Xenia Lach-Nielsen har denne forestilling i sin hule hånd, og hun spiller nærmest de andre af scenen med sin vanvittigt imponerende stemme. Man skal være gjort af sten, hvis ikke gåsehuden rejser sig på kroppen, når hun åbner munden.
I midten af 1980’erne havde tekstforfatter og musicallegende Tim Rice en drøm om at lave en musical om den kolde krig. I samarbejde med to af tidens største popstjerner fra gruppen ABBA, Benny Andersson og Björn Ulvaeus, skabte han musicalen Chess, som siden er blevet til en international musicalklassiker, og mange har nok hørt musikken, selvom de måske aldrig har set forestillingen. Musicalen fortæller historien om verdensmesterskaberne i skak, som afholdes midt i en konfliktfyldt tid. På den ene side af bordet sidder Sovjetunionens stormester Anatoly Sergievsky (Stig Rossen) og på den anden side sidder den lidt for smart-i-en-fart amerikanske Frederick Trumper (Bjarne Langhoff). Det handler dog ikke bare om sejren på selve skakbrættet, men det bliver i stedet en symbolsk kamp om at bevise, hvilken nation der står stærkest, når det handler om at tænke strategisk og være klog. Konflikten forstærkes yderligere, fordi Trumper er en overfladisk og arrogant idiot, hvis kæreste Florence (Xenia Lach-Nielsen) undervejs i turneringen falder for den russiske modstander, som dog har barn og kone hjemme i Rusland. Det er krig, kærlig og had, som nu for første gang i professionel sammenhæng opføres i en dansk udgave.
Det gode og det knap så gode
Selvom vi virkelig ville ønske, at vi smertefrit kunne tilslutte os det begejstrede publikum, der prompte bryder ud i stående ovation efter sidste tone er sunget, må vi desværre erkende, at vi efter godt tre timer i selskab med denne danske opsætning af Chess har visse forbehold. Selvom der er stærke kræfter på spil både på og bagom scene, er det desværre ikke hele forestillingen, der bærer præg af det. Men lad os starte ved de mange gode ting, der er:
Visuelt må denne opsætning siges at gå rent hjem. Selvom vi to anmeldere ikke nødvendigvis er lige enige om, hvor velfungerende de minimalistiske kostumevalg er, kan vi dog hurtigt nå til enighed om at den simple skakternede scenografi, som sjældent suppleres af særlig meget mere end ganske få rekvisitter, giver forestillingen et skræmmende skarpt look, som det yderst velkoreograferede og skarpe ensemble i den grad er med til at forstærke.
Derudover er det heller ikke en helt dum oversættelse. Det kan ofte være en svær sag at oversætte musicalnumre, som mange har et forhold til på originalsproget. Men både Anthem (på dansk: Mit hjertes land), I know him so well (Nu ser jeg ham klart) og Nobody’s side (Alles kamp mod alle) fungerer glimrende og fremføres dertil på fornemmeste vis. Xenia Lach-Nielsen har denne forestilling i sin hule hånd, og hun spiller nærmest de andre af scenen med hendes vanvittigt imponerende stemme. Man skal være gjort af sten, hvis ikke gåsehuden rejser sig på kroppen, når hun åbner munden. Den mandlige hovedrolleindehaver, Stig Rossen, lever dog også uden problemer op til dette niveau! Han gør det stadig imponerende godt. De to understøttes af et velspillende orkester, som ledes af en hamrende dygtig dirigent: Mikkel Rønnow.
Det, der ærgrer os allermest, er, at vi simpelthen ikke tror på historien i denne opsætning. Det psykologiske samspil karaktererne imellem, som forestillingen i udgangspunktet har potentiale til at rumme, bliver desværre aldrig rigtig tydeligt. Anatolys og Florences forelskelse er simpelthen ikke troværdig, når der ikke er noget som helst, der antyder, at de skulle have et godt øje til hinanden, før der pludselig er en sang, der handler om, at de er forelskede. Det holder ikke! Vi savner et større fokus på karakterernes psykologiske udvikling, så det ikke kun udfolder sig under den sang, der handler om, hvordan de har det eller tænker om tingenes tilstand. Det resulterer desværre i en lidt for overfladisk fortælling om skakspil, hvor der er større fokus på at synge imponerende fremfor at gøre sig umage med at levere de mange spændende dybder, som fortællingen rummer, og det er dødærgerligt.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du gerne vil høre nogle helt forrygende musicalnumre, der fremføres af imponerende danske stemmer.
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.