Jeg kan ikke anbefale den her forestilling nok. Jeg har lyst til at se den igen og igen, og jeg kan blot afslutte med at sige, at du ikke vil eller må gå glip af REQUIEM.
I 1985 udgav den danske forfatter Peer Hultberg romanen REQUIEM, som gav stemme til 537 forskellige menneskers inderste tanker og hemmeligheder. Fælles for dem alle var, at alle disse tanker rummede en indre uro og smerte. De 537 historier er nu kogt ned til 80, som under kyndig ledelse af instruktør Jacob Schokking sættes op som teaterforestilling på Betty Nansen Teatret. Alle bærer vi på tanker og følelser, vi ikke lader omverdenen se, men i REQUIEM indvies publikum dog i de hemmeligheder, karakterne på scenen bærer rundt på, når de selv lægger stemme til alt det, der foregår inde i dem. Det er en collage af forskellige menneskers ufiltrerede og til tider groteske tanker.
Det gode og det knap så gode
Det er længe siden, jeg har set en forestilling, hvor jeg fuldstændig glemte tiden og ikke et øjeblik overvejede hvor lang tid, der mon var gået. Og det er selvom, det har været rigtig gode forestillinger, jeg har set. Med REQUIEM var tiden dog det mest ligegyldige i verden, og jeg var helt ærgerlig over, at der ikke var mere, da skuespillerne bukkede efter godt 2,5 timer. Der skal altså meget til, før man sagtens kunne have slugt en time eller to mere efter en så relativt lang forestilling, men med REQUIEM var det lige præcis sådan, jeg havde det. HOLD NU OP EN FORESTILLING!
Jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal begynde. Roserne står simpelthen i kø inde i mig, og jeg kunne skrive flere sider. Men lad mig starte med det ydre. Forestillingen er som nævnt bygget op som en collage eller et patchwork af forskellige menneskers inderste tanker og hemmeligheder. Patchwork-tanken er dog ikke kun tydelig i teksterne, men gennemsyrer hele forestilling fra kostumer, til opbygning, til tempo.
Visuelt er forestilling i topklasse. Skuespillernes kostumer er et kunststykke i sig selv, som man levende kunne forestille sig gå ned ad catwalken til den nært forestående modeuge og ligesom forestillings opbygning, er også kostumerne lavet af forskellige stykker tøj syet sammen til et samlet hele.
Forestillingens udtryk er generelt hamrende moderne, og jeg kan ikke huske, at jeg før har set en forestilling, som gjorde brug af videoprojektion på så vellykket vis. Nogle af teksterne ses kun som videoprojektioner, som skuespillerne optager live i en lille glasboks, der hænger oppe under loftet over publikum. Skiftet mellem at benytte sig af faktisk spil på scenen, videoprojektioner og nogle gange begge dele giver forestilling et perfekt afbalanceret tempo. Jacob Schokking har virkelig begået et visuelt mesterværk, og han må siges at være en gave for dansk scenekunst!
Derudover spilles forestilling af et hold, som allerede på papiret så ud til at være lidt af et drømme-cast. Og den forudsigelse lever de fuldt ud op til. Hver især er de brilliante, men det er særligt deres sammenspil med hinanden, der virkelig løfter forestillingen op til de syngende højder. Særligt en scene med Olaf Johannesen og Marie Bach Hansen, hvor de som vilde dyr overfalder hinanden, mens en video, hvor de nøgne smører hinanden ind i maste vindruer, kører i baggrunden, tager fuldstændig pusten fra mig.
Selvom det kan lyde som en tung omgang med disse afsløringer af folks groteske tanker og hemmeligheder, så er det ikke udelukkende tilfældet. Forestillingen overrasker nemlig også ved at være virkelig sjov. Der er så mange fine komiske detaljer, som ikke altid serveres smask op i ansigtet. Nogle af dem ligger også mere skjult og fungerer som små underfundige bidder af morsomhed. Nogle gange tager man også sig selv i at grine, fordi nogle af historierne ganske enkelt er så tragiske, at man ikke ved, hvad man ellers skal gøre.
Jeg kan ikke anbefale den her forestilling nok. Jeg har lyst til at se den igen og igen, og jeg kan blot afslutte med at sige, at du ikke vil eller må gå glip af REQUIEM.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du gerne vil se dansk teater, når det er aller, allerbedst!
Laver til dagligt en masse forskelligt mediearbejde og er i virkeligheden et eller andet sted også i gang med en kandidatgrad i Film- og Medievidenskab. Teater og skuespil har dog en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg vil nok altid have en 13 årig lille pige inden i, som vil blive ved med at drømme om at blive stor skuespillerinde. Der er i min verden intet så forførende som teater, og jeg lader mig ofte rive med og blive helt opslugt. For mig er teatret den mest fantastiske form for pause fra den hurtige verden uden for. Jeg er ret pjattet med poesi i teaterform, som er et af de mest oprigtige pusterum med plads til eftertænksomhed, jeg kender til. Desuden er min teatersuperhelt lige nu Elisa Kragerup!