Gå tilbage
BlogUnge & Voksne

Edison, Rusturen

Karaktergalleriet er spot on, og deres rustur og interaktion med hinanden tvinger os til at tage stilling til de unges voldsomme drukkultur.

Så er der serveret splinterny dansk dramatik. Den står de to dramatikere og musikere Zaki Youssef og Babak Vakili bag. I samarbejde med C:NTACT, der er kendt for at formidle menneskers personlige historier om sociale problemstillinger på en scene, har de skabt Rusturen, der næppe er mere aktuel end nu i sensommeren: tiden for studiestart på ungdomsuddannelserne.

På en simpel træbelagt scene står der med store neonbogstaver: RUSTUREN. Som forestillingens titel lover, handler ‘Rusturen’ om et hold spændte unge, der begynder på studie. De går på statskundskab og skal ’rystes sammen’ gennem et væld af grænseoverskridende lege, der får dele af gruppen til at sige fra, mens andre følger deres tutor og istemmer hans gentagne forsvar om, at: ”det er jo bare for sjov!”. Men hvor sjovt er det lige at ligge under for gruppepres, der tvinger én til både at udpensle seksuelle præferencer og yndlingsstillinger, smide tøjet og drikke sig så meget i hegnet, at al værdighed og evne til at sige nej fordufter?

Det gode og det knap så gode
Identitet, #metoo, (af)magt og især fordomme, som følge af uvidenhed og forskellighed, er i fokus i ‘Rusturen’. Her præsenteres seks arketyper med forskellig etnicitet, politisk standpunkt, religion og seksualitet. Der er ham i toppen af fødekæden: tutoren med slikhår fra Frederiksberg, og de fem nye studerende: en naiv kvinde fra Esbjerg med en tyk, jysk dialekt, en lyshåret feminist fra Nordsjælland, en homofobisk muslim, en pige med mellemøstlige diplomatforældre, som taler bedre dansk end arabisk og en mønsterbryder, der føler sig som integreret østerbrogenser, men er vokset op i en ghetto i Avedøre.

Karaktergalleriet er spot on, og deres rustur og interaktion med hinanden tvinger os til at tage stilling til alt fra unges voldsomme drukkultur, vores blindhed overfor egne privilegier, racisme, hvornår en voldtægt er en voldtægt og meget mere.

Undervejs i forestillingen træder hver karakter frem for at fortælle deres livshistorie og give os forståelse for, hvorfor de er, som de er. Der er f.eks. en god grund til, at Samir fra Avedøre-ghettoen skubber brystet frem og har en hård ‘vil-du-noget?’-attitude. Det lærte han i gården, hvor han boede: at konflikter kan løses med vold. Og så er der Ahmed, der mener, at homoseksualitet er en synd. Han fortæller os kort tid efter, at han selv tænder på mænd, men er nødt til at undertrykke sin seksualitet pga. religion og skam over for sin gud. Monologerne går i dybden med vigtige emner og især folkeskole- og gymnasieelever, som Rusturen også er tiltænkt, kan helt sikkert få meget ud af at se den her forestilling.

‘Rusturen’ er spækket med samfundspolitiske statements, der sætter tanker i gang, stiller spørgsmål og kan skabe dialog, men af og til fremstår de moraliserende og så italesatte og udpenslede, at vi efter 1 time og 40 minutter (uden pause) føler os overmætte. Heldigvis er der små, magiske pusterum i form af f.eks. en smuk arabisk sang, som Emad (Wahid Sui Mahmoud) synger. Med sit komiske talent og sin gestik tilfører Molly Egelinds udgave af den gennemført jyske Sarah også forestillingen øjeblikke, hvor vi griner. Højt.

I C:NTACTs forestillinger er der normalt ’virkelige’ mennesker på scenen, der fortæller deres egne intense, barske og rørende historier. Virkelighedsaspektet virker nemlig, og på den front skuffer ‘Rusturen’ ved at være baseret på et fast manuskript med professionelle skuespillere. Det betyder, at der gennem det mere klassiske teaterformat opstår en større distance til karaktererne og handlingen, så det aldrig når helt ind hos os. Vi savner det, vi normalt forbinder med C:NTACTs forestillinger.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du selv er ung og vil opleve en aktuel og samfundspolitisk forestilling om en vild rustur på statskundskab anno 2018.

Set og anbefalet af Mads Andersen og Stinne I. Henriksen.

Af Stinne Henriksen, Den 4. Væg
Cand.mag. i Teater- og Performancestudier. Jeg fascineres både af deltagerinvolverende scenekunst, der forsøger at undersøge, hvad teater og performance kan og er samtidig vild med mere 'traditionelle' forestillinger med en visuelt udfordrende scenografi og teaterkoncerter med storladne, letgenkendelige sange.