Et Vintereventyr, et af Shakespeares sidste skuespil, handler om altid at ville se det onde og ulykkelige i det rene og gode. Det handler om ikke at godtage, at lykken har indfundet sig, men altid at lede efter småfejl.
I Et Vintereventyr tvivler Kong Leontis af Sicilien på sig selv, sin smukke dronning, sin bedste ven og sine omgivelser – ingen kan få ham til at tro på det gode. Efterhånden får han overbevist sig selv om, at hans kone, Dronning Hermione, har en affære med barndomsvennen og bøhmerkongen, Polixenes. Jalousien æder Leontis op, og langsomt får han ødelagt sig selv og sine omgivelser – og mister dermed ALT. Alt dette, blot fordi Hermione og Polixines holder hinanden i hånden et par sekunder for meget. Men som det kun kan ske hos Shakespeare, kan man her vække de døde til live og finde de forsvundne ved hjælp af kærlighed og tilgivelse. Helt ligesom i et eventyr!
Det gode og det knap så gode
Der er så meget smukt i denne forestilling, og Katrine Wiedemann og Maja Ravn har skabt et fantastisk dragende univers. Ravns fine, enkle scenografi består af en hvid scene omringet af 12 store glasvægge. De fire skuespillere er “spærret inde” midt i den store sal, fuldt omringet af publikum. Der er ingen mulighed for at gemme sig bag et tæppe eller en væg; spillerne står alene på scenen og har aldrig mulighed for time-out. Dermed bliver hele oplevelsen intim og intens og får karakter af at være et kammerspil. Dette har en super stærk klaustrofobisk effekt, der kulminerer, når glasset nærmest sprænges og frigør skuespillerne. Hele set-uppet kunne lyde nøgent og måske for enkelt, men scenografien gemmer på så uendeligt mange små overraskelser: leg med lyset, rørende klassisk musik og distortede rungende stemmer.
Skuespillet er desuden i den helt fine og betagende ende; især Mikkel Arndts portrættering af Polixenes er yderst fremragende og fungerer mod slutningen som et bindeled for hele forestillingen. Igennem en enormt energifyldt og ironisk monolog samler Arndt alle trådene for os. Det er især her forestillingen bliver løftet af den humor og lethed, der pludseligt tilføjes, og slutningen er absolut forestillingens højdepunkt. Resten af castet bør også nævnes for nogle yderst bevægende karakterer; Natalie Madueño som den smukke Dronning Hermione, Ditte Hansen som Camillo og den trofaste hofdame Paulina og sidst, men absolut ikke mindst, Esben Smed som den ulykkeligt sårede Kong Leontis. Alle spiller med et sjældent set nærvær.
Forestillingen kan simpelthen det hele. I første halvdel får vi et voldsomt og nervepirrende drama om utroskab og hævn i den smukkeste og mest bevægende scenografi med både letdalende snefnug og voldsomt truende askesne, og så pludselig i anden halvdel er dramaet kastet op i luften og kommer tilbage til jorden som en komedie.
Skynd dig ind og se den, hvis…
… du er til Shakespeare i topklasse! Og ja, det ér af og til lidt tungt i sproget og kan virke gammeldags, men stykket har fået tilført et moderne touch, der gør det lettere at tage ind. Lad dig ikke skræmme af den lange spilletid, det er det hele værd. Hvis ikke for historien, så kom for scenografien!
Studerende og fattig? Sådan gør du
Til denne forestilling er salens publikumsrækker delt i to, så de omringer glasscenen. Man er altså garanteret at komme ret tæt på scenen ligegyldigt hvor, man sidder. Som studerende kan du få pladser til den nette sum af 175 kr. ENJOY!
Sponsoreret af Teaterbilletter.
23 år. Læser Film- og medievidenskab. Jeg nyder at gå i teatret så meget som muligt! På det seneste er det gået så vidt, at jeg nu også om natten drømmer, at jeg er i teatret. Her laver jeg alt muligt spændende. Jeg får bl.a. Mads Mikkelsen til at grine og glemme sig selv i sin rolle i Klokkeren fra Notre Dame, maler Kongeligt porcelæn med Signe Egholm og glemmer mine replikker og sange, mens jeg står på scenen i årets største og dyreste forestilling. Mine drømmeroller er Julie i Frøken Julie og Blanche Bubois i Omstigning til Paradis. Det, jeg elsker mest ved Den 4. Væg er at få lov til at tale med scenekunstnere, der har en passion for det de laver og få en dybere forståelse for deres arbejde! Lige nu har jeg kæmpe teatercrush på Katrine Wiedemann og Peter Christoffersen.