Små strejf af liv sættes i sit eget perspektiv.
Den gamle teaterbåd ligger godt fortøjet, så den modstår publikumsreaktionerne, alt mens vi som tilskuere ser vores egen ”almindelige” tilværelse spillet engagerende frem på scenen.
Handlingen i sig selv er enkel: et ældre ægtepar ser tilbage på deres liv hver for sig og sammen – og deres voksne datter bryder ind i spillet med sange, som giver forældrenes liv dybde og perspektiv. Samtidigt åbner sangene mulighed for at datteren kan få afløb for sin følelsesmæssige holdning til meget af det, hun er blevet trukket igennem.
Enkelt, men åh, hvor vi kender det fra os selv
Teaterbådens 80 stole er alle optaget af et forventningsfuldt publikum, hvor reaktionerne undervejs afslører, at de fleste er oppe i en vis aldersgruppe. Der kommer de stille suk, den genkendende latter og de indforståede smil. For ja, det var jo sådan vi handlede, om end vi måske i dag ville have gjort anderledes, men dengang gjorde vi, hvad vi kunne!
Men i hver af episoderne ligger også datterens perspektiv. Hun har skulle forholde sig til alle forældrene dispositioner (og måske fejldispositioner) i deres liv. Hun har skulle tage imod og lægge afstand, alt mens hun stod med sit eget liv i en småbørnsfamilie, og så måtte hun skiftevis holde med den ene og den anden.
Kan du huske?
”Glemmer du, så husker jeg det ord for ord
Alting brast, men det gør heller ikke spor
Minderne har jeg da lov at ha’
Dem kan du aldrig, nej aldrig ta’ ”
(Sunget af Liva Weel i filmen ‘Odds 777’ fra 1932)
Naturligvis må Café Liva sætte en forestilling op med en kendt Liva Weel-vise som udgangspunkt, og så ud fra den give os indblik i forældrenes liv nu og før med datteren som refleksionernes talerør.
Jacob Morild står for teksten og instruktionen, og han lægger fint op til, at begge aldersgrupper kan spejle sig i både forestillingens hverdagsalmindeligheder og i de valg, forældrene træffer undervejs (om det så er bevidste valg, eller de er truffet ud fra lyst og spontane behov).
Hvad giver vi hinanden?
Der er vidsyn og snæversyn. Der er manden, som glemmer at vaske hænder efter toiletbesøg. Der er bortforklaringer om sidespringene. Der er mundhuggerierne og den dybe sympati. Der er undskyldninger og forklaringer. Der er fotoalbummet, som giver minder om dengang, datteren var lille, men hvor gammel var det nu, hun var? Det er der delte meninger om. Og sådan fortsætter de to skuespillere, Lane Lind og Lars Knutzon, deres scener fra et ægteskab i et afslørende spil med datteren, Mette Marckmann, som er det vidne, der skal tage næring fra den opvækst, forældrene har givet hende.
”Husker du – de glæder, som vi sammen fandt?
Husker du – de tanker som os sammen bandt?
Hver en dag, og hver en time har jeg talt
Glemmer du, så husker jeg – alt”.
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen.
Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.