ArtiklerUnge & Voksne

Orgasmer i papkasser: Peter Langdal og Martin Tulinius om kvinder og kukkasser

Peter Langdal kommer styrtende med den let genkendelige hestehale efter sig ind på den nye café over for Dalle Valle på hjørnet af Krystalgade og Fiolstræde. Med regndråber i håret og travlhed i ansigtet. Her er ikke tid til paraply og irritation over regngrå København i november. Peter Langdal er i gang.

Klokken er 11, det er dagens anden møde, og vi skal tale om hans nye forestilling ’Sommeren uden mænd’ der lige har haft premiere på Republique på Østerfælled Torv, hvor Martin Tulininus residerer som teaterdirektør sammen med HC Gimbel.

’Sommeren uden mænd’ er baseret på succesromanen af samme navn fra 2011 af forfatterikonet Siri Hustvedt, og den er allerede også en succesforestilling. Den har lige fået 5 hjerter i Politiken, og i rollerne ses Tammi Øst, Ulla Henningsen og Marie Bech Hansen.

Peter Langdal læner sig tilbage i sofaen og fortæller løs, mens vi endnu er i gang med at aftale, hvad interviewet skal handle om:

”Der sker jo altid noget når man flytter genrer. Man mister ting og får ting. Og teater er jo nuets kunst, som fortolker de intellektuelle konstruktioner som hendes litteratur repræsenterer. Det viser den understrøm af længsel, af lidenskab, tvivl, håb og begær som personen Mia i romanen har. Alle følelserne. Det er jo også det folk er glade for ved forestillingen; at møde tre mennesker, som er levende tilstede i teaterrummet, og som kan formidle de hustvedtske landskaber af følelser.”

God til at se kvinder
Siri Hustvedt er kendt som forfatteren, der siden sin siden romandebut i 1983 har leveret indsigtsfulde og intime personportrætter og sætter ord på komplekse følelser og tilstande, især hos kvinder. Peter Langdal har forsøgt at vise de følelser gennem sin iscenesættelse, hvor de tre kvindelige skuespillere skiftevis spiller Mia i mange forskellige aldre.

”Efter at min kone have set forestillingen, sagde hun: ’Hold kæft hvor er du god til at se kvinder. Men det er jo også mig selv jeg viser, mine følelser. Da jeg blev spurgt af Republique, om jeg ville instruere ’Sommeren uden mænd’ spurgte jeg ”Hvad skal jeg dér?”. For jeg er jo en mand. Men jeg kan ikke huske, at jeg sidst har lavet en forestilling som kom så tæt på mig selv, og hvor jeg har været nede at rode så meget i mig selv og snakket så meget til andre om hvad jeg selv føler – omkring alt muligt personligt. Omkring mine kriser, min skilsmisse osv. Både romanen og min dramatisering af ’Sommeren uden mænd’ beskriver universelle ting om smerte,  om at føle sig forsmået, fravalgt og at blive svigtet, og ikke længere kunne forstå hvem man selv er, fordi man har bygget sit fundament op på noget som pludseligt skrider.”

Mia er os alle sammen
Peter Langdal slår et grin op og fortæller om, hvordan kriser altid er gode på teater: 

”De virker godt dramaturgisk, fordi det er i kriserne at vi flytter os i forhold til os selv og andre. At gennemgå kriser og gentænke os selv fra bunden, indebærer følelser og sindstilstande, som teatret er rigtig god til at vise. For på teatret genopliver skuespillerne følelserne og refleksionerne og skaber et landskab af fortælling. På den måde undersøger det vores måde at se os selv på. Ligesom i ’Sommeren uden mænd’, som er fortællingen om Mia, der faktisk ligger frygteligt tæt på ’Mig’. Mia er os alle sammen. Som vi alle er, når vi er i krise.”

Derfor er han sikker på, at forestillingen ikke kun taler til kvinder, men også til mænd. Fordi personerne i stykket skaber en kæmpe genkendelse hos os selv, med deres universelle følelser og krisetilstande:

”Jeg synes at der er en høj grad af genkendelse i stykket, uafhængigt af køn. Mænd har været ret stivnakket omkring kvinder og ikke været interesseret i at lære noget om dem. Det er f.eks. ikke mere end 100 år siden, at mænd fandt ud af, at kvinder har en klitoris, så ud over at stykket skaber genkendelse hos både mænd og kvinder, får man belyst kærlighed og sexualitet fra mange sider. Det er jo meget sjovt for mænd”.

Er der noget ved romanen, som irriterer dig?
”Nogen gange bliver det for meget oppe i hovedet. Siri Hustvedts intellekt fylder for meget og skygger for følelsen. Dér har jeg været heldig, at have nogle stærke skuespillere, der kan formidle følelsen. Og derfor behøver man ikke at have læst bogen for at forstå teaterstykket. Det er opstået et nyt værk. Fordi romanen ikke har en lineær fremskrivende dramaturgi, men går meget i cirkler, har jeg måtte opfinde en masse små sjove sceniske løsninger på hvordan historien skal fortælles. Jeg oplever Siri Hustvedts tekst som meget musikalsk opbygget, og derfor har jeg sat skuespillerne til at synge et stykke af Bach. På en måde har det været ligesom at lave en revy med videoinstallationskunst oveni.”

Første stykke siden Betty Nansen Teatret
Selve teaterstykket er blevet til på kun fem uger i et tæt samarbejde mellem Peter Langdal og Republique. Det er Langdals første forestilling i Danmark efter at han fratrådte sit job som teaterchef på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, og han har været glad for at kunne takke ja til opgaven, idet han ikke længere stod som teaterchef på ét teater overfor teaterchefen Martin Tulinius på et andet teater, men som en freelancer, der rejser verden tyndt for at instruere og iscenesætte.

Martin Tulinius har fungeret som scenograf, og Tulinius og Langdal arbejdede med to tanker; enten et helt tomt rum, eller et rum helt fyldt med den samme ting. Valget faldt på at fylde scenen op med flyttekasser. Peter Langdal drikker af sin næsten tomme tekop, og fortæller:

”Vi arbejdede med tanken om, at der kom en 3*34 forbi og smed en kvinde af med alle hendes flyttekasser. Hele scenografien består af Mias flyttekasser. Det største problem var sådan set at få dem brandimprægneret og få brandvæsnet til at sige ja til, at vi måtte lave det. Papkasserne har været gode at arbejde med fordi de er så bløde i modsætning til træ eller metal, som man plejer at opbygge scenografier i. Pappets blødhed har f.eks. virket rigtig godt i en scene, hvor en kvinde får en orgasme, hvor hun ryger længere og længere ned i papkasserne.”

Sidstnævnte morer Peter Langdal sig over mens han fortæller det, for kort tid efter at takke for te og styrte videre ud på et regnvådt Fiolstræde på vej mod Det Kongelige Teater, hvor han snart begynder prøverne på King Lear.

Scenograf, fotograf, direktør og instruktør
Senere på dagen viser Martin Tulinius rundt mellem de omtalte papkasser på Republiques Store Scene. Teaterdirektøren, der også er instruktør og samtidig laver scenografier, har denne gang primært fungeret som scenograf. Han er også tidligere fotograf og assisterer i brug af kameraet, så jeg kan tage et par billeder af ham.

Læs mindeordene om Martin Tulinius: “Det smukkeste ved sandskulpturer er, at de skal dø”..

Iført hættetrøje med blazerjakke udenpå, låser han op til teatersalen, trykker på en række røde knapper, som lyser grønt og et hav af lamper blænder op for en stor, sort teatersal med papkasser på scenen som eneste scenografi. Imens vi går ind i salen, fortæller han om tilblivelsen af forestillingen:

”Jeg er jo en mere konceptuel og moderne iscenesætter, Republique er de nye drenge i klassen, mens Peter kommer fra Betty Nansen Teatret, der har haft historik for at henvende sig til et modent publikum. Man ser ret tydeligt begge traditioner i forestillingens scenografi. ’Sommeren uden mænd’ er et meget psykologisk, nutidigt menneskeligt identitetsportræt, hvor jeg har tilført at gribe det formmæssigt an.
Jeg troede faktisk, at klassiske skuespillere gerne vil have en rigtig stol at sidde i stedet for at flakke rundt mellem papkasser og det kunne være gået grueligt galt, fordi scenografien har været så ikke naturalistisk som de måske er vant til, men jeg er meget glad for resultatet. De har taget imod det rå og modernistiske og spiller helt fantastisk”.

Væk fra kukkassen
Peter Langdal og Martin Tulinius har ønsket at arbejde sammen gennem flere år. Martin Tulinius var derfor glad, da teatret kunne ringe til Peter Langdal og invitere ham til at instruere. Også for at udfordre ham på at arbejde på en helt anden type scene, end Betty Nansen Teatrets smukke og traditionelle kukkasseformat, og i stedet instruere i råt rum i stort bredformat. Eksteaterchefen og teaterchefen var også enige om, at indføre nogle flere skuespillere på scenen end romanens ene person og lade dem skifte karakterer og aldre i løbet af forestillingen.

”Selvom romanen er en monolog, så har vi har tre kvinder i tre forskellige generationer. Det har været vidunderligt for mig at se Peter instruere 64-årige Ulla Henningsen som baby – det er jo det fede ved teater, at man f.eks. kan lave en forvandling fra en teenagepige til en gammel krumbøjet kvinde, direkte på scenen. Og at vi tror på det, at publikum køber præmissen om at Ulla Henningsen er en lille pige, det er faktisk en meget rørende oplevelse”.

Martin Tulinius lader mig lukke og slukke teatersalen for at tage imod et længe ventet telefonopkald.
Inden jeg lister af, når jeg lige at beundre Republiques nye lille scene i foyeen; Reaktor. ”Den er også god som dansegulv!”, når Martin Tulinius lige at tilføje inden jeg smutter ud på det regnvåde Østerfælled torv.


Siri Hustvedt
 skriver flydende og forførende. Hendes fortællinger er stemningsfyldte og intelligente, og hun har siden romandebuten i 1983 leveret fantastiske, indsigtsfulde og intime personportrætter – især af kunstnere i New York. Hun kan sætte ord på komplekse følelser og tilstande, der inviterer til nye tanker og refleksioner hos læseren.

Peter Langdal har instrueret utallige forestillinger i ind- og udland, hvor han i høj grad eksperimenterer med genrer og teatrale udtryk hvor han er kendetegnet ved sin sammensætning af kontraster ved usædvanlige og overraskende sammenstillinger af former eller koncepter i konventionelle dramatiske stykker.

Martin Tulinius var en dansk instruktørscenograf, kunstnerisk leder og teaterdirektør for Republique, som han var medstifter af i 2009. Republique er nyskabende teater med særligt henblik på klassikere i nye formgreb, international scenekunst samt en udfordring af teaterbegrebet.