Fænomenale sangerinder fortolke Tivoli-varietéens legendariske jazzsangerinder
I Divaer i Glas inviteres du på en tur tilbage gennem Tivoli-varietéens historie. Du kommer til at møde en række af de største jazz-sangerinder, som har sunget på scenen i Glassalen. Ella Fitzgerald, Marlene Dietrich, Josephine Baker, Monica Zetterlund og mange flere. Alle præsenteres af den danske varietéhistories berømte konferencier Preben Uglebjerg.
Bag de store navne gemmer sig de fire dygtige skuespillere Carsten Svendsen, Kaya Brüel, Caroline Henderson og Birgitte Hjort Sørensen, som skiftevis hopper ind og ud af de forskellige roller.
Forestillingen er først og fremmest en musikforestilling, og der er ikke som sådan en samlet historie, som man følger. Divaer i Glas er snarere et tableau fyldt med sang, anekdoter og dans i en hyldest til den fortryllende Tivoli-varieté.
Det gode og det knap så gode
Divaer i Glas er et temmelig ambitiøst projekt. Hvordan skal man kunne portrættere så mange store stjerner fra jazz-historien med bare tre kvinder i alle rollerne? Men jeg er fuldstændig blæst bagover af, hvor godt det er lykkedes. Med sange som ‘What a Wonderful World’, ‘Ne Me Quitte Pas’ og ‘Visa Från Utanmyra’ kommer vi hele vejen rundt i jazz-divaernes spraglede historie. De tre sangerinder på scenen gør et formidabelt stykke arbejde. De finder alle balancen mellem at portrættere de historiske mastodonter, og samtidig tilføre lidt af sig selv som nyt krydderi. Jeg har svært ved at udvælge et par numre som de bedste, fordi kvaliteten er så høj hele vejen igennem. De tre kvinder synger, så jeg får tårer i øjnene og tryllebindes af deres smukke stemmer.
Pauserne mellem sangene udfyldes af små anekdoter fra divaernes liv. Det kan handle om deres opvækst, deres liv på scenen eller deres optræden i Glassalen. Forestillingen krydres også med direkte citater, som ligeledes er med til at etablere divaernes ekstravagance og tilføje en god portion humor; eksempelvis siger Marlene Dietrich: “Hvis mænd var så gode elskere, som de siger, så ville kvinder aldrig have tid til at sætte hår.”
Scenografien er ganske simpel. Der er mest lagt fokus på lyssætningen, som skal oplyse de ekstravagante Lasse Spangenberg-kjoler udsmykket med strudsefjer, swarovski sten og ægte pels. Når vi ikke kigger på de smukke divaer i de fabelagtige kjoler, så er et danseensemble med til at tilføre et mere moderne lag til forestillingen. Ofte fungerer det fint, og de får for alvor skabt fest på scenen med deres Bob Fosse-inspirerede koreografier. Men indimellem kammer de over i lidt for moderne streetdance til min smag, da jeg finder det malplaceret i en forestilling, som ellers spænder fra ca. 1930’erne-60’erne.
Divaer i Glas er en overdådig nostalgi-rejse, hvor en levendegørelse af alle disse jazz-divaer minder mig om, hvorfor de er udødelige. Det er en forestilling, som båder taler til en aldersgruppe, som kan huske de gigantiske legender, men også til et yngre publikum, som har en lille forkærlighed for jazz-historien.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du kan lide jazz fra ‘back in the days’, og har lyst til at høre nogle fænomenale sangerinder fortolke Tivoli-varietéens legendariske jazzsangerinder.
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.