Godt jeg snart skal i teatret!
Som 12-årig spillede jeg Kirsten Lehfeldt søn i et smukt og tragisk stykke på Privatteatret. Min teater-mor døde hver aften, og jeg fik våde øjne. Jeg grinede til gengæld, når de voksne skuespillere på scenen blev ”fulde” i rød saftevand.
Fra da af, var jeg bidt af teater. Derfor tøvede jeg heller ikke et sekund da, jeg blev spurgt om jeg ville være ambassadør for Teaterbilletter.
SE OGSÅ: Ditte Hansen overdrager Teaterbilletter-mikrofonen til Laus Høybye.
Teater er intet uden sit publikum. Ja de færreste ved måske, at publikum endda spiller med i enhver forestilling. Bare ved at være der. Som skuespiller lægger jeg mærke til hver gisp, grin, eller sitrende tavshed i salen. Og det former faktisk forestillingen. Hvis der er latterbrøl, så bobler det også i os skuespillere. Hvis nogen er ved at falde fra, så skruer vi op for intensiteten. Hvis vi fanger et begejstret blik hos en publikummer, så smitter det, og vi giver den 5 procent ekstra.
På den måde er teater uforudsigeligt. På den måde skabes en forestilling forfra hver aften. I teatret er der ingen algoritmer. Du får ikke altid, hvad du forventer. Men måske får du lige præcis det, du ikke vidste du ville have. Og det er måske meget godt, når hverdagen giver digital flimmer og fomo. I teatret får du både en kunstnerisk oplevelse og frihed fra din skærm.
Så når jeg holder for rødt og min hånd søger mod mobilen for at tjekke Instagram for tredje gang på 10 minutter, så tænker jeg: godt jeg snart skal i teatret!