Artikler

Din Metroguide til teatret

Du kan nemt og hurtigt komme i teatret med metroen i København.

Den 29. september åbnede Københavns Metros nye Cityring, og med den kom 17 fremragende metrostationer, som gør det meget nemmere at komme i teatret. Så der er ingen undskyldning, fat metrokortet og tag en tur i teatret.

Teaterringen – Cityringen

Frederiksberg Alle: Betty Nansen Teatret, Aveny-T & Teatret ved Sorte Hest
Der kan være mange grunde til at stå af på den lange allé af store lindetræer. Men den bedste grund er et besøg på et af de to teatre mellem lindetræerne, for der venter store oplevelser for både voksne og unge ved Betty Nansen Teatret og Aveny-T. Og ikke nok med det, du kan også bevæge dig til Vesterbrogade og få en intim teateroplevelse på Teatret ved Sorte Hest. 

Frederiksberg: Riddersalen
Gode gamle Frederiksberg. Bevæger du dig op af rulletrapperne, kommer du direkte op til shoppemekkaet i Frederiksbergcentret. Går du bare få meter ned af Falkoner Allé og forbi Frederiksberg Rådhus, finder du den fineste have, og her venter dig og dine børn finurlige oplevelser. Bag træerne ligger nemlig Riddersalen, som spiller forestillinger for familier og børn.

Aksel Møllers Have: Metronomen
Står du af på Aksel Møllers Have, tager rulletrapperne dig op i Frederiksbergs svømmehalskvarter. Men er du ikke i humør til en aftensvømmetur, så er det også nemt at få unikke teateroplevelser i området. For kun 46 meter fra metroen ligger kulturhuset Metronomen. 

Nuuks Plads: Kapellet på Assistens Kirkegård
Med metroen til Nuuks Plads kommer du direkte op til Jagtvejs bilkøer, men kun få minutters gang fra Nuuks Plads finder du det grønne åndehul, Assistens Kirkegård. Du kan vælge at gå forbi de kendte gravsteder, nyde roen eller tage et smut forbi kirkegårdens flotte kapel. Inde i Kapellet på Assistens Kirkegård kan du få en anderledes teateroplevelse i et helt særpræget rum.

Nørrebros Runddel: Nørrebro Teater & Teater Grob
I dag er Runddelen for nogle måske mest kendt som et sted til en kaffedate-på-Lagkagehuset eller en druktur på de brune værtshuse. Runddelen giver dog også mulighed for andre oplevelser. For du kan tage dine venner med ned ad Nørrebrogade og få et godt grin på Nørrebro Teater eller blive rørt over samtidens problematikker på Teater Grob.

Skjolds Plads: Osramhuset
De studerende er lykkelige for denne station, fordi den kun er få meter fra Nørre Campus. Det er dog ikke kun de studerende som kan prise sig lykkelige, for kun få minutters gang fra stationen finder du det dynamiske og aktive kulturhus Osramhuset, som tilbyder teateroplevelser for alle aldre.

Vibenshus Runddel: Krudttønden
Velkommen til Vibenshus Runddel. Stationen er nabo til en af Københavns største parker, Fælledparken, der med sine store, grønne områder danner ramme om en masse sport, leg og udendørs liv. Men hvis du ikke i humør til fodbold, så gå tværs gennem Fælledparken og få en særlig teateroplevelse på Krudttønden – ofte på engelsk.

Poul Henningsens Plads: Republique, Revolver & Østre Gasværk Teater
Du er stået af på Poul Henningsens Plads, hvilket kun betyder én ting: Du skal ikke gå langt for at nå en spændende teateroplevelse. Indenfor 500 meter kan du nå til alle 3 scener på Østerbros Teater: Østre Gasværk Teater, Revolver og Republique.

Marmorkirken: Grønnegårds Teatret & Marionetteatret
Metrostationen Marmorkirken ligger ikke blot ved siden af den smukke gamle kirke – den placerer sig også i midten af et Københavns ældste kvarterer. I dette kvarter finder du Grønnegårds Teatret, som hver sommer inviterer på teateroplevelser under åben himmel i Designmuseum Danmarks have. Ellers kan du også gå fra Marmorkirken og i Kongens Have, hvor Marionetteatret holder til. Hver sommer viser de dukketeater for børn i de smukke grønne omgivelser ganske gratis.

Kongens Nytorv: Det Kongelige Teater, Teater Får302, Bådteatret & Cafe Liva
Rejsende til Kongens Nytorv kan have mange ærinder, men hvad er bedre end en kulturel aften i Det Kongelige Teater, som giver dig ret til at fnyse bedrevidende af dine venner og deres Netflix og popcorn. Du har også mulighed for at fortælle kollegaerne og vennerne om den undergrundsforestilling du så på Teater Får 302’s lille intime scene, eller på en båd i Nyhavns kanal på enten Bådteatret eller Cafe Liva. Fra Kongens Nytorvs metrostation er der få minutters gang til både Det Kongelige Teater, Teater Får 302, Bådteatret og Cafe Liva. 

Rådhuspladsen: Det Lille Teater & Tivoli 
Tag Metroen direkte til en af Københavns største og mest centrale pladser. Herfra kan du nemt komme i Tivoli og opleve storslåede forestillinger i Koncertsalen eller Glassalen. Eller krydse hen over pladsen og ned af de smalle gader til Det Lille Teater, som inviterer dig, dine børn eller hele familien på teater i børnehøjde.

København H: Husets Teater, Sort/Hvid & Det Ny Teater
Du er stået af på Metrostationen der ligger lige op ad Københavns Hovedbanegård. Men metroen er også tæt på det hippe område, Kødbyen, hvor du både kan opleve samtidsrelevant- og politisk teater på Husets Teater og Sort/Hvid. Er du mere til de store musicals, er det også nemt at komme til Det Ny Teater.

Enghave plads: Teatret Zeppelin & Forsøgsstationen
Du er stået af på Enghave Plads, og nu har du to muligheder: Den ene er at gå hen mod Sønder Boulevard og tage på Forsøgsstationen, hvor du kan opleve eksperimenterende forestillinger, workshops og foredrag. Den anden mulighed er oplagt, hvis du har et barn med dig, for så skal du søge ned af Vesterbros hyggelige gader mod Teatret Zeppelin og få en flot og tankevækkende teateroplevelse med dit barn.

Metro 1 & 2

Metro 1 & Metro 2 har efterhånden været i København i mange år, men det nye er, at begge linjer krydser med Cityringen, så du kan komme nemt og smertefrit til endnu flere teatre. Fra Kongens Nytorv og Frederiksberg kan du let komme til både Lindevang og Nørrebro.

Lindevang: KU.BE
Fra Lindevang metro er der ikke langt til Frederiksbergs forholdvis nye kulturhus KU.BE, som har forskellige forestillinger på programmet. Tag ud og oplev KU.BEs arkitektur og se en forestilling, begge dele er turen til Lindevang værd.

Nørreport: Folketeatret, Zangenbergs Teater og Anemonen
Nørreport er Danmarks travleste station. Når du kommer op af metroens mørke, er du tæt på en masse kulturtilbud, butikker, cafeer, men også en masse forskellige teatre. Du kan nemt komme til Folketeatret og opleve både voksen-, børne- og ungdomsforestillinger. Det er også nemt at gå ad Købmagergade til Zangenbergs Teater med dit barn og opleve børne- og ungdomsteater, eller svinge forbi Anemonen med familiens yngste medlemmer til en hyggelig børneforestilling. Og lege på legepladsen foran teatret.

Amagerbro: ZeBU
Vil du have muligheden for at opleve endnu mere børne- og ungdomsteater, så skal du tage metroen direkte til hjertet af Amagerbro. Herfra kan du let komme til hele Amagers teater, Teater ZeBU, som har et program spækket med forestillinger til alle aldre.