ArtiklerUnge & Voksne

50 års teater- og venindeliv

De har været veninder siden de mødte hinanden i Cirkusrevyen i 1967. Og de har arbejdet sammen på de skrå brædder i 50 år. Jytte Abildstrøm og Daimi Gentle er i bogstaveligste forstand ”gamle veninder”. Nu kan du møde dem til en samtale om 50 års venskab.

Deres venskabet tog for alvor fart, da Jytte Abildstrøm i 1970 lejede sig ind på Riddersalen og Daimi fra midten af 1970’erne blev en fast del af teatret. De to fandt et særligt slægtskab, og i en lang årrække har de delt og udviklet på deres fælles garderobe, et helt særligt farvestrålende tingeltangel-univers fyldt med dukker, nips, lyskæder og skilte fra Daimis revy-tid, bl.a. sammen med Dirch Passer og Preben Kaas.

SE OGSÅ: “Hele Danmarks Daimi om julen før og nu”.

Historiske rum, nu med økologi
Og så har de spillet et hav af forestillinger sammen på Riddersalen på Frederiksberg, hvor Jytte har været teaterdirektør siden 1970 og gennem årerne har udviklet teatret fra en historisk bygning til et økologisk eksperiment med muldtoilet og sceneteknik kun med håndkraft. Et teater, som fra at have været værtshus og varietéteater fra 1896, i 1914 blev malet og istandsat, hvor blandt andet teatrets foyer fik det udseende, den stadig har i dag. Fra man træder ind ad døren og går gennem teatrets trapper og kringlede gange fornemmer man, at her har mange kunstnersjæle haft deres gang; både Storm P, Liva Weel, Osvald Helmuth, Olga Svendsen, Marguerite Viby, Lulu Ziegler og Erling Schroeder har arbejdet på teatret. Faktisk var det Kjeld Abells debutskuespil fra 1935 ‘Melodien der blev væk’, om den lille mand Larsen, der var med til at kickstarte teatret succes; stykket blev opført over 600 gange.

Pensioneret og gør ‘come back’
Hvor mange gange Jytte Abildstrøm og Daimi Gentle har stået på scenen sammen i løbet af deres 50 års venskab er der vist ingen der orker at tælle – deres sidste forestilling sammen var Gustav Wieds lille stykke ’Skærmydsler’ om Tante et og Tante to. Siden da er Jytte Abildstrøm gået på pension, mens Daimi stadig spiller flere roller om året, bl.a. den traditionsrige børneforestilling ‘De Underjordiske’. Men de har lovet at mødes på Riddersalen én sidste gang; tre aftener i oktober, hvor de to veninder vil fortælle historier fra et teaterliv sammen. Og hvem ved, måske giver de også en sang.