Noget af det, som er særligt fedt ved Bonnie & Clyde, er arbejdet med kontraster. Mest tydeligt er forskellen på de to klassiske balletdansere og de moderne dansere. Dette må siges, at være lidt af en genistreg.
Mest tydeligt er forskellen på de to klassiske balletdansere og de moderne dansere. Dette må siges, at være lidt af en genistreg.
SE OGSÅ: Bonnie & Clyde – nu som dans
Historien om 1930’ernes berømte gangster-par, Bonnie og Clyde, er blevet fortolket og portrætteret et hav af gange i populærkultur – mest kendt er måske Arthur Penns film fra 1967. Betty Nansen Teatret fortolker nu historien i en danseforestilling iscenesat og koreograferet af Signe Fabricius. I Bonnie & Clyde følger vi de to hovedpersoner, fra de mødes første gang og forelsker sig. De omgiver sig af andre kriminelle og kører Texas rundt for at begå bankrøverier og får slået et par civile og politifolk ihjel undervejs. Til sidst indhenter skæbnen dem dog, og de bliver skudt i en politimassakre i en kavalkade af ca. 130 skud.
I rollerne som Bonnie og Clyde er to dansere fra Det Kongelige Teaters Balletskole, Astrid Elbo og Ulrik Birkkjær. Resten af castet består af mere moderne dansere.
Vi mener
Først og fremmest må vi sige, at de syv dansere på scenen gør et fuldstændigt fantastisk stykke arbejde. Hver og en danser formidabelt, og uanset hvor vi kigger hen på scenen, imponeres vi gang på gang. De er dog ikke blot teknisk dygtige, men lykkes også usædvanligt godt med mimik og skuespil. Det er dejligt, at se dansere lykkes med også at levere replikker. Astrid Elbo markerer sig især som et stortalent udi scenisk historiefortælling. Hun er både charmerende, forførende, dragende og sjov. Hendes tiltagende sindssyge er meget overbevisende og kryber ind under huden på os. Stephanie Nguyens er også god med replikkerne og hæver ydermere niveauet med overlegenhed og imponerende kropskontrol, som fungerer fremragende til både bandemedlem og ledende politibetjent. Samme overlegenhed findes hos den kun 16-årige (!!!!) Mads Gronemand, som med glimtende grills på tænderne og skarpe bevægelser charmerer os og giver os lyst til at være en del af Bonnie og Clydes seje bande. Han skinner især igennem i en fantastisk solo under en hamrende sjov og veltænkt kørescene.
Noget af det, som er særligt fedt ved Bonnie & Clyde, er arbejdet med kontraster. Mest tydeligt er forskellen på de to klassiske balletdansere og de moderne dansere. Dette må siges, at være lidt af en genistreg. Forskellen på de to stilarter gør, at Bonnie og Clyde altid står ud af gruppen som noget helt specielt. Selv i fællesdansene kan man mærke en forskel på dem og resten af gruppen, hvilket komplimenterer historien ret godt. Desuden rammer balletten og hiphop-stilen hinanden i et virkelig interessant og betagende fælles dansesprog, som især folder sig ud i en scene, der foregår på baren “The Blind Flamingo”.
Et andet sted, hvor der arbejdes med kontraster på en fed måde, er i legen med historisk tid. Den egentlige historie om Bonnie og Clyde foregår i 1930’erne, hvilket bl.a. illustreres med Bonnies plisserede nederdel og Clydes tweed-bukser. Men resten af danserne har et langt mere moderne udtryk med hiphop-tøj, hættetrøjer og bomberjakker. Det ligner næsten et Nicholas Nybro-modeshow, da forestillingen begynder. De samme kontraster finder vi i musikken, som ligeledes skifter mellem at være tunge klub-agtige beats til mere klassiske eller drømmelignende sekvenser.
Forestillingen mangler intet på æstetik, talent eller skarphed. Nuvel – anden halvdel af forestillingen, fornemmer vi, kunne have klaret et par gennemspilninger til inden premieren, da der i sær i denne del mangler lidt tempo i visse af scenerne. Nogle af scenerne er i sin grundform lige til den langtrukne side, mens der i andre endnu ikke virker til at være overskud fra dansernes side. Der, hvor der dog for alvor kunne være skruet lidt ekstra på knapperne, er på farligheden. Danserne ser ganske vist rå ud med deres guldtænder og store jakker, men ofte bliver de sjove frem for farlige. Det er dog især hos Clyde, at den manglende farlighed bliver et problem. Ulrik Birkkjær er en formidabel danser, og vi er ikke i tvivl om, hvorfor Bonnie forelsker sig i ham. Men der er ikke meget ved ham, der overbeviser os om, at han er i stand til at slå ihjel. Den lidt for påtagede rystende hånd, der indfinder sig hos ham efter hvert mord, er bare ikke helt nok til at overbevise os, om hans fortvivlede sind og faren, der burde lure lige under den smukke og forførende overflade.
Det bliver dog ikke ødelæggende for det samlede indtryk, for overordnet set lykkes Bonnie & Clyde virkelig godt med at skabe en rå gangster-historie, som også rummer en blød og kompliceret kærlighedshistorie. Det er en sand fornøjelse at se dans på denne måde og i disse rammer, og de kommer overordentligt flot i mål med en nyfortolkning af en ellers temmelig aftjent historie.
Af: Anne Louise Slott Thorborg og Line Kirsten Nikolajsen
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.