BlogBørn & Familie

Folketeatret, Sneøjne

SneØjne er en virkelig fin lille forestilling, der kan fungere som et godt (og vigtigt!) første møde med teatret for små børn i hyggelige rammer.

SneØjne er en danseforestilling for de 0-4 årige og består af et poetisk, legende og nysgerrigt møde med sne. På scenen er to dansere og en guitarist, som tager os med på en lille rejse i sneens univers omgivet af bløde dyner og store hvide balloner. SneØjne er skabt af gruppen Gazart, som er særligt optaget af hverdagens små mirakler, og hvordan disse kan formidles til de yngste teatergængere.

SneØjne er en del af Folketeatrets initiativ ved navn “U – teater for dig”, som har et særligt fokus på at lave teater for børn og unge. Derfor er der arrangeret et kunstnerisk laboratorium i forlængelse af den kun 25 minutter lange forestilling, hvor børnene får mulighed for at lave deres egne snemænd med blyanter, klistermærker, piberensere og andre kreative remedier. Således er SneØjne på mange måder skræddersyet til de alleryngste.

Vi mener
Allerede da jeg ankommer til Folketeatret, er det helt tydeligt for mig, at børne- og familieteater i høj grad prioriteres her. Hvert eneste lille barn bliver budt hjerteligt velkommen og får deres egen lille billet. Der er en enormt hyggelig stemning, fyldt med barnevogne, og de små børn sidder enten på armene af deres forældre eller løber rundt og leger med hinanden i teatrets forhus.

Da vi kommer ind til scenen bliver børnene placeret allerforest på nogle bløde dyner, så de bedre kan se. Forestillingen går i gang, og de to dansere bevæger sig rundt i det bløde, hvide univers og undersøger legende hvad, der gemmer sig under den store dyneklump midt på scenen, som skal forestille en snedrive. Børnene er helt opslugte, og danserne formår i høj grad at skabe et helt særligt nærvær.

Teatermagien får lov at folde sig ud og fange børnenes interesse med en knitrende frossen vandpyt, klæbrige snebolde, en snemand lavet af en dyne og store svævende ballon-snefnug. Det er en meget rolig og næsten meditativ oplevelse, som en gang imellem brydes af nogle morsomme sekvenser, hvor børnene også griner med.

Ind imellem de forskellige dele har danserne nogle mere koreograferede sekvenser. Det er disse, som står svagest, da jeg oplever dem som værende unødvendigt fyld. Det mærkes også tydeligt på børnene, at de hurtigt begynder at kede sig i disse dele af forestillingen. Til trods for disse små overgange, formår danserne i høj grad at fange og holde børnenes opmærksomhed med deres legende og nysgerrige måde at undersøge det lille sneunivers på.

SneØjne er en virkelig fin lille forestilling, der kan fungere som et godt (og vigtigt!) første møde med teatret for børn i alderen 0-4 år i hyggelige rammer. Så hvis du selv har et lille barn, eller måske en god ven, veninde, bror eller søster med små børn, er SneØjne en rigtig god måde at tilbringe kvalitetstid sammen på og samtidig få set noget scenekunst.

Af: Anne Louise Slott Thorborg

Af Den 4. Væg
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.