Skynd dig ind og se den, hvis du vil opleve en æstetisk betagende scenografi og nogle eminente skuespillere, der tilsammen suger dig ind i en syret fantasy-fortælling.
Betty Nansen Teatret har nu åbnet sæsonen og endda med en iscenesættelse af teatrets nye kunstneriske direktør Elisa Kragerup. Orlando er en dramatisering af den engelske forfatterinde Virginia Woolfs satiriske roman af samme navn fra 1928. Maria Rossing spiller den unge, smukke litteratur-elskende Orlando i et univers, hvor tiden, livet, kønnene og døden er opløst. Historien starter i den elizabethanske tid i England, hvor vi møder Orlando som kun 16-årig dreng. Herfra rejser vi gennem flere 100 år med Orlando, som undervejs på rejsen skifter køn fra mand til kvinde. Historien stiller stadigt gældende spørgsmål ved køn, identitet, eksistens og plads i tilværelsen. Betty Nansen beskriver det selv som en farverig sladderhistorie, en brusende fantasy-fortælling og et betagende blik ind i sindet.
Sikke en åbningsforestilling for Betty Nansen og sikke en god start på Elisa Kragerups nye tid som kunstnerisk chef.
Orlando er en æstetisk oplevelse af dimensioner, og vi sidder flere gange dybt betagede af Maja Ravns scenografi og kostumer. Scenografien består at et bart gulv og en endevæg, der er ét kæmpe stort spejl. Dette spejl glider med lethed op og ned (frem og tilbage) således, at vi ser hele teatersalen spejlet i scenografien, og andre gange ser skuespillerne oppe- og bagfra. Dette skaber en fed fornemmelse af, at vi som publikum bliver suget ind i universet. Stort set hele stykket igennem projekteres der billeder og videoer på scenegulvet, der således optræder i spejlet, hvor det spiller sammen med skuespillerne. Skuespillerne kan derfor agere, at de f.eks. klatrer på en bygningsfacade ved blot at kravle rundt på gulvet. Ofte er det så smukt, at vi mærker hårene rejse sig på vores arme i ren betagelse. Det er enormt nemt at lade sig forblænde af så stærk en visuel præstation, så man næsten glemmer at tænke over, hvorvidt historien egentlig formidles på lige så højt niveau.
Dele af historien dvæles der måske en smule for meget ved, hvorfor nogle af scenerne, særligt i første del, føles lige til den lange side. Det er ydermere heller ikke nødvendigvis nemt at følge med i de massive tidsspring i historien, og kender man ikke til historien inden, kan det være noget af en mundfuld at få det hele med i første omgang. Dette er dog mere en advarsel, end det egentlig er en bebrejdelse af Orlando som teaterstykke, da det lige så vel ligger i selve romanens natur. Det kan med andre ord være en fordel at læse op på historien på forhånd. At det dog overordnet set lykkes at skabe en god og sammenhængende sceneversion af fortællingen er ganske imponerende.
Skuespillerne leverer alle fantastiske, sikre og morsomme præstationer. Maria Rossing er sprudlende i rollen som Orlando, og tilføjer rollen en helt forrygende fysik, humor og følsomhed på én gang. Nyuddannede skuespiller Anton Hjejle er ligeledes værd at bemærke. Han rummer både ømhedens betagende skuespil og en helt klar komisk timing, der ofte får hele salen til at bryde ud i latter.
I det hele taget er det en virkelig sjov forestilling, hvor skuespillerne ofte spiller med en lettere ironisk distance til det, der foregår på scenen, og hvor der også har været mod til at gakke helt ud. Mikkel Arndts udgave af Orlandos fjantede beundrer, som først er kvinde og senere mand, er vidunderligt underholdende.
Elisa Kragerups udgave af dette 90 år gamle stykke er en lille moderne kønspolitisk og æstetisk perle af en forestilling, som trods dens efterhånden lange levetid stadig er hamrende relevant.
Laver til dagligt en masse forskelligt mediearbejde og er i virkeligheden et eller andet sted også i gang med en kandidatgrad i Film- og Medievidenskab. Teater og skuespil har dog en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg vil nok altid have en 13 årig lille pige inden i, som vil blive ved med at drømme om at blive stor skuespillerinde. Der er i min verden intet så forførende som teater, og jeg lader mig ofte rive med og blive helt opslugt. For mig er teatret den mest fantastiske form for pause fra den hurtige verden uden for. Jeg er ret pjattet med poesi i teaterform, som er et af de mest oprigtige pusterum med plads til eftertænksomhed, jeg kender til. Desuden er min teatersuperhelt lige nu Elisa Kragerup!