Whole in the Head er en alvorlig forestilling om en sygdom, som vi alle frygter rammer os eller en vi kender.
I Whole in the Head følger vi, hvordan en mand ved navn Hugh pludselig får hjernesygdommen alzheimers. Hughs hukommelse falder langsomt fra hinanden, og hans unge kone og søn kan kun kigge magtesløst på fra sidelinjen. Forestillingen inviterer publikum med på den rejse, det er at miste forstanden, og på halvanden time er vi vidne til en mand og families liv, som smuldrer. Hvad gør man, når ens egen far ikke kan huske, hvem man er? Og kan man tillade sig at forlade sin egen ægtemand, hvis hans sygdom kommer i vejen for det liv, man drømte om?
Forestillingen er skrevet af Johanne Wang-Holm, som også spiller rollen som Hughs kone. I rollen som Hugh er Jens Blegaa, og som Hughs søn og læge er Casper Hamalainen. Forestillingen spilles på engelsk.
Alzheimers er en grum sygdom, som kan være svær at forstå, hvis man aldrig har haft den inde på livet. I Whole in the Head gøres et forsøg på at skildre en families historie, og hvordan sygdommen føles. En poetisk scenografi indrammer historien i form af vægge fyldt med hvide huskesedler, som løbende rives ned og skaber et rod på gulvet, mens de efterlader større og større sorte huller på væggene.
Hughs oplevelse af at føre en samtale skildres på elegant vis. Flere af samtalerne spilles to gange: Først som en almindelig samtale, og derefter fremstillet sådan, som Hugh oplever samtalen inden i sit eget hoved. De to andre skuespillere kommer til at fungere som en slags stemmer inde i Hughs hoved, der forvirret leder efter ord for at kunne føre samtalen. Selvom skildringen fungerer godt, så får de dobbelte scener forestillingen til at føles lang. Der er så mange ord, at skuespillerne må haste sig igennem for at nå at få det hele sagt på halvanden time. Skuespillet kommer derfor til at virke forhastet og stift. Desuden er skuespillet meget inkonsistent. Oftest har det et naturalistisk udtryk, men andre gange bliver det overdrevet og næsten komisk. Dog gør særligt Johanne Wang-Holm en flot indsats for at holde de særligt tunge scener på et roligt og følsomt niveau, så vi kan komme med ind i hendes sorg og frustration.
I hele første akt etableres baggrundshistorien inden Hugh får sin diagnose, men da sygdomsforløbet først er gået i gang, så går det så afsindigt hurtigt, at jeg slet ikke når at være med i forandringen. Anden akt starter brat med, at Hugh nu er så syg, at han slet ikke kan føre en samtale længere. Rigtigt nok, så kan alzheimers udvikle sig temmelig hurtigt, men i denne forestilling når jeg ikke at komme med på den rejse, som jeg ellers blev inviteret på i første akt. Forestillingen kommer i stedet til at virke fragmenteret og abrupt. Det grundlag, som ellers skulle bære de store følelser i anden akt, er ikke etableret godt nok, og det kommer derfor til at føles fladt.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du har lyst til at se en fin og lille, men lidt tung, forestilling om, hvordan alzheimers påvirker en mand og hans families liv.
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.