BlogUnge & Voksne

Folketeatret, 2 på tur

2 på tur er en åbenhjertig, morsom og let tilgængelig fortælling om liv på trods af død.

Humoren, der på én gang er varm og melankolsk, samt skønne skuespilpræstationer gør den værd at se.

Med hver sin terminale kræftsygdom hængende over hovedet mødes to ældre herrer på et hospital og beslutter sig for, uden at kende hinanden i forvejen, at begive sig ud på et sidste eventyr sammen. Med dropstativ og iført hospitalstøj er planen, at de skal blaffe sig så langt væk fra hospitalet som muligt. De når dog ikke langt, før en ung, højgravid kvinde forsinker deres tur, og modvilligt går de med til at hjælpe hende med at finde sin kæreste, der har forladt hende. Skæbner berøres, anekdoter fortælles og i mødet med de øvrige karakterer lærer vi langsomt fortællingens to hovedpersoner, spillet af Peter Schrøder og Kurt Ravn, at kende.

2 på tur er den danske oversættelse af et fransk teaterstykke af Samuel Benchetrit, med originaltitlen Moins Deux (minus to). Det er en forestilling skrevet til en mindre scene og et cast på fire skuespillere, hvor Kristine Yde og Paw Henriksen spiller alle de mennesker, de to mænd møder på deres tur.

Vi mener
Et af stykkets klare forcer er spredte momenter af menneskelig ærlighed. Peter Schrøder og Kurt Ravn har nogle fine øjeblikke, hvor man sidder tilbage med en følelse af, at det, der lige er hændt på scenen, sagtens kunne have været en scene fra det virkelig liv. For eksempel bliver hver deres dødelige kræftsygdom af dem selv beskrevet som værende henholdsvis en lungebetændelse og nyresten. Man skulle jo nødigt virke klynkende! Et andet godt eksempel er Peter Schrøders karakters forfaldenhed til anekdoter og digressioner, der flere gange sætter Kurt Ravns karakters tålmodighed på prøve.

Publikums tålmodighed prøves også indimellem af scener, der kan virke en smule langtrukne. Den ekstra længde bidrager ikke betydeligt til hverken handlingsforståelse eller karakteropbygning, men gør derimod, at man får tid til at forudse handlingen og således til tider kan synes at historiens udvikling virker lidt for oplagt. Omvendt bidrager tempoet også til en følelse af realisme. Ordvekslingerne virker ægte og ærlige, og publikum griner ofte højt af og med de to hovedroller. Det kan i særdeleshed skyldes, at vi alle genkender lidt af enten en bedstefar, far, mand eller os selv i deres opførsel.

Som nævnt, er opsætningen designet til en mindre scene, hvilket da også klæder den rigtig fint. Dog synes brugen af rekvisitter og kostumer, for mig, en smule spraglet til tider. Det er som om man har forsøgt at holde antallet af genstande på scenen på et minimum, men samtidig undervurderes publikums fantasi i visse scener. Om dette skyldes, at scenografien skal kunne passe til så mange af landet scener, eller om det er for at være tro mod den oprindelige opsætning vides ikke. Uanset hvad, sidder jeg tilbage med en følelse af, at der mangler en smule originalitet i opsætningen. Der er en rigtig fin scene i starten af stykket, hvor de to mænd i deres hvide nattøj står overfor den gravide kvinde, der er klædt fra top til tå i rødt, på en helt sort scene. Kurt Ravns karakter fik i starten af stykket at vide, at han har en uge tilbage at leve i, og i denne scene afsløres det, at kvinden er sat til at føde selv samme dag, som han skal dø. Kontrasten i deres kostumer understreger smukt denne udveksling af liv. Desværre er der mange chancer som denne for at skabe et smukt og poetisk scenerum, man har misset. Det ville ellers have klædt forestillingens livsfilosofiske undertoner, da det for mig, er et af de elementer, der stod stærkest.

Ønsker du storladent drama og slående visuelle indtryk, er dette ikke det rette valg for dig. 2 på tur er en åbenhjertig, morsom og let tilgængelig fortælling om liv på trods af død. Humoren, der på én gang er varm og melankolsk, samt skønne skuespilpræstationer gør den værd at se, visse mangler til trods. Mange af elementerne retter sig da også mod et lidt ældre segment, hvorfor de ikke alle sammen falder i min smag, men de udviser dog stadig en charme, der transcenderer alder.

Af: Julie Renata Bjerremand

Af Den 4. Væg
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.