Vi befinder os i en mindre dansk provinsby. Teaterbilletters udsendte er mødt op i byens forsamlingshus, hvor Ædedolkenes Klub senere på aftenen mødes til det halvårlige ædegilde under neonrørenes gullige lys.
Jeg er sat i stævne med en berømthed; nemlig den kendte karakter fra ‘Livsens Ondskab’ på Nørrebro Teater; selveste hovedrollen Thummelumsen, kendt fra TV og fra bogen af samme titel, skrevet af Gustav Wied.
I forsamlingshuset er der stillet klar til aftenens soirée med serveringsfade med dåseananas på et leje af ærtemos, skovduer i asparges, hummer på salatblade og en ring af limeskiver på smøreost, pyntet med østers. Ind ad døren halter interviewets hovedperson efterfulgt af en stor, klodset kvinde, der som en skygge følger i hans fodspor. Hun dumper ned på stolen ved siden af hans og stirrer derefter ned i gulvet.
LÆS OGSÅ: “’Livsens ondskab’ husker os på, at vi ikke må have et snævert syn på verden og vores medmennesker.”
”Får man penge for det her?”, spørger interviewets mandlige hovedperson, og retter på sit venstre ben. Benet slutter i en stor fod pakket ind i en specialsyet sko.
Nej, desværre, jeg er jo blevet sendt ud for at dække aftenens soirée her i Ædedolkenes Klub, og jeg kan forstå, at du serverer her for at spare op for at købe din fødegård, Møllegården, tilbage?
”Det kan jeg bekræfte”, siger manden, mens hans krop langsomt synker mod venstre på stolen, indtil kroppen finder et leje – hængende faretruende mod venstre.
Lad os til at begynde med præsentere dig for læserne så de kan lære dig lidt at kende: jeg har hørt at de andre i byen kalder dig Thummelumsen, er det rigtigt?
Manden de kalder Thummelumsen, folder armene foran brystet og siger afmålt: ”Det er der nogen der gør, ja”.
Hvorfor?
”Det må du spørge dem om, de har vel behov for at pege fingre. Det er bitterhed.”
Er der måske fordi, du går lidt sjovt med din ene fod?
”Det kan nogen mene, men man kommer jo fra A til B.”
Må jeg også kalde dig Thummelumsen?
”Du kan kalde mig Emmanuel Thomsen”.
Altså dit fulde navn?
”Ja tak. Efter far. Far Thomsen.”
Og du er?, spørger jeg kvinden med blikket nedad.
“Wulfdine”, svarer Emmanuel Thomsen prompte, “min kusine”. Kvindens eneste reaktion er at stirre endnu mere vedholdende ned i gulvet.
Således præsenteret foreslår jeg, at vi, for at lette lidt på stemningen i det råkolde forsamlingshus, laver et lille tankeeksperiment med Emmanuel Thomsen. Et slags fremtidsscenarie: Emmanuel Thomsen, du serverer jo i Ædedolkenes Klub for at spare op til at købe Møllegården. Hvis du skulle tænke ét år frem fra i dag, hvad håber du så, der vil være sket?
”Jeg håber ikke. Jeg ved! – at om et år sidder vi ude på Møllegården. Vi har fået restauraret gården, døbefonten er blevet renset, haven er blevet lavet helt om, og vi nyder livet langt væk fra byens skepsis og fordømmelse. Og så har vi det godt.”
Vi?
”Mor Karen og jeg. Mor Karen holder orden i haven, og jeg restaurerer vinduer. Og så vil man se anderledes på mig, man vil droppe at kalde mig Thummelumsen. Der vil være mere respekt omkring mig, fordi man er blevet gårdejer, og så kan de lære at hårdt arbejde, kan betale sig.”
Det er sjældent jeg møder en voksen mand, der stadig bor sammen med sin mor. Hvordan kan det være?
Emmanuel Thomsen kigger stift forbi mig og Wulfdine, der stadig som forstenet stirrer ned i gulvet, og svarer: ”Måske man en dag kan finde en anden kvinde end Mor Karen, jeg udelukker ikke noget. Jeg vil måske en dag skifte Mor Karen ud, måske der skal komme en anden til at hjælpe med husholdningen.”
Han vender sig om mod kusinen Wulfdine, der ved bare tanken om en kommende henvendelse fra fætteren ser om muligt endnu mere fortvivlende genert ud:
”Kender du nogen?”, spørger han hende. Hun smiler genert så de gule tænder titter frem mellem læberne, og stirrer tavst og vedholdende ned i gulvet. Længe sidder vi alle tre, og venter på hendes svar. I stedet trækker hun sin lange fletning op under næsen, indtil den er presset så langt opad, at den nærmest ligner en grisetryne. Vi går videre:
Ja, Emmanuel Thomsen, du har jo bedt mig komme her i dag i Ædedolkenes Klub, så jeg kan se hvor du arbejder, og du har taget Wulfdine med for at vise hende stedet. Er du glad for at arbejde her?
”Alt hvad der giver en lille skilling til at få Møllegården tilbage! Det må være svar nok. Jeg arbejder ikke for at blive glad, men for at tjene ind.”
Wulfdine, før spurgte jeg Emmanuel Thomsen, om hvor han ser sig selv om et år. Hvor ser du dig selv om et år?
”Det ved jeg ikke…” begynder Wulfdine, ”Tivoli, du kan godt lide Tivoli, der kan du få arbejde”, foreslår Emmanuel Thomsen.
”Ja”, svarer Wulfdine tøvende. Efter lidt tid tilføjer hun hviskende: ”Mor Karen lærer mig hvordan man koger en hamburgerryg, og koger kaffen sådan som Emmanuel godt kan lide den.”
Kan du godt lide det?
”Ja, det kan jeg rigtig godt lide.”
Wulfdine, du er jo en voksen kvinde.
”Ja”
Hvad er dine fremtidsplaner, vil du gerne giftes, vil du gerne have et arbejde, måske få din egen gård en dag?
”Ja… jeg taber tit ting. Jeg bliver nervøs når folk kigger på mig, eller taler til mig.”
Hvad har du da tabt?
”Hamburgerryggen. Jeg har tabt hamburgerryggen…”, ”Mor koger den bedste hamburgerryg i verden”, afbryder Emmanuel Thomsen.
Emmanuel Thomsen, du skal servere i aften her i klubben. Glæder du dig?
Emmanuel Thomsen rejser sig og begynder at slæbe fadene med mad ind på bordet. Ringene med dåseananas, hummerne og de stivnede limeskiver passerer forbi os, og han stopper kun kortvarrigt op for at sige: ”Det skal bare overstås. De er jo svin. Dyr.”
Men er de ikke dine venner?
”Venner, hvornår er man venner? De er en del af bylivet og nyder åbenbart at æde sig fra sans og samling et par gange om året, og det må jeg jo stå model til, men det gir´godt, og der er nogle gange nogle rester, man kan få med hjem.”
Men hvem er så dine venner Emmanuel Thomsen?
“Knors og Mortensen, dem ved man hvor man har. De respekter én og forstår én.”
Så de kalder dig ikke Thummelumsen?
”Nej det gør de ved gud ikke.”
Wulfdine bryder for første gang ind i samtalen. Lavmålt tilføjer hun: ”Det er en kat og en hane, de kan slet ikke snakke.”
Ved lyden af kusinens stemmer ser Emmanuel Thomsen decideret lamslået ud, og giver igen ved at vrisse: ”Ja, det er en kat og en hane, og det gør dem ikke mindre værd. Punktum.”
Så siger jeg tak for i dag!
Emmanuel Thomsen rejser sig for at gå. Da han næsten er haltet helt hen til døren; udgangen fra den trykkede stemning og lugten af mad, vender han sig og spørger interesseret: ”Hvor kan man læse det?” Før jeg når at svare tilføjer han: “Husk at skrive: ’kommende gårdejer Emmanuel Thomsen, ven af greven’. Nej: ‘God ven af greven’. Nej: ‘Grevens bedst ven’. Ja, vi er jo kommet hos greven hele mit liv, og når jeg flytter ud på Møllegården, bliver jeg hans bedste ven – Richard, ja, jeg kalder ham bare Richard.”
Det skal jeg huske. Du kan læse det på Teaterspot.dk