BlogUnge & Voksne

Folketeatret, Så længe mit hjerte slår

Tænd to lys på et bord og gem et lille smil til det bliver gråvejr – og hiv dine bedsteforældre med på Folketeatret.

HVAD ER DET
“Lille sommerfugl, lille sommerfugl, flyv fra blomst og til blomst, fra skjul til skjul”. Marie Mondrup har knap nok sluppet første linje af den udødelige slager Lille Sommerfugl, før hele salen stemmer i og synger med. Således bliver Så længe mit hjerte slår skudt i gang, der som musicalens undertitel også antyder, er en hyldest til Giro 413; det populære radioprogram, der siden 1946 har givet lytterne mulighed for at skrive ind med sangønsker og samtidig donere penge til et velgørende formål.

Instruktør og dramatiker Heinrich Christensen har flettet nogle af programmets mest spillede og elskede sange sammen med fortællingen om sygeplejersken Anne, der er i 40’erne og stadig bor under samme tag som sin mor. Moderen er glødende Giro 413-fan, og da hun går bort, står Anne tilbage med hendes transistorradio og en masse retningsløs kærlighed. ”Du skal finde dig sådan en Gustav Winckler-type”, har moderen altid sagt. Så Anne kaster sig hengivent over overlægen Henrik, der til forveksling ligner den kendte crooner. Han gengælder Annes følelser, men et nyt problem dukker op; Henrik har både kone og børn og ikke så nemt ved at vælge.

Så længe mit hjerte slår blev sat op første gang i 2017 på Odense Teater. Efterfølgende er den blevet Reumertnomineret og har turneret landet rundt. Nu slår Folketeatret dørene op for musikforestillingen, der fortolker nogle af tidens mest folkelige pophits. Men holder historien, når sangene sætter dagsordenen?

VI MENER
Marie Mondrup er yderst charmerende i rollen som Anne, der går fra at være under tøflen på sin gamle mor, til at tage tøflen i egen hånd og gå sine egne veje. Hun synger klokkeklart og viser, at hun både besidder et komiske talent og har sans for at røre publikum. Mondrup flankeres af et dynamisk og velspillende ensemble, der gestalter Annes patienter og kollegaer, hvis historier vi efterhånden også indvies i.

Musicalen præsenterer en kavalkade af hits, der igennem årene har fungeret som lydkulisse til danskernes liv, men som også er blevet udskældt for at være banale, oversentimentale og det rene “hjerte rimer på smerte”. Jeg er født i 1993, så jeg er selvklart ikke vokset op med Giro 413. Derfor er jeg højst sandsynligt heller ikke forestillingens primære målgruppe. Alligevel kender jeg de fleste numre ud af hitparaden på 23 sange, fra mine bedsteforældre, forældre eller fra det geniale 90’er-program Bullerfnis, hvor to skuespillere fortæller barndomsanekdoter gennem gamle popmelodier. Og der er helt klart en snert af genkendelses glæde ved at høre numre som Under stjernerne på himlen eller Rør ved mig, som måske går tabt, hvis ikke man kender dem i forvejen.

Flere af sangene har dog fået en klædelig makeover i form af temposkift, nyt musikalsk udtryk eller en scenografisk setting, der giver modspil til ordene. Eksempelvis er Peter Bellis tåreperser Teddybjørn blevet til en uptempo rap, skarpt leveret af Rasmus Fruergaard, Morten Christensen, Jesper Riefensthal og Søren Birch Plum, og kærlighedssangen Glemmer du? fungerer nu som en skildring af livet med demens. Jeg bliver overrumplende rørt af Sonja Oppenhagens portrætteringen af den demensramte kvinde Hedwig, der forvirret render rundt efter sin afdøde Carl. Og da Hedwig og Carl, i skikkelse af Troels II Munk, sammen danser ind i en hinsides verden til tonerne af Den allersidste dans, går det rent ind.

Så for nu at vende tilbage til, hvorvidt historien holder, når de forskelligartede sange skal diktere fremdriften; så er det overraskende, hvor velfungerende fortællingen faktisk er. Nogle af bipersonerne synes godt nok overflødige og som skrevet til at legitimere tilstedeværelsen af bestemte sange. Men overordnet er fortællingen om Annes vej mod selvstændiggørelse og de mennesker, hun møder på sin vej, både medrivende og charmerende. Leder man efter en kritisk kommentar til et presset sygehusvæsen, går man forgæves. Men det er nu engang heller ikke forestillingens ærinde. Derimod bliver hospitalet en hjertevarm ramme om sangene, hvor medmenneskelighed er sat i højsædet, og hvor publikum spindes ind i en lille, humoristisk kærlighedspuppe. Og nuvel, der er vist også et par punchlines, der ikke lige rammer mig, men med Mondrup og Jensens akavede romance, Riefenstahls irriterende hospitalsklovn og en eksalteret fremførelse af Rør ved mig, må jeg tilslutte mig resten af salens latterkor.

Hvis ikke jeg kunne mærke hjertet slå, da jeg gik ind på Folketeatret, kunne jeg det helt sikkert, da jeg gik derfra. En cheesy og sentimental frase, der ikke desto mindre går hånd i hånd med Giro 413s sangskat. Tænd to lys på et bord og gem et lille smil til det bliver gråvejr – og hiv dine bedsteforældre med på Folketeatret.

Af Trine Berg Balle, Den 4. Væg
24 år. Læser film- og medievidenskab og har været pjattet med teater siden jeg som 4-årig så Eventyrteaterets udgave af Svinedrengen. Jeg kan godt lide abstrakt og gakket teater, og er det spicet op med musik eller sang, er det bare icing on my cake! Dog kan musicals godt kamme lidt over, og jeg står af, hvis skuespil bliver for teatralsk. I min egen (prægtige) teater-karriere har jeg primært spillet mor-roller eller den forvirrede kanin fra Alice i Eventyrland, så nu befinder jeg mig blandt publikum, når tæppet går fra. Kan jeg kombinere en teateroplevelse med en efterfølgende tur i baren, har det bare været den perfekte aften!