Tommy Kenter triumferer!
Spillemand på en tagryg er en af de helt store musical-klassikere. Da den første gang blev opført på Broadway i 1964, høstede den et hav af Tony Awards, og den har siden da spillet på adskillige af verdens musicalscener. Nu er turen atter kommet til Danmark, og musicalen kan nu opleves på Det Ny Teater.
Den lune hovedkarakter, jøden Tevye (Tommy Kenter), leder publikum igennem en historie om nye tiders indtog på de ellers stærkt forankrede traditioner, som det jødiske samfund i start 1900-tallets Rusland lever efter. Tevye udfordres fra alle kanter – både fra samfundet omkring ham, hvor revolution og pogromer spirer, og fra hans døtre, der nægter at lade sig styre af traditioner, når det kommer til valg af ægtemand. Som en spillemand på en tagryg, må Tevye balancere mellem loyaliteten over for traditionerne, religionerne og de nye tiders langsomme, men overvældende invasion.
Vi mener
Det er med visse forbehold og bekymringer, vi træder ind i de fornemme omgivelser på Det Ny Teater. Spillemand på en tagryg skal føres an af Tommy Kenter og er blevet slået stort op som hans store afskedsforestilling. Vi har nu egentlig ikke noget at udsætte på Kenter som sådan, men vi har før haft tvivlsomme og skuffende oplevelser med ældre legendariske skuespiller, der slås op som et publikumslokkende navn for derefter at glemme halvdelen af replikkerne og levere skuespil, der langt fra vidner om en lang glorværdig karriere. Disse forbehold pakker vi dog hurtigt væk, for Tommy Kenter triumferer! Han beviser fra start, at han ingenlunde er sådan et tilfælde. Han skal ikke sige mange replikker, før vi overbevises om, at dette er et tilfælde af skuespil i absolut topklasse. Kenter leverer replikker med så stor naturlighed, at man ikke fornemmer snerten af et manuskript. Han er så overbevisende i rollen, at han forvandler de enkelte småfejl, der sniger sig ind, til en overbevisende del af karakteren. Vi er med andre ord i helt trygge hænder med Kenter i hovedrollen, og han synes ekseptionelt velvalgt til formålet. Vi har lyst til at høre hans historie og se, hvordan han mon reagerer på den næste udfordring, som vi efterhånden lærer lurer lige om hjørnet.
Tommy Kenters naturlighed og charme er i virkeligheden ret symptomatisk for alle ældre skuespillere i forestillingen, og de udgør alle et dejligt brud med det ellers meget polerede musicalskuespil, der præger den unge del af castet. Marianne Høgsbro har ikke meget taletid som ægteskabsmælgeren Yente, men den tid, hun har, sørger hun for at udfylde med alt, hvad hun overhovedet har i sig, og resultatet er hylende morsomt. AnnMari Max Hansen brillerer ligeledes med erfaren ro og elegance og står særligt stærkt i samspillet med Kenter. De veksler fornemt mellem hverdagslige uoverensstemmelse, drillerier og slutteligt ægteskabelig ømhed, der demonstreres i en fin og rørende scene, som bestemt ikke er mindre effektfuld, hvis man tager deres fortid i betragtning.
Historien udspiller sig i en smuk scenografi af Paul Farnsworth, hvor birketræer lyser op i et ellers dunkelt landskab. Selvom de mange birketræer indimellem spænder ben for udsynet, må forestillingen siges at være visuelt velfungerende, hvilket særligt understreges i slutscenen, hvor en ny (og forhåbentlig bedre) verden åbner sig i baggrunden. Og lad os så lige få sat et par ord på den historie, der udspiller sig mellem birketræerne, for her bliver det straks en smule mere problematisk.
Historien om sammenstødet mellem nyt og gammelt er egentlig ganske rørende og langt hen ad vejen spændende at følge. Historien har dog ikke det mest velfungerende dramaturgiske historieforløb, og det mærkes især i anden akt. Første akt drives af sit tempo og fortællingen om traditionerne og de nye vinde, der truer dem. Der mangler dog en overordnet tydelig dramatisk historie til også at gøre denne konflikt spændende i anden akt. I stedet består fortællingen af en masse små historier, der på hver sin måde repræsenterer konflikten, og som alle drejer sig om forestillingens anker, Tevye. Og selvom Tevye er en vidunderlig karakter, synes han og hans udvikling ikke helt gennemskuelig og stor nok til at kunne gøre op for et sammenhængende dramatisk forløb, der strækker sig fra start til slut. Denne mangel er jo ikke som sådan Det Ny Teaters skyld, men derimod en anke mod forestillingen i sin grundform. Der er dog desværre heller ikke tilstrækkeligt med kraft og saft på scenen til at kamuflere de dramatiske mangler i anden akt, hvor birolleindehavernes skuespil f.eks. begynder at halte, hvorfor det ikke løfter sig.
Spillemand på en tagryg er derfor lidt en blandet oplevelse. Tommy Kenter gør alene forestillingen alle pengene værd, og første akt nærmer sig det fænomenale. Musikken er skøn, og flaskedansen og bryllupsscenen i anden akt er bestemt også seværdig, men der stopper det desværre også, for fortællingen også forestillingen taber overordnet pusten i andet akt.
Af: Line Kirsten Nikolajsen & Clara Lindstrøm Gleerup
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.