BlogMusik

Det Ny Teater, Dance of The Wampires

Køb:

Det er en god idé, at se forestillingen med “kult comedy” brillerne på, da der herved er en del flere ting, der kan tilgives.

I 1967 lavede den legendariske filminstruktør Roman Polanski kultfilmen Dance of The Vampires. Siden har den gået sin sejrsgang som musical i bl.a. Wien og Berlin, med musik af Jim Steinman. Historien udspiller sig på klassisk vampyr-vis i Transsylvanien i en lille landsby, hvor de gør, hvad de kan for at dække over det faktum, at der på det store skumle slot bor en vampyr. Eller mange vampyrer. Grev Krolack (Peter Jorde) og hans hær af blodsugende natteravne. Hemmeligheden slipper dog ud, da den vampyrjagende professor Abronsius (Kim Hammelsvang) ankommer til landsbyen med sin assistant, Alfred (Søren Torpegaard Lund). Alfred forelsker sig hovedkulds i den skønne unge Sarah (Monica Isa Andersen). Problemet er bare, at Grev Krolack også har kastet sin kærlighed (og seksuelle lyst) på Sarah. Han forfører hende ved at lokke med et storslået bal, som den frihedssøgende og begærlige Sarah ikke kan modstå. Alfred og professoren følger efter hende til slottet – dels for at redde hende, men også for at blive klogere på vampyrer og stoppe deres blodsugende færd. Det store spørgsmål er så, om de når at redde Sarah i tide.

Historisk er det ikke en ny ting at bruge vampyren som billedet på begær, og i Dance Of The Vampires er man gået all in på den fortælling. Det er liderlighed, forførelse og en hel masse gak, der er på spil i “kult comedy”-musicalen på Det Ny Teater.

Vi mener

Det helt store spørgsmål, vi efterlades med efter godt 3 timer i selskab med de gakkede vampyrer på Det Ny Teater, er, hvor meget af oplevelsen, der i grunden kan undskyldes med at være “kult comedy”. Det er immervæk et mærkat, der kan gemmes mange umiddelbare skævheder og dårligdomme bag, og Dance of the Vampires er ikke nødvendigvis en let afkodelig oplevelse. For underholdt er vi rent faktisk mestendelen af tiden, men store dele af forestillingen skriger også af dårlig smag og plathed.

At forestillingen sælges som “kult comedy”, gør det utvivlsomt nemmere at købe ind på den platte onkelhumor og det til tider voldsomme overspil. Der er noter af The Rocky Horror Show på den front, men også af The Book of Mormon i måden hvorpå, der uddeles kærlige klaps til nogle af musical-genrens største klichéer. Hvor The Book of Mormon dog sejrer med væsentligt mere overskud og bravour på den front, er det konstant faretruende tæt på at falde til jorden i Dance of the Vampires, da det ofte ikke er helt tydeligt, om der er tale om alvorligt musicalet sentimental dramatik, eller om der spilles med ironisk distance til de store følelser og det at bryde ud i pludselig sang. Jesper Asholt og Julie Steinckes fjollede landsbyboere antyder det sidste, mens Peter Jordes vampyr gør os mere i tvivl. Jordes overdrevne sitrende lyst i blikket, når han kigger på den unge Sarah, og den til tider glamrockede sangteknik lugter af ironi, der sagtens kan fremkalde latter, mens den til tider voldsomme selvhøjtidelighed ikke altid virker som en del af rollen.Alle på scenen gør det i grunden glimrende, men virker også til at være instrueret i hver deres komedie, og det er især her udtrykket forvirrer og falder til jorden. Dele af denne tvetydighed kan dog også tilskrives manuskriptet, som er langt fra lige så skarpskåret og målrettet, som f.eks. South Park skabernes musical om mormoner. En del må dog også tilskrives instruktør Daniel Bohr, som ikke synes at kunne holde alle bolde i luften hele vejen igennem. Det er liderlighed, mytefortælling, falden-på-halen humor, gak, fjol og mere eller mindre højspændt drama i én pærevælling, og det er ikke det hele, der lander lige godt. Dertil spændes det hele ud over en lidt for lang fortælling, hvor der bruges en anelse for meget tid på ligegyldigheder, og som især taber pusten i andet akt. Grev Krolocks alenlange sang om vampyrmyten synges flot af Jorde, men får os flere gange til at skæve mod uret, og Professorens sang om bøger synes ligeledes underligt overflødigt og tager tempoet ud af fortællingen.

At være “kult comedy” kan dog ikke bruges som undskyldning for den flotte og overdådige, men noget bedagede scenografi. Den er på vanlig Det Ny Teater manér detaljerig og storslået, men hvor ville vi dog ønske, at der snart blev taget nogle mere kreative og originale chancer på Det Ny Teater. Konservatismen synes at hvile som et tungt tæppe over teatret, og det gør intet godt for en forestilling som denne, hvis forlæg synes at kunne bruge lidt mere vanvittigt tænkende og sprudlende kræfter for virkelig at kunne løfte sig. Tidligere eksempler har vist, at disse “kult comedy” musicals måske på overfladen virker fjollede, men man skal ikke tage fejl af genren, for det kræver absurd stærke kræfter at få det til at fungere. Hvad Dance of the Vampires mangler “bag scenen” har de til gengæld i talent på scenen. Flere af de medvirkende behøver nemlig ingen undskyldning for det, de præsterer. Monica Ida Andersen er vidunderlig som den unge Sarah, der forføres af vampyren, og bjergtager med en vanvittigt imponerende vokal. Når hun synger musicalens to hits Friheden venter og Total Eclipse of the heart (Ja! Den med Bonnie Taylor), får forestillingen virkelig vinger. Hun gøres selskab af den ligeså imponerende debutant, Søren Torpegaard Lund, i rollen som Alfred, der balancere forelsket, men nervøs professorassistent til perfektion. Han skal lige synge sig i gang, men det glemmes hurtigt med det niveau, han lægger for dagen sidenhen. Forestillingens ubestridte højdepunkt findes i Kim Hammelsvangs Tournesol-lignende professor og vampyrjæger. Han er den eneste, der får alvor gennemfører den humoristiske disciplin, omend den så hører til i den farceagtige ende af skalaen. Selvom vi flere gange har set Hammelsvang på scenen, er det første gang, vi oplever ham brage igennem i så stor stil, og vi ville gerne se mere til ham i både sjove og dramatiske musicals. Flere har nysgerrigt spurgt, om de skal tage ind og Dance of the Vampires, og det har vist sig umuligt at give et endegyldigt svar på. Men én ting er sikkert: Det er en god idé, at se forestillingen med “kult comedy” brillerne på, da der herved er en del flere ting, der kan tilgives. De forskåner dig nok ikke fra konservatismen og den manglende sprudlen, men de hjælper dig godt på vej mod en trods alt underholdende oplevelse.

Af: Line Kirsten Nikolajsen og Clara Lindstrøm Gleerup

Køb:
Af Den 4. Væg
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.

Vil du se denne kult comedy musical?
Find din billet her