallerken og kop-leg. 

Skynd jer ind i Anemonen og leg med. Fra 3 – 8 år. Spiller på Anemonen til 26. januar og siden på turné.

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.