70 år skiller dem ad, men deres stålsathed forener dem: Liva Weel og Ellen Hillingsø. To kvinder med meget forskellige livsomstændigheder mødes i PHs kendte og elskede viser på Folketeatret i en forestilling om hele Danmarks Liva.
Fra 4,2 børn til 1,7
Meget har ændret sig på de 70 år, der er mellem Liva Weel og Ellen Hillingsø. Ændringerne er nok størst for kvinder, som i begyndelsen af det 20. århundrede i gennemsnit fødte 4,2 børn i modsætning til vore dages 1,7, som satte livet på spil ved graviditet og fødsel og som først med grundlovsændringen den 5. juni 1915 fik stemmeret og kunne vælges.
Livlige Liva
I 1915 var Liva Weel 18 år og lød det borgerlige navn Olivia Marie Olsen, født på årets sidste dag i 1897 og vokset op på Vesterbro. På det tidspunkt var den livlige Liva allerede i fuld gang med at uddanne sin sangstemme hos operasangerinden og musikpædagogen Hedevig Quiding, hvilket et par år senere førte til hendes første optræden som sanger ved et teselskab i Politikens Hus. Og så var hendes bane lagt; for teselskabet førte til, at hun som 19-årig sang sin første revyvise i Odder Sommerteater og siden i Nykøbing F., hvor hun var en stor succes, hvilket affødte et engagement i Scalarevyen 1918 – et engagement, som kom til at vare i 10 år.
HØR OGSÅ: Liva Weel synger ”Jeg triller som en lærke” på Folketeatret i 1933.
Teenager from hell
Ellen Hillingsø er født 70 år senere; i 1967, og blev uddannet skuespiller på Århus Teaters Skuespillerskole i 1994. Herefter spillede hun flere teaterroller, først på Århus Teater, senere på forskellige scener i hovedstaden. Ud over teater har hun arbejdet med film, tv, radio, stemme til tegnefilm, lydbøger, reklamer og oplæsning.
I et interview i ALT den 2.1.2017 fortalte Ellen Hillingsøe om sin barndom og ungdom:
”Jeg var en teenager from hell. Min mor mener, at min pubertet startede, da jeg var 4 år og sluttede, da jeg var 30, og jeg var fuldstændig vild og vanvittig, da jeg boede hjemme hos mine forældre.”
Så giver det god mening, at den karismatiske og stærke skuespiller spiller den mindst lige så fanden i voldske revystjerne i Folketeatrets forestilling ’Liva’, der fusionerer fusionerer revy, kammerspil og teaterkoncert. Og det giver god mening, at det netop er denne lidt udefinerbare genre, der belyser Liva Weels liv, som den udefinerbare komedienne, sangerinde og skuespillerinde hun var. En stjerne inden for mellemkrigstidens særlige blanding af finkultur og folkekultur, på et tidspunkt hvor både høj og lav gik i revyen og oplevede samfundets spidser spiddet af intellektuelle og tænkere.
Signatursangen
I slutningen af 1920’erne lærte Liva Weel forfatteren Poul Henningsen at kende, og det bekendtskab satte dybe spor i begges karrierer. Han skrev en lang række af de sange, som man i dag forbinder med Liva Weel – umiddelbart efter besættelsen af Danmark i 1940 skrev han teksten til Kai Normann Andersens melodi “Man binder os paa Mund og Haand” til revyen ‘Dyveke’ i Riddersalen. En vise, der med tiden er blevet hendes signatursang.
Satanisk og guddommelig
Liva Weel døde den 22. maj 1952 i København; elsket af sit publikum og af sine mange skiftende bejlere og ægtemænd. Hun var et levende eksempel på en selvstændig kvinde med en kompromisløse trang til at bestemme selv, hvilket gav hende både voldsomme personlige nederlag og store kunstneriske sejre. Poul Henningsen skrev, at noget satanisk og guddommeligt stredes i hendes væsen, men at hun samtidig var primitiv, sund og robust af natur. Hun var en en djærv københavner; et generøst menneske uden den store økonomiske sans, som hjalp mennesker i nød, var kraftig i sit sprog, en klovn med barok humor og et talent, der spændte over alle menneskesindets afskygninger. En ener.