ArtiklerUnge & Voksne

Oktober måneds skuespiller – Sarah Boberg

Hun spiller ofte en person fra bunden af samfundet. Men selv kommer hun fra den kreative klasse, og er uddannet på en prestigefuld skuespillerskole i New York. Sarah Boberg viser os vores svære følelser i sit skuespil. 

Den lille blå bog 
Fulde navn: Sarah Kjærgaard Boberg.
Født: Den 25. august 1966.
Uddannet: Skuespiller fra The William Ester Studio 1988-92 og The Lee Strasberg Theatre Institute i 1993, begge i New York.
Civilstatus: Fraskilt i 2000 fra billedhugger, professor Franco Turchi.
Bonusinfo: Søster til skuespilleren Simon Boberg.

Du har set hende i et hav af roller i danske tv-serier gennem de sidste 30 år. Vi nævner i flæng ‘Hotellet’, ‘Rejseholdet’, ‘Forsvar’, ‘Sommer’, ‘Broen’, ‘1864’, ‘Livvagterne’ og ‘Den som dræber’. Men hvem er hun egentligt, den smukke kvinde med de skæve tænder, den hæse stemme og de mørke rander under øjnene?

En anderledes vej til skuespillerjobbet
Sarah Boberg spiller ofte en skæv eksistens. En person fra bunden af samfundet. Hun har flere gange spillet narkoman. Hendes vej ind i dansk teater var også lidt anderledes. Hun kommer af en kunstnerisk familie – faren var maleren Jørgen Boberg, brødrene teaterchef og instruktør Simon K. Boberg og forfatteren Thomas Boberg, og søsteren Maria Kjærgaard Sunesen er instruktør. Faren boede i Italien og teenageren Sarah, der blev student allerede som 17-årig, lod sig indrullere på en commedia dell’arte-skole i Rom. Her anbefalede hendes amerikanske lærer hende at gå videre på teaterskole i enten Moskva eller USA. Det sidste trak mere, for det var nemmere rent sprogmæssigt. Unge Sarah  kom fra et miljø, hvor det at rejse ud i verden hverken var mærkeligt eller farligt, og ingen i familien havde boet i New York, så den by valgte Sarah – og kom ind på skuespilleuddannelserne på de prestigefulde teaterskole Lee Strasberg Studio og Will Esper Studio.

Hellere dansker end amerikaner
Hun rejste afsted sammen med sin daværende mand. Men livet som skuespiller i New York er ikke en dans på roser, så hun supplerede sine indtægter med alle de klassiske New York’er jobs: Bartender, Dog Walker, rengøringskone – hun levede kort sagt af drikkepenge ved siden af skuespillerjobbet.

Efter 10 år i USA besluttede parret at vende tilbage til Danmark, bl.a. for at deres på det tidspunkt fireårige søn skulle vokse op som dansker, og ikke som amerikaner. Heldigvis havde hun været hjemme ca. hvert andet år og arbejde for teaterskaberen Kirsten Delholm, og hun fik hurtigt en rolle på Betty Nansen Teatret i forestillingen ‘Personkreds 3’, hvor hun spillede en… narkoman!

Teater er stærkt og skrøbeligt
I dag er Sarah Boberg en af landets mest benyttede skuespillere. I alt fra teater til tv-serier og film. Du husker hende måske som tjeneren Anette i ‘Hotellet’ og Petra i DRs julekalender ‘Absalons Hemmelighed’ fra 2006. Teater ligger dog hendes hjerte nært, hun ser det som både noget helt vildt skrøbeligt og noget meget stærkt. I en portrætartikel i Berlingske Tidende i 2015 fortalte Sarah Boberg til teateranmelder Jakob Steen Olsen, at det at spille teater for hende er at kæmpe privilegie, fordi hun som skuespiller får lov til at leve sig ind i alle mulige ting, hun ikke ville kunne gøre i virkeligheden. Hun kommer ud i krogene af menneskelig formåen, og det kan hjælpe hende til at være i verden.

Aktuel på scenen dette efterår
Du kan opleve Sarah Boberg på scenen til november på Husets Teater i forestillingen ‘Se på mig når jeg taler til dig’ samme med Morten Hauch-Fausbøll. Et kammerspil om tabuiserede temaer som seksuel tiltrækning, vrede og truslen om vold i relationen mellem forældre og børn – de følelser, mange af os går rundt med, når vi vokser fra hinanden.

Kilde: Wikipedia, Berlingske.dk, Teaterbilletter.dk

Om artikelserien
Hver måned sætter Teaterbilletter fokus på en skuespiller, som er aktuel på et af vores teatre. Dyk ned i de mange spændende menneskers metier og husk at skuespillere opleves bedst på scenen i teatret.