BlogBørn & Familie

Med hånden på hjertet, Teater Aaben Dans

En danseperformance i mørke. Der eksperimenteres altid med teatrets former og det lille danseteater i Roskilde har i Laboratoriet forsøgt sig med – hvor lidt lys, vi kan klare os med – i en forestilling der i den grad udfordrer sanserne.

Er du til fods fra Roskilde Station vender du dig gradvis til mørket på festivalruten ad Eriksvej og forbi rådhuset til Rabalderstræde, hvor Teater Aaben Dans har til huse i Laboratoriet ved siden af rockmuseet Ragnarock. Det er kunstnerparret Catherine Poher og Thomas Eisenhardt der endnu en gang forsøger sig med nye former. De har før lavet forestillinger for spædbørn og for ældre, og i Kara Roskildes affaldsforbrænding samt med 120 blandede frivillige og professionelle i bydelen Østervang.

Bare sidde roligt i mørket
Mobilen er slukket og lagt i en lille sort pose om halsen. Du har taget et glas vand med lidt mynte og nu er du klar til mørke. “God forestilling,” siger damen i døren, “tag fat i gelænderet og følg det ind i salen!” Der vil være folk med natbriller til at guide dig på plads.” Du går ind og det er virkelig bælgmørkt! Gelænderet er dit eneste holdepunkt og det skifter til blødt stof og senere noget tov. “Vær’s’god at sidde ned!” Et par hænder hjælper dig med at finde bænken og nu sidder du der – badet i mørke.

Mørke er luksus
Thomas Eisenhardt har inden forestillingen fortalt, at mørket er et billede på nutiden; vi befinder os i et ‘mørke’ – en verden hvor alt er i frit fald, politisk, landegrænser, klima, økonomi og sociale strukturer. Men samtidig er rigtig mørke noget der sjældent opleves, fordi vi hele tiden er omgivet af et inferno af lys. Er det måske derfor vi aldrig kan sove?
For ligesom stilhed er total mørke et luksus i nutidens samfund. Mørket kan være som en god kop kaffe fra Kenya; mørket kan omslutte og fylde os med ro. Mørke er ikke skræmmende for det er først i lysets skær, at hjernen begynder at tolke det vi tror vi ser.

Lyde i mørket

Din høresans forstærkes, der lyder vejrtrækning fra naboen, en let stønnen til venstre, et par der ivrigt hviskesamtaler og en så dyb dronelyd fra højtalerne. Dine øjne gisper efter lys men der er bare mørke. Du hører skridt i mørket, nogen kommer nærmere og nærmere, en knirken, er der lyd af gæs eller svage hundeglam – en blid kvindestemme med fransk accent beroliger dig.

Oplevelse i mørket
I ‘Hånden på hjertet’ er der virkelig sparet på energien til lamperne. Danserne Antoinette Helbing, Georgia Kapodistria og Ole Birger Hansen samt performer Bjarni Sørensen vil du opleve tæt på men nok ikke kunne genkende i det svage lys, der dog sporadisk toner op og ned.Thomas Eisenhardt ville ikke fortælle mere om selve forestillingen for du skal opleve den med så lille filter som muligt. Udfordringen til dig er at tænke så lidt som muligt. Bare sidde stille i mørket og så måske lægge din hånd på hjertet.

 

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.