BlogDans

Dansekapellet, LOVEU2ND

Når ordene ikke er til stede til at udtrykke det, der sker, bliver kroppene og det visuelle en afgørende faktor. 

LOVEU2ND er en danseforestilling af Gunilla Lind, som i 2018 vandt en Reumert talentpris for sin forestilling VANITY OF MODERNS PANIC – V.O.M.P. I LOVEU2ND udfordrer hun vores skønhedsidealer og en uopnåelig perfektionisme. Vi bliver taget med gennem en transformation, som begynder ved dansernes opstanden som computeranimerede væsner, og ender ved deres død af griskhed og den evige søgen efter “glimmer”.

Scenen er en runway, og vi sidder som publikum til et runway show. Et elektronisk beat starter, og i slowmotion bevæger vores dansere sig frem og tilbage på runwayen. Vi kommer med på en rejse, hvor vi oplever opstanden af væsnerne, deres transformation til en menneskelig skikkelse, til at tilnærmelse sig menneskelige følelser, som misundelse og griskhed. Scenografien er lavet af Kirsten Victoria Lind, lyden er komponeret af Kristoffer J. Rosing-Schow og lysdesignet er lavet af Peter Bodholdt Løkke.

Vi mener
Hvis jeg ikke skulle anmelde LOVEU2ND ville jeg gå ud fra Dansekapellet med to ting i bagagen: 1. Jeg skal lytte til James Blake meget snart igen og 2. Scenografien og lysshowet var imponerende flot. Men derudover synes jeg, det er en forvirrende oplevelse, og jeg sidder tilbage med mangel på ord.

Musikken fungerer super godt til historiefortællingen. Den er et godt og nødvendigt supplement til at gøre opmærksom på, og underbygge, følelser og er en bærende faktor i udviklingen af LOVEU2ND. Det mere downtempo musik, som har tydelig inspiration fra James Blake, bliver brugt som de ord, danserne/væsnerne ikke har, såsom “the newborn… ruler of the planet…”, “shadow, just a shallow shell” og “claustrophobia take away this crowd”.

Lyset er også en meget afgørende faktor for helhedsoplevelsen af forestillingen. Det design står Peter Bodholdt Løkke for, og han bruger godt af lyset. Han leger meget med lyset, hvilket er en lækkert at se. Det kommer eksempelvis til udtryk i hans brug af forskellige farver, som passer til humøret og stemningen af væsnerne f.eks. et rødt lys til slut, hvor væsnerne “dør”.

Der er noget essentielt, som mangler i LOVEU2ND, og det er koreografien. Når ordene ikke er til stede til at udtrykke det, der sker, som de jo sjældent er ved en danseforestilling, bliver kroppene, musikken, lydene og det visuelle en afgørende faktor i historiefortællingen, og her synes jeg at koreografien haltede. Danserne er dygtige nok, men det er ærgerligt, at udførelsen af koreografien ikke altid står helt skarp.

Når det er meningen, at det skal være synkront, så skal det gøres synkront. Når der er en eller flere af danserne, der skal bryde det synkrone, så skal det gøres tydeligt, så man ikke sidder og bliver i tvivl om, om et af væsnerne har glemt koreografien eller ikke kan takten. Der er en lang koreograferet sekvens, hvor danserne helt klart skal danse det samme, og hvor en eller to dansere skal bryde det synkrone, for derefter at komme tilbage i koreografien, og det bliver alt sammen meget sløvt på grund af manglen på præcision – og den sekvens bliver gentaget adskillige gange.

Elementerne i koreografien er egentlig meget interessante, såsom den transformation væsnerne gør fra væsen-skikkelse til en mere menneskelig-skikkelse ved at lege med deres jakke – som er en sølv bomber-jakke, der giver os associationer til det ydre rum – som til sidst ender med at blive taget helt af, og på scenen står nogle skikkelser der ligner mere et menneske end før. Eller når væsnerne begynder at bryde med det monotone og mekaniske i deres menneskeliggørelse, i form af en fælles koreografi, hvor væsnerne én efter én bryder koreografien. Men selv om jeg kan se potentiale i koreografien ender mange af sekvenserne med at stå meget fattige, på grund af mangel på liv hos karaktererne. Forestillingen beskriver sig selv som en blanding af moderne dans og fysisk teater, alligevel synes jeg teater-delen halter, hvilket blandt andet ses ved at mimikken ikke er til stede, ud over når væsnerne skal “sige” de lyde vi hører over højtalerne, i første halvdel af forestillingen, og selv her er præcision en mangelvare.

Generelt mangler jeg en tydeligere udvikling hos karaktererne, som vil hjælpe med at skabe en bedre forståelse af hele sammenhængen. Heldigvis for lys- og lyddesignet, som er en stor del af, at jeg forstod den lille del af, hvad der foregik på scenen.

Generelt synes jeg LOVEU2ND er en meget forvirrende forestilling, men hvis du vil se en fed scene med et fedt lys- og lyddesign, og interessante kostumer, så er det et besøg værd.

Af: Trine Sook Laugesen

Af Den 4. Væg
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.