Café Liva: I Al Slags Vejr

Café Livas Benny Andersen-mosaik bringer os ud på dybt vand med humor og spiddende dybsindigheder

Benny Andersen rammer os lige der, hvor vi sidder ved morgenkaffen og glæder os over en ny dags muligheder eller grynter utilfreds over, at vejret ikke er, som vi havde ønsket os.
”I Al Slags Vejr” er en herlig kabaret, hvor de to skuespillere og deres akkompagnatører tager os ved hånden og giver os Benny Andersens små livskloge dybsindigheder. Vi får nogle stunder, hvor han viser os, at vi måske er lige lovlig selvtilstrækkelige, men der er også den stille glæde over, at vi jo trods alt har det godt i lille Danmark.

Morgen
Vi lukkes ind til ægteparrets morgenbord med avislæsning og en lydkulisse med hanegal og hønsegokken. Så er stemningen lagt. Allerede her tegnes karaktererne: optimisten og pessimisten, den livsglade og ham, der ser hen mod dagens besværligheder, rykkerskrivelser, kommende tandlægebesøg …. og hvad der ellers kan tage toppen af humøret.
Og samtidig sprudler hendes humør på god Benny Andersensk vis: gør noget andet, bryd hverdagsrytmen, giv din grønthandler et kys, plant 30 træer, bid livet i låret. I dag skal livet leves!

Det trykte program giver os en lang liste over de mange tekster, som Jacob Morild i sin tilrettelæggelse har valgt at præsentere os for som sang, som dialog eller monolog, eller vi får et mix af tekster, som samlet giver hinanden vid og bid.
Benny Andersen elskede ord – at danne ord og at lade dem stå og dirre lidt i luften. Han præsenterer os således for en AMATØRPESSIMIST, der hænger fast i sin suppedas, fordi ingen har forsøgt at hjælpe ham ud af tilstanden! Det mener han i al fald selv, og vi tænker måske som publikum videre, at når han kun er vred og sur på sit amatørpessimistniveau, så er der nok en redning for ham også, når han har afreageret. (Mon man kender situationen fra egen tilværelse?)

Vores danske mikroverden sættes i perspektiv
Vi løftes gradvist ud af vores danske lilleputverden og bliver konfronterede med, at vi egentlig er svenskere, der har spredt sig til Danmark, så vi bør længes mod Sverige.
Vi kan også i anden forbindelse konstatere, at hele vores sprog og vores fundament har sine rødder i andre dele af verden. Eksemplerne myldrer frem, og jeg registrerede, at vores danske folkekirke jo har sin rod i et land i Mellemøsten, og i det mere hverdagsagtige regi drikker vi skotsk whisky, vi taler ud fra avislæsningen om apartheid, og vi leger i haven med en boomerang.

Vi er blevet verdensborgere! Men vi er stadig H.C. Andersens lille land, hvor man kanøfles, som Han siger, alt mens Hun mener, at vi skal rette ryggen og gøre vores skam til skamme!

Aften
Efter pausen fortsætter de stærke kontraster mellem de to ægtefællers livssyn. Måske fordi de hver især står stærkere i kraft af modsætningen, og vi danskere har vel i bund og grund lidt af begge dele i os? Nu bevæger vi os ud i de større dybder og erkendelser, som Benny Andersen har givet os at leve videre med, efter at han forlod os:
”Vores liv er ikke en hastesag, for i morgen er der atter en dag.”
”Det er tid til alt, tid til at favne og tid til at falde…” (og så forlader vi prædikerens bog og bliver helt jordnære) – ”tid til at falde i staver”. Mon Benny Andersen hellere ville have skrevet tid til at være dybsindig? – men det passede så ikke ind i rimet.
”Natten giver os nye kræfter, og vi drak det perlende mørke.” Her finder vi frem til, hvad vi skal styre efter, for ”det tager os millioner af år at genopbygge alt det, vi har forspildt.”
Det hele ender konstruktivt og positivt med alt det, kærligheden mellem hende og ham kan give os. Og vi erkender med os selv, at vi som danskere og som menneske er noget helt specielt med de mange muligheder, tilværelsen giver os.

Forestillingen kan ses som en rejse gennem vores hverdagstilbøjeligheder, hvor Benny Andersen har spiddet den danske egenart og samtidig i andre af sine tekster har strøget os kærligt med hårene.

“Godt klaret, dygtigt gjort!” – sagde andre publikummer omkring mig, “og det gjaldt både skuespillerpræstationerne og kombinationen af tekster”, sagde en teatergæst, som jeg i det tætpakkede lokale faldt i snak med. Og jeg tilslutter mig.