ArtiklerBørn & Familie

Fra håndbold til Hamlet: kender du Pelle Koppel?

En snak med skuespiller, instruktør og teaterdirektør Pelle Koppel.
Om trods et kendt navn ikke at vide, hvor ens familie stammer fra. Om sin kærlighed til Valby, om at vælge teatret frem for sporten og om hvorfor han aldrig bliver træt af at spille ’Karius & Baktus’.

Lad os først etablere dig på Koppel-landkortet; hvilken Koppel-familie kommer du fra?
”Jeg kommer fra den 3. Koppel-familie, tror jeg. Altså dem, der ikke er kendte. Eller; jeg ved ikke engang hvor min familie stammer fra. Min morfar var teatermaler og malede filmplakater og faktisk også et svensk kongeportræt på et tidspunkt, men hvor han egentligt kom fra, det ved jeg ikke. Det er egentligt lidt pinligt, men det interesserer mig faktisk ikke så meget, og begge mine forældre er døde, så jeg kan ikke engang spørge dem. Men nu er jeg jo den ældste generation, så nu er det jo faktisk mig, der skal bære min families Koppel-fane videre.”

Hvordan er det at være fra den ”forkerte” Koppel-familie, den uden musik?
“Gennem hele mit kunstneriske liv har alle taget for givet, at jeg var en del af den der musikklan. Jeg var med i min første film som 15 årig; ‘Ballerup Boulevard’, og dengang syntes jeg i min ungdoms kækhed, at det var irriterende at folk forventede, at jeg var sådan en Koppel. Så jeg udviklede et standardsvar der hed: ”Nej, jeg er ikke i familie med dem, men om 25 år vil jeres børn spørge, om de er i familie med mig”. Det tog lidt af spørgelysten hos folk.”

Du blev for alvor kendt med filmen ’Klinkevals’ i 1999, hvor du spillede overfor Mette Lisby. Hvem var den Pelle Koppel i ‘Klinkevals’, i forhold til den Pelle Koppel, der er teaterdirektør i dag?
”Der var en mere skuespillerorienteret Pelle Koppel, der spillede Otto i ’Klinkevals’. En Pelle, der gerne ville være en stor skuespiller, og som faktisk fik lov at prøve det af; at have en gennemgående, bærende hovedrolle. Det var ret fedt at få lov at prøve. Men efter ’Klinkevals’ fik jeg ikke rigtig andre tilbud – det havde jeg et eller andet sted selvfølgelig håbet på; at rollen som Otto ville give mig nogle flere muligheder. Og det var ærgerligt at det ikke skete, men min fornemmelse er, at det at man valgte Mette Lisby til hovedrollen gjorde, at filmen, og dermed også mig, ikke var helt comme il faut set i branchens øjne.”

Kulturparnasset anerkendte ikke skuespillet hos en standup komiker?
”Nej, det er min fornemmelse. Men jeg synes, at Mette var skidegod, og jeg synes, at det var mærkeligt, at hun ikke har fået tilbudt nogle flere roller. Især på film behøver man ikke nødvendigvis den store skuespillererfaring for at kunne gå ind og levere, og der var hun faktisk rigtig stærk.

Men ud over at det var ærgerligt, at de store roller ikke rigtigt kom, så har jeg lige siden jeg blev færdig på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater tilbage i 1994, skrevet og produceret mine egne projekter. Det udviklede sig for alvor, da jeg flyttede tilbage til København og endte i Valby.”

Hvad er det egentligt, det med dig og Valby?
”Det der er med mig og Valby er, at jeg flyttede tilbage til København i 1997 efter tre år på Aarhus Teater. Da var min kæreste gravid med vores første barn, og vi valgte Valby fordi min søster boede her, og vi kunne flytte med.
Og efter at vi havde boet her nogle år og børnene var blevet større og jeg igen havde fået rum til mig selv, så oplevede jeg, at det var rigtig svært at få lov til at gøre det jeg ville som instruktør, dramatiker og skuespiller freeelance rundt omkring på teatrene. Og så kom jeg til at tænke på, at hvis jeg nu havde lavet alle de der ting igennem de sidste 7-8 år i mit eget regi i stedet for i andres, så ville jeg have haft en platform, der var min egen.”

Så det var nu eller aldrig?
”Ja. Det gik op for mig, at hvis jeg skulle lykkes med at lave mit eget teater – så var det nu! Og jeg boede jo i Valby, og dengang fandtes ikke noget stort og professionelt kulturprojekt her. Men så blev Prøvehallen bygget, og heldigvis var der nogle entusiastiske teateramatører, der havde sørget for, at Prøvehallen fik et rum, man kunne spille teater i. Det var i virkeligheden tænkt som et konferencelokale, det var malet helt gråt, men dimensionerne i rummet var lige præcis det jeg manglede til en teatersal. Og rummet er i dag Teater Vs teatersal.”

Hvorfor etablerede du Teater V?

”Fordi jeg boede i en bydel i København på størrelse med Horsens, men helt uden højprofileret kultur.”

Hvad vil du med Teater V? Skal Valby borgerne blive finkulturelle teatergængere, eller er det tænkt som et tilbud til alle?
“Mit formål med teatret ændrer sig faktisk hele tiden! I begyndelsen havde jeg meget en mission om, at pege på Valby via kunsten. Men nu har vi ligget her i 10 år! Vi får et “Teater V”-skilt op på facaden og permanent base her i Prøvehallen, og vores vision er i dag, at være et bydelsteater til alle borgerne; børnene, de unge, klassikerpublikummet osv., lidt ligesom Det Kongelige Teater – bare i mindre skala, selvfølgelig.”

Så vi kan forvente at kunne se Hamlet om et par år på Teater V?
”Ja, det kan I sådan set godt. Vi vil gerne favne det hele.”

Man tænker ikke umiddelbart børneteater når man ser dig. Vi kender dig bl.a. som den gnavne retsteknikker i DR-serien ’Rejseholdet’. Hvad er dit forhold til børneteater?
”Den allerførste teaterforestilling jeg var med i, var en børneteaterforestilling. Det var på Fiolteatret, i dag Husets Teater, og forestillingen hed ’Kaspers nye verden’, bygget over Kasper Hauser myten. Rollen som Kasper var mit første møde med børneteatret. Og den første forestilling jeg satte op her i Prøvehallen var en børneteaterforestilling. Så jeg holder meget af børneteater og også af teater for unge.”

Teater V spiller ’Karius & Baktus’ på femte år. Bliver du nogensinde træt af forestillingen?
”Ja… det kan jeg godt blive, lige som man kan blive træt af livet og huset og konen og børnene. Men for mig er det en stor tilfredsstillelse at blive ved med at vende tilbage til en forestilling og gøre den bedre. Og dermed gøre oplevelsen endnu mere intens for publikum. I modsætning til teatrets normale produktionsform, hvor man må stille sig tilfreds, spille forestillingen og haste videre til den næste.
Fordi vi spiller ’Karius & Baktus’ på femte år, kan vi blive ved med at gøre forestillingen bedre og skarpere. Også fordi vi arbejder med en forestilling, som har en stor appel til publikum.”

De færreste mennesker ved, at du har en fortid som semiprofessionel håndboldspiller. Hvorfor blev det teatret og filmen vi kender dig fra, og ikke sporten?
”Jeg var anfører for ungdomslandsholdet i sin tid, men jeg stoppede min sportskarriere, da jeg kom ind på teaterskolen. Men jeg spillede allerede teater og lavede film før det, og det var en evig kamp at få sport og skuespil til at gå op.
Dengang trænede man stadig kun håndbold om aftenen, det var ikke professionaliseret som det er i dag, så jeg spillede teater på Dr. Dante i Allerød om aftenen og skulle egentligt samtidig være til træning. Der gik et par år, hvor jeg kæmpede med at få det til at hænge sammen. Et andet problem var, at jeg jo ikke er så stor. Jeg er 1.72, men jeg er den højeste i min familie. Når min mor kom for at se mig spille kamp kunne hun ikke finde mig på banen, for hun kiggede efter en høj mand, det var jeg jo for hende, men jeg druknede helt i alle de høje spillere.”

Pelle Koppel griner selvironisk og vipper stolen bagud op ad væggen:

”Så jeg fik at vide af min træner, at jeg skulle træne ekstra meget og tage flere kilo på, simpelthen for at kunne stå imod. Situationen blev uholdbar. Så jeg valgte teatret frem for sporten. Topsport er mentalt hårdt, og fysisk meget hårdt, og hvis man skal ødelægge sin krop og satse på det, så skal man i det mindste kunne blive rig af det! Og dengang kunne man ikke stoppe med et par millioner eller flere på bankbogen, som de bedste jo gør i dag.”

Så du forlod ikke sporten som millionær?
”Det ville være synd at sige. Men jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte teatret. Selvom man heller ikke bliver rig af det.”