Ved første indtryk ligner det, at Defekt ‘bare’ handler om forvaringsanstalten for utæmmede og uregerlige kvinder på Sprogø i midten af sidste århundrede. Men Defekt handler om langt mere end det.
Defekt er en familiekrønike, der krænger indersiden ud og kaster lys på tre generationers dybeste og mørekeste sider. Samtidig tager forestillingen i ligeså høj grad livtag med formyndersamfundets dystre fortid, hvor deportation, indespærring og tvangssterilisation var hverdagens gruopvækkende kost – fjernt fra hverdagens velpolerede fernis. Defekt trækker desuden sine dystre tråde helt op i nutiden, hvor vi pludseligt og uafrysteligt sidder ansigt til ansigt med vore dages psykiatriske praksis, hvor diagnoser som ADD, ADHD og alle deres venner stadig medicineres væk med gavmild hånd og faste bælter.
Hvad er godt?
Det er enormt forfriskende, at holdet bag Defekt har modet til at vaske vores nations fælles snavsetøj så åbent og ærligt, som det bliver gjort her. For hvor mange af os ved egentlig, at man i Danmark spærrede hundredevis af kvinder inde på en røvsyg ø? Dermed giver Defekt en tiltrængt stemme til alle de kvinder, der af mere eller mindre forståelige grunde har været sendt ud i midten af Storebælt fordi de ikke passede ind i samfundets orden. Derfor fungerer fortællingen også fint som ramme for, hvordan vi i dag forstår og behandler psykiske forstyrrelser, hvilke vi oplever gennem den miserable Vitas øjne. Forestillingens scenografi består sådan set bare af en skævt podie og et træ, men i samspil et usædvanligt ganske akrobatisk cast fungerer det på fineste vis som både en hel ø, et lille køkken, et hospitalsværelse. Og som afgrunden, vi alle kan ryge ud over.
Hvad er mindre godt?
Ideen med Defekt er rigtig, rigtig interessant, men den bliver desværre alt for ofte overskygget af en myriade af bi-fortællinger, spring i tid og locations, at den halvanden time, der kunne have været en enormt interessant og vedkommende forestilling desværre ender som en lidt for stillestående mudderpøl af blandede fortællinger. Det virker simpelthen som om, at man fra instruktørens hånd har været usædvanlig nervøs for, at publikum skulle komme til at kede sig undervejs på den halvanden time Defekt varer. Dertil kommer, at skuespilpræstationerne var en tand for ujævne til rigtig at få trukket os med ned i sølet. I stedet for et intenst drama kom Defekt derfor ofte til tangere det farcerede, når der bliver både råbt og skreget, og talt i stavelser så tydelige, at det endte karikeret.
Studerende og fattig? Sådan gør du:
Normalprisen starter ved sympatiske 135 kroner – denne kan, hvis man er under 25, forhandles ned til bare 65 kroner, hvilket også gælder for studerende i alle aldre.
Jeg er 26 år og studerer kandidat i Kommunikation og Performance Design på RUC, hvorfra jeg også er bachelor. Jeg har tidligere læst halvandet år på Teater- og Performancestudier, også som kandidat. Jeg arbejder derudover i Skuespilhuset, som kontrollør. Min interesse for scenekunst startede ved opera og ballet, og det er da også stadig de mere klassiske dele af scenekunsten, der særligt fanger min interesse.