Ankomst. Afsked er en anbefalelsesværdig oplevelse. En forestilling om familie, skyld, kærlighed og synder, hvor man formentlig kan nikke genkendende til et par af de stridigheder, familien har.
Ankomst. Afsked er nyskrevet dramatik af ingen ringere end Husets Teaters kunstneriske leder, Jens Albinus. Ankomst. Afsked er en fortælling om familie og de magtpositioner, vi hver især har i familien. Vi møder en splittet familie – årsagen til mødet er genbegravelsen af den ældste datter, Rosa; graven skal flyttes, fordi en ny vej skal opføres der, hvor kirkegården ligger.
Familiens matriark vender hjem efter 12 år ude i verden som succesfuld fotograf, men det er med en vis modvilje, at hun betræder den danske jord igen. Idet hun træder ind ad døren til sin eksmand og yngste datters hjem, er det, som om alt er, som det var, da hun flygtede. På samme tid vender også den mellemste datter tilbage til familien, rodløs og forvirret som altid. I huset har intet ændret sig – faderen trisser rundt mellem kasser og eksperimenter, mens den yngste datter forsøger at holde sammen på det hele. Hun har planlagt genbegravelsen af søsteren, og en lang dag med en hulens masse aktiviteter venter dem alle.
Ind på scenen træder Liv, familien yngste medlem. Hun har skrevet et brev til sin mor, der inden længe ankommer på stationen. Liv har klargjort alt, og hun glæder sig inderligt til, at familien er samlet for første gang i 12 år.
Og så træder moderen ind ad døren; stilren og med en aura, der emmer af selvstændighed og matriarkatet. Der er ingen tvivl om, hvem det er gået bedst de sidste 12 år. I det øjeblik mor og far står foran hinanden igen, bryder helvede løs – de råber ikke, endnu, de skændes lavmælt, og det er næsten mere frygtindgydende end det modsatte. De skændes om, hvorvidt bilen er parkeret rigtigt. Desuden er det moderens hus, og hun vil sælge, så far og datter må ud hurtigst muligt. Ude i haven står Katie, familiens sorte får og mellemste datter – hvad laver hun? Planlægger at slå moderen ihjel? Vi ved det ikke, men ud fra det korte møde med moderen, kunne det godt tænkes.
Ankomst. Afsked er en smuk forestilling – på det skrånende og tomme scenegulv brillerer de fem skuespillere på skift. Især Benedikte Hansens kolde og ubarmhjertige mor giver kuldegysninger ned af ryggen, for nok synes hun at være både varm og elskværdig over for sine døtre, men det er tydeligt, at under alle de falske smil og komplimenter, hungrer hun efter at slippe væk, og vil hun kun sig selv det bedste – og alle andre må hellere rette sig efter hendes formaninger.
Trods den tætte og trykkede stemning (og at jeg mere end én gang hopper i stolen af forskrækkelse), er der rigeligt plads til humor; publikum slår sig ikke på lårene af grin, det er klart, men forestillingen indeholder så meget underspillet humor, så man ikke kan lade være med at sidde og klukke. Morten Vang Simonsens forvirrede Toby, der bare prøver på at være der for den yngste datter, er kejtet og underspillet. Han er især årsag til de mange grin, der kommer fra publikumsrækkerne. Samspillet mellem de fem er ikke til at tage fejl af. De lader til at hvile så godt i hinandens selskab.
Der er så mange spørgsmål, jeg sidder tilbage med efter forestillingen: hvilket forhold havde eksmanden egentlig til Rosa? Hvorfor døde hun? Hvilken barndom har den yngste datter haft? Hvad er Toby for en fyr? Hvorfor hader moderen det smukke billede, der hænger på værelset etc. etc. etc. Det kunne være anledning til, at forestillingen blev kluntet og mangelfuld, men tværtimod, jeg er så glad for, at alle mine spørgsmål ikke blev besvaret, for så lever forestillingen videre.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du har lyst til at se et intenst familiedrama med sublime skuespillere og en scenografi i konstant forandring.
23 år. Læser Film- og medievidenskab. Jeg nyder at gå i teatret så meget som muligt! På det seneste er det gået så vidt, at jeg nu også om natten drømmer, at jeg er i teatret. Her laver jeg alt muligt spændende. Jeg får bl.a. Mads Mikkelsen til at grine og glemme sig selv i sin rolle i Klokkeren fra Notre Dame, maler Kongeligt porcelæn med Signe Egholm og glemmer mine replikker og sange, mens jeg står på scenen i årets største og dyreste forestilling. Mine drømmeroller er Julie i Frøken Julie og Blanche Bubois i Omstigning til Paradis. Det, jeg elsker mest ved Den 4. Væg er at få lov til at tale med scenekunstnere, der har en passion for det de laver og få en dybere forståelse for deres arbejde! Lige nu har jeg kæmpe teatercrush på Katrine Wiedemann og Peter Christoffersen.