BlogBørn & Familie

Fucking Åmål, Teater Vestvolden

Har du været vild med forestilling ‘Skam’ vil du også blive begejstret for ‘Fucking Åmål’!

‘Hils din mor’ og Teater Vestvolden har modigt kastet sig ud i en teaterversion af den svenske kultfilm ‘Fucking Åmål’. Modigt, for et mundheld siger: “du skal hjælpe til hvis lokummet brænder, men du skal ikke gå ind i en succes”. Hvad stiller 2 teatre op med deres udgave af filmen Fucking Åmål fra 1998? Jo, emnet er stadig brandaktuelt og steder i verden kan man miste livet eller blive sat i spjældet, hvis amorinerne brænder for det ‘forkerte’ køn.

Hvad – har du mens?
Der er malet tykt med østrogen på scenen. Et lyserødt hus med en dør og to vinduer med gardiner, der flittigt bliver åbnet, trukket for og tilside. I huset bor teenageren Elin og hendes irriterende storesøster Jessica: “Har du mens?” Men scenografien er samtidig hjem for Agnes som er ny tilflytter i Åmål, den lille soveby ved søen i Dalsland. Hun har ry som lesbisk på skolen og hun er slemt forelsket og tiltrukket af den populære Elin, som har flere bejlere, her i blandt den generte Johan.

Fars og mors lille pige
Agnes forældre har travlt med at curle for deres pige; hun skal selvfølgelig have hele klassen til sin 16 års fødselsdag selvom Agnes godt ved, at ingen gider komme – undtagen den klæbende Victorie i sin kørestol. Elins mor er derimod kontant og giver sine to fremmelige tøser stuearrest.

Jeg vil være skæv
Aftenen er dømt dødsyg for søstrene; der er kun vitaminpiller og kosttilskud i medicinskabet – det bliver man ikke speciel skæv af – så kan de ligesågodt snige sig til den lunkne fest over hos lebben Agnes. Og lave lidt sjov med hende; Jessica overtaler storesøster Elin til at give Agner en snaver og så skrider de ellers igen. Agnes sidder tilbage snotforvirret og dagen efter går sandheden op for hende med et knust hjerte som ‘præmie’.

Mia Lerdam og Christine Sønderris giver et troværdigt, fint og følsomt billede af Agnes og Elin samt deres mødre, mens René med en god portion humor tager sig af både Jessica, Victorie og Agnes far – og der bliver flittigt skiftet figurer. Mia Lipschiz har instrueret den rørende forestilling. Har du været vild med forestilling ‘Skam’ vil du også blive begejstret for ‘Fucking Åmål’!

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.