Enetime er en solid og underholdende, absurd kommedie, med et kunstnerisk hold i top-kvalitet.
Eugene Ionesco er en af de helt store dramatikere inden for absurd teater, og Enetime er en af hans mest kendte klassikere. Vi følger en professors (Mads Wille) første privatundervisning med en ny elev (Rosalinde Mynster). Professorens tjenestepige (Sarah Boberg) holder løbende øje med ham, da hun ved, at hans temperament har tendens til at stikke af.
Og ganske rigtigt – så snart professoren begynder at støde på ting, hvor eleven svarer forkert, hidser han sig mere og mere op. Samtidig får eleven en forfærdelig tandpine, som bliver værre og værre. Jo mere eleven beklager sig over tandpinen, jo hidsigere bliver professoren og omvendt. Det hele kulminerer i en dramatisk slutning, og tjenestepigen der siger: “Hvad sagde jeg?”
De fleste abstrakte teaterforestillinger er kendetegnet ved et tekstfyldt manuskript kombineret med overdrevne følelser og fysik. Dette kan få absurde forestillinger til at føles lange, underlige og svære at forstå, især hvis de ikke fremføres ordentligt. Instruktør Maria W. Vinterbergs version af Enetime er alt andet end lang og kedelig. Scenografien har fået et moderne og nutidigt præg, hvilket får teksten til at føles mere vedrørende.
Ionescos tekst rammer plet i fremstillingen af et prætentiøst og til tider meningsløst samfund, hvor man stiller umådeligt store krav til sig selv og hinanden. Krav, som ofte er bygget op omkring forestillinger om, hvornår man er lærd og belæst. Det er hylende morsomt at kunne nikke genkendende til professorens undervisning, som langt hen ad vejen ikke er andet end velargumenteret volapyk, hvor eleven ikke kan andet end gætte sig til svaret. Kombineret med det fysiske skuespil, som udpensler magtforholdet mellem elev og lærer, bliver Enetime en morsom, absurd og vedkommende komedie.
De tre skuespillere på scenen gør et eminent stykke arbejde med at få raslet de mange 100 ord af, og samtidig få det til at føles ægte. Jeg bliver helt forskrækket, når professoren råber vredt ind i hovedet på sin elev, og jeg får det næsten dårligt, når den stakkels elev græder og savler ud over bordet pga. smerten i tænderne. Den ægthed man formår at få ind i forestillingen, gør den enormt underholdende og meget nemmere at forstå.
Teksten kan, trods den imponerende fremførsel, føles meget lang og svær at følge med i for nogen. Men i denne opsætning gør det ikke noget, hvis man mister pusten over de mange ord, for man kan ikke undgå at mærke de gennemsyrende, voldsomme følelser i det fysiske spil.
Skynd dig ind og se den, hvis…
…du kunne tænke dig at se noget virkelig godt og sjovt absurd teater og har brug for at grine lidt af det til tider meningsløse uddannelsessystem.
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.