Oplev et stærkt engageret spil når de unge skuespillere projicerer aspekter frem af det, vi måske helst lader ligge uforløst.
”Grand Mal” betyder egentlig det ”det store onde”, og betegnelsen er brugt om epilepsien med dens krampeanfald og bevidstløshedsstunder. Men forestillingen lægger op til mere. Vi befinder os som tilhørere i en retssal, hvor en ung mand er anklaget for vedvarende forfølgelser af Advokat K samt indtrængen i hans hus, hvor han også har begået hærværk.
Forestillingen bygger på en tekst af den polske forfatter, Witold Gombrowiscz, hvis værker er kendetegnet ved psykologisk analyse, hvori der kan være indlagt i en række paradokser, – – og næste trin fra de unges side har så været at underbygge eller uddybe teksten med egne tableauer, så den fremstår for os tilskuere som en sammenspændt helhed med tolkbar visualisering af, hvad der (måske) egentlig foregik ved de konkrete situationer, han er anklaget for.
Spillet glider let over scenen med anvendelse af rummets helhed og renhed, så de løse glasvægge på hjul får deres fulde virkning som restaurant, som stue eller som sygeværelse, hvis de da ikke danner værn i en flugtsituation.
Et lidt overraskende valg fra instruktørens eller måske hele holdets side er også, at ved de indlagte tableauer ruller skuespillerne direkte ind på scenen under de let hævede scenevægge.
Måske et ungt overraskelsesmoment?
Måske et signal til os tilskuere om at se vores tilværelser som glidende ind i hinanden med de tilsigtede og til tider utilsigtede hændelsesforløb, vi lader hinanden blive en del af.
Vi kan spørge, om den anklagede er ramt af epilepsi, eller om hans ”krampeanfald” på madrassen måske snarere er samfundets straf med elektrochok mod sine afvigende borgere.
Er det ham, den unge anklagede, Advokat K eller samfundet som helhed, der er ramt af det store onde forfølgelsesvanvid, så vi bringer os selv ud i ekstremerne, når vi handler?
Den unge mand er virkelig nok på scenen, men undervejs dukker tanken op, om han måske som hos H.C.Andersen er Advokat K’s skygge, som advokaten ikke kan frigøre sig fra?
Så er vi dybt nede i Gombrowiscz’ psykologiske aspekter og hans paradokser, for så åbnes der for alt det fortrængte, for drifterne, for det unævnelige og grænseoverskridende. For dobbeltgængermotivet og dermed for vore egne ureflekterede eksistensvilkår, hvor vi godt nok ikke sælger vores sjæl til djævelen (som hos H.C. Andersen), men hvor vi giver los for den indre og til tider destruktive trang, som også ligger i os.
Spændingskurven holder vejen igennem, og vi sidder efter forestillingen uden en happy end, men snarere har de unge skuespillere opnået, at vi sidder med en provokation af vores selvransagelse i relation til egen tilværelse.
Dygtigt spil inden for rammerne af den enkle scenografi, som gav skuespillerne rum til at udfolde sig i.
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen.
Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.