BlogUnge & Voksne

Bådteatret, Blod, svigt og tårer

Blod, svig og tårer i Shakespeares dobbelttydige univers

De kom, de så, men de sejrede kun så langt, at fortiden indhenter dem, og de må konstatere, at ”jeg må fortvivle, for ingen elsker mig”. “I’m a clown (med Freddy Mercurys ord).

SE OGSÅ:Dukketeater for voksne”.

Blod, svigt og tårer
Bådteatrets neddyk i Shakespeares univers er intenst teater med alle de ingredienser, der gør den ”lille” forestilling til en stor teateroplevelse.
Vi kan komme som store Shakespearebeundrere og opleve genhør med hans citater, og vi kan fordybe os i gendigtninger om eksistensen og de valg, der dengang blev truffet i datidens samfund.

Men vi kan også vælge at se hele forestillingen som vores politikeres dispositioner og konsekvenserne heraf. Herved bliver forestillingen uhyggelig aktuel, uden at vi dog kan sætte navne og partier direkte ind.
Endelig kan også skuespillernes ageren som både dukkeførere og stemmeførere for de mandshøje dukker være det, der kommer til at stå som det centrale i forestillingen.
Det er ren æstetik, ren indlevelse i menneskers mimik og gestik i en grad, så man fra sin tilskuerstol ser dukken som det handlende menneske og tænker, at det er særdeles dygtigt gjort, både det at fremstille de ”levende” dukker og så det at give dem liv.

Da blod og svigt var magtmidlet
Lad os først bevæge os tilbage til Shakespeares historiske univers, hvor Richard den tredje er inkarnationen af ondskab, og hans motiver til magt og handlinger rulles op for os, når han afslører, hvordan han ved svig og forførelse kommer til magten.
Og vi fortsætter med drabene, når vi er tilbage ved dengang, Brutus tog livet af Cæsar, og vi bevæger os videre mod andre tragedier, hvor der sidst i forestillingen er lagt passager ind om anger og samvittighed.

Og så til nye tider, hvor midlerne godt nok er anderledes, men!!
Men forestillingen formår langt mere end at dykke ned i vores genkendelse af tidligere teateroplevelser med Shakespeares tragedier.
For det her er jo også nutid, – her hos os eller et andet sted i det, vi kalder vores verden.
Biblen bliver taget til indtægt for diverse dispositioner og handlinger.
Ansvaret og skylden tørres af på andre, så man selv klarer frisag.

Og så den barske konstatering, som er lagt i munden på en af dukkerne: ”Krigen avler flere horeunger end krigen udsletter soldater!” Lad os se bort fra ordet horeunger bortset fra vores egen ”arveskyld” i relation til vores behandling af børn af danske kvinder med relationer til tyske soldater under anden verdenskrig. Men vi står lige nu med ansvaret for en generation af børn, som er opvokset i flygtningelejre her eller andetsteds omkring Europa, og deres fremtid ser sort ud.
Hvem har ansvaret for dem?
Hvem har ansvaret for ikke at gøre noget for dem?

”Samvittighed, du piner mig”, ”Offerets blod er stænket som perler på min hud”, siger en af dukkeaktørerne i forestillingen.
Og her i dette aspekt toner Freddy Mercury frem over højtaleranlægget, hvor han synger ”The Great Pretender”. Hans musikvideo på YouTube (som jeg først efterfølgende så), giver her klare paralleller til forestillingens magthaveres adfærd med svigt og eskapisme, med at foregive af være en og så under overfladen være en anden. Ja, selv billedsiden viser i et kort glimt bl.a. den røde kongekåbe og sværdet i hånd.

En dukkemagers mesterværk
Bare det at opleve dukkerne med alle deres menneskelige træk og skuespillerne bag dem. Det er hele billetprisen værd.
I ordets egentlige forstand manipulerer de dukkernes attituder til at være som en af os, og dermed også som dem, der i vores samfund har indflydelsen eller kæmper for at få den.

Der står en dukke med sine kuglerunde gammelmandsøjne indfaldet i kraniets øjenhule.
Flere af dukkerne har nøgne isser med øjnene placeret lavt som hos ældre mennesker.
Nogle har fuglebryst, andre den velnærede stands korpus.
De er, som vi kender dem, eller som vi mener at kende dem.
Og de handler som en magtelite, hvor straffen venter dem på et tidspunkt med skyldfølelse og skam.
”Vask dine hænder”, er det flere gange blevet sagt til dem.
Men vi sidder tilbage med en viden om, at en enkelt gang symbolsk håndvask formodentlig ikke er nok. Der må mere til, hvis vi vil lade vores fælles verden skifte kurs.

Af Vivi Holm, cand. mag & teaterspotter
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen. Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.