BlogUnge & Voksne

Bridge Over Troubled Water, Bremen

Sangen og musikken sidder knivskarpt hele vejen igennem, og er man inkarneret fan, er Bridge Over Troubled Water  et stensikkert trip down memory lane og ren balsam for øregangene.

Bridge Over Troubled Water  er både titlen på denne teaterkoncert og på musikduoen Simon & Garfunkels femte og sidste studiealbum. Efter tilblivelsen af denne plade gik de to hver til sit og bestemt ikke som gode venner. Forestillingen tager os med på en biografisk rejse, fra makkerparret mødte hinanden som unge drenge, over deres pludselige popularitet og status som verdens mest succesrige duo til deres endegyldige opsplitning i 1970. De to skuespillere Morten Lützhøft og Nis Pedersen levendegør hhv. Paul Simon og Arthur ”Art” Garfunkel og fletter skildringen af deres livslange venskab og uvenskab sammen med hele 22 af duoens bedste numre.

Instruktør og manuskriptforfatter Peter Aude har ladet Simon & Garfunkels ikoniske musik stå i centrum af forestillingen og langt hen af vejen, er det dette valg, der bærer den. Skuespillernes klokkeklare stemmer harmonerer virkelig fint sammen, og man kan se effekten af musikken malet i ansigterne blandt publikum. Der synges med, vippes med hovederne og fældes en tåre til store klassikere som ”Bridge over troubled water”, ”I Am a Rock” og ”The Boxer”. Morten Lützhøft fører guitaren på en måde, så man får helt lyst til at skynde sig hjem, støve guitaren i kælderen af og kaste sig over at lære det legendariske og genkendelige fingerspil fra bl.a. ”Scarborough Fair” og ”April Come She Will”.

Mellemsekvenserne, der skal binde de smukke melodier tematisk sammen, bliver dog desværre for karikerede og opstyltede, og det samlede udtryk bliver rodet, når nu en en-til-en biografisk skildring er valgt. Det ene øjeblik agerer skuespillerne sig selv, altså Morten og Nis, og det næste er de i karakter som Paul og Arthur eller som forklarende historiefortællere. Her lærer vi mere om de historiske begivenheder, der foregik samtidigt med duoens storhedstid, som f.eks. opblomstringen af hippiekulturen og mordet på John F. Kennedy, end om det, der egentlig foregik mellem de to venner. De små introduktioner giver en god og dybere forståelse for det kommende nummer, men formen kunne have været skarpere og er til tider knap så fjollet.

Af Trine Berg
24 år. Læser film- og medievidenskab og har været pjattet med teater siden jeg som 4-årig så Eventyrteaterets udgave af Svinedrengen. Jeg kan godt lide abstrakt og gakket teater, og er det spicet op med musik eller sang, er det bare icing on my cake! Dog kan musicals godt kamme lidt over, og jeg står af, hvis skuespil bliver for teatralsk. I min egen (prægtige) teater-karriere har jeg primært spillet mor-roller eller den forvirrede kanin fra Alice i Eventyrland, så nu befinder jeg mig blandt publikum, når tæppet går fra. Kan jeg kombinere en teateroplevelse med en efterfølgende tur i baren, har det bare været den perfekte aften!