Forestillingens budskab om flygtninge- og kvinderettigheder skinner godt igennem, og det er fascinerende, hvordan et 2500 år gammelt drama stadig kan være så præcist og aktuelt.
Trods den hamrende aktuelle og vigtige historie, er der ikke meget handling at komme efter. I hvert fald ikke nok til en forestilling af denne længde.
Hvad er det?
De asylsøgende kvinder er et 2500 år gammelt græsk drama og ét af verdens ældste. Trods stykkets alder er konflikterne dog så tidssvarende, at man skulle tro, det var skrevet til vores samfund i dag. Med et lokalt frivilligt folkekor af unge kvinder i centrum flankeret af tre skuespillere, Mikael Birkkjær, Jesper Hyldegaard og Ida Cæcilie Rasmussen, bliver spørgsmål om flygtninge, kvindekamp og moralske forpligtelser taget op.
Folkekoret på en snes sangere forestiller en gruppe yngre kvinder. De flygter fra Nordafrika til Grækenland hos kongen af Argos, der skal tage stilling til, hvorvidt han kan tage imod de asylsøgende kvinder og beskytte dem for derved at risikere krig i sit eget rige.
Vi mener
Det er svært ikke at lade sig imponere, når det store kvindekor første gang åbner munden, og med præcision og tydelighed angriber os med deres bidende, staccerede og monotone ordstrømme. Specielt når man har i mente, at det frivillige kor blot har arbejdet sammen i et lille halvt år. Det, at hive et folkekor op på scenen, kan være en svær kunst, fordi det jo, naturligvis, ikke er scene-professionelle mennesker. Dette kor er dog bestemt et af de bedre, vi har set på en scene. De er for det meste velinstruerede og ikke mindst aldeles velsyngende. De har kuldegysfremkaldende-evner på de flerstemmige sange, og så leverer de midtvejs en imponerende fest- og dansescene, hvor det ligeledes er svært at spore, at de ikke er professionelle. Koret bæres flot af skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen, som gør det glimrende som flokkens leder. Hun er bidende og intens og spiller med en energi, som tydeligt smitter af på resten af flokken.
Som det dog ofte er med folkekor, kan det være svært at få koret til at agere nogenlunde homogent. Selvfølgelig må der være forskelligheder i udtryk, og især i denne forestilling, men det bliver en kende forstyrrende, når det ikke altid virker til, at koret har fået samme instruktion i hvor meget eller hvor lidt de skal spille og udtrykke følelser, eller hvilken følelse de i det hele taget skal vise os. Således spiller nogle af korpigerne med hele kroppen og ansigtet i en grad, hvor onde tunger ville mene, at der er tale om overspil, mens andre korpiger forholder sig ret så passivt indlevelsesmæssigt.
Forestillingens budskab om flygtninge- og kvinderettigheder skinner godt igennem, og det er fascinerende, hvordan et 2500 år gammelt drama stadig kan være så præcist og aktuelt. Alligevel har forestillingen den helt store svaghed, at den ganske enkelt bliver for lang. Trods den hamrende aktuelle og vigtige historie, er der ikke meget handling at komme efter. I hvert fald ikke nok til en forestilling af denne længde. Der er lidt for mange bønnescener, og det montone talekor bliver hurtigt meget ensformigt at lytte på, hvilket gør det svært at koncentrere sig om, hvad der egentlig bliver sunget. Henimod slutnigen tager vi flere gange os selv i at lade tankerne vandre, fordi der ikke er nok nyt og spændende på scenen til at holde os fast.
Vi går derfor fra Edison med en splittet følelse. Vi er store tilhængere af måden at fremføre teksten på, da det ikke ligefrem er hverdagskost på de danske scener. Desuden kan vi kun bifalde konceptet med et lokalt kor af frivillige unge mennesker, når det fungerer så godt som her. Det giver forestillingen en klædelig rå kvalitet. Desværre tynges disse kvaliteter af den langvarige tid, hvorfor forestillingen ender med tabe en del af sin styrke.
Af: Line Kirsten Nikolajsen og Anna Sharko.
Laver til dagligt en masse forskelligt mediearbejde og er i virkeligheden et eller andet sted også i gang med en kandidatgrad i Film- og Medievidenskab. Teater og skuespil har dog en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg vil nok altid have en 13 årig lille pige inden i, som vil blive ved med at drømme om at blive stor skuespillerinde. Der er i min verden intet så forførende som teater, og jeg lader mig ofte rive med og blive helt opslugt. For mig er teatret den mest fantastiske form for pause fra den hurtige verden uden for. Jeg er ret pjattet med poesi i teaterform, som er et af de mest oprigtige pusterum med plads til eftertænksomhed, jeg kender til. Desuden er min teatersuperhelt lige nu Elisa Kragerup!