BlogUnge & Voksne

Det Flydende Teater på Furesøen, Danner

Jeg kan (næsten) ikke forestille mig et sted, jeg har mere lyst til at være på en smuk sommerdag…

… end ombord på den fine båd, Hjortholm, når den stævner ud på Furesøen med Det Flydende Teater og et lille eksklusivt publikum. Teatret, der har specialiseret sig i intense dramatiseringer af væsentlige nedslag i danmarkshistorien, mens vi sejler rundt i et overflødighedshorn af den skønneste naturlige scenografi.

I år handler det om Grevinde Danner. Pigen, der blev født uden for ægteskab og skulle få et begivenhedsrigt liv, som kun de færreste drømmer om. En historie om magt, frihed og lighed. Ambitiøs, fræk og frygtløs kaster hun sig ud i livet som danserinde på Det Kongelige Teater, der selvom hun er for tung til at danse redder hende fra et liv på samfundets nederste etage. Forelsket i den unge Carl Berling, hvis magtfulde mor forhindrer deres forhold. Og feteret af den festglade fyldebøtte af en prins, som hun senere gifter sig med, da han blev udråbt til Kong Frederik VII. En ulykkelig trekant, der gjorde Louise Rasmussen til Grevinde Danner. En af Danmarks mest magtfulde kvinder og forhadt af den brede befolkning.

Det er et dramatisk kapitel af Danmarkshistorien, hvor Lise Lauenblad giver liv til den rørende og barske fortælling om kvinden, der gik langt i kampen for kvinders frihed og lighed. Og oveni købet betalte den højeste pris ved at bortadoptere sit eneste barn. Man kommer helt tæt på dramaet, når man sidder der på bænkene i båden. Der bliver ikke sparet på følelserne, når grevinden ruller sig ud, og det er til tider en voldsom oplevelse med snot, tårer og smerte. En fabelagtig præstation. Stærk, stolt, stædig og sårbar.

Brian Hjulmann og Rolf Hansen er lige så fremragende som Frederik og Carl, samt de små biroller, der markeres elegant med en lille ændring i stemme eller en enkelt rekvisit. Og Marie Louise von Bülows og Karen Duelund Guastavinos smukke musikalske arrangementer, der sætter stemningen, mens man suges ind i ‘Danner’s intense univers.

‘Danner’ er udsolgt på Furesøen, men det er stadig muligt at købe billetter til forestillingerne i Dannerhuset i slutningen af august, samt på den omfattende Danmarksturné fra august til oktober. Gå ikke glip af dette fantastiske historiske drama. Rigtig god fornøjelse.

Af KOP kultur
Knud Overgaard Pedersen. Teateranmelder og kulturblogger på Facebookbloggen KOP kultur. Jeg har en særlig kærlighed til skuespillet, men nyder også musicals, ballet og moderne dans. Er exam.art. i dramaturgi og til dagligt administrativ medarbejder på Nationalmuseet, så der er dømt kultur fra morgen til aften hele året rundt.