BlogBørn & Familie

Det Lille Teater, Bella & Gustav

De største dramaer kan udspille sig i den lille trygge sandkasse!

Glæden over at finde en rigtig hjerteven. Jalousien da vennen en dag leger med en anden. Og vreden når man ikke kan finde ind til legen igen, nu sammen med to legekammerater. 

Det Lille Teater er specialist i forestillinger for 2 – 5 årige rollinger. Udgangspunktet er næsten altid en populær eller lidt glemt børnebilledbog. Det giver mulighed for at forberede teateroplevelsen hjemme i børneværelset eller på institutionen og siden fremkalde den igen bagefter.

Alt er gennemtænkt
Børnene får udleveret et mini teaterprogram der lige passer til en lille barnehånd. Far og mor kan se hvad deres barn har oplevet om formiddagen i teatret og slutte aftenen af med en lille snak inden der skal soves.

I teaterrummet er skuespillerne allerede på plads og lidt igang når børnene lukkes ind, og meget vigtig for denne aldersgruppe af tilskuere: Lyset dæmpes ned, men slukkes aldrig helt.

Enkelhed og glæde
Med enkle små virkemidler og tre animerede dukker fanges børnenes interesse lige fra starten. På hylden står en lille fin båd, som nu skal have en flyvende sejltur i det lyseblå rum fra hånd til hånd hos de tre skuespillere ligeledes klædt i lyseblå. En bænk lukkes op og bliver til en sandkasse. Fantasien og legen er igang.

Der går ikke mange sekunder før børnene overrasket udbryder ‘hov’ og griner højlydt. Bella og Gustav bliver venner og glæden smitter både børn og voksne på rækkerne. En glad lille sang akkompagneret af en ukulele må der til.

Jalousi og vrede
Men den gode leg fortsætter ikke uden forhindringer. Det kender alle, og selvfølgelig dukker der en Sofia op som også gerne vil lege med. Konflikten tegner sig på scenen og det reagerer børnene selvfølgelig på. En gang imellem må en lille pige eller dreng en tur ud i foyeren sammen med far, mor eller pædagogen. Det er helt ok og normalt. Når der er trøstet og ro på, kommer man bare ind igen. Konflikter skal læres og der er ingen bedre sted at træne det end i teatret.

Alt ender selvfølgelig lykkeligt. To venner er dobbelt så godt og de tre skuespillere på scenen viser med ansigt og krop barnet en vej gennem livet som vi voksne, forældre, pædagoger og lærere ikke kan forklare lige så godt med en masse ord.

Sponsoreret af Teaterbilletter.

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.