Med hovedet i himlen og fødderne på jorden, Folketeatret

Skynd dig ind og se denne forestilling, hvis du slet ikke kan få nok af revystemning, skønne kvinder, som deler ud af livserfaring og ikke er bange for at grine af det faktum, at en spegepølse, ganske rigtigt, har samme form som en penis!

I forestillingen møder vi to veninder, som efter mange års adskillelse, endelig skal mødes igen og gennemgå, hvad der nu er sket i deres liv. De mange år har ikke været kedelige for de to modne kvinder og vi får lov til at være fluen på væggen, i alt hvad der sket med børn, kroppen, mænd, eks-mænd og hvordan alle de drømme man havde engang, rent faktisk ser ud i dag.

Det skal med det samme siges, at jeres anmelder absolut ikke ligger i målgruppen for denne forestilling. Det er unægteligt lidt svært for en 26 årig mand at identificere synderlig meget med venindesnak omkring appelsinhud, avokado-opskrifter og sex efter de halvtreds. Men samtidig leveres snakken, og de tilhørende numre, med en sådan charme og selvfølgelighed, at jeg ikke kan undgå at holde af de to skønne kvinder på scenen, og samtidig få et lille indblik i en verden som man ikke just er kendt i. Der bliver virkelig formidlet et tæt venskab på scenen, og den løssluppenhed som indfinder sig i gode venners lag, skinner virkelig igennem, og det fungerer for det meste.

Desværre går denne næsten improviserede stemning også udover timingen på mange af jokes’ne, som desværre ikke helt rammer. Stemningen er høj og hjertevarm, men det går desværre også hen og bliver meget internt, hvilket ikke ligefrem hjælper på vitser, som er for platte til min smag.

Samtidigt har forestillingen også nogle skønne stille øjeblikke, hvor skuespillerne virkelig for lov at brænde igennem, men desværre skynder de sig ofte videre før øjeblikket for alvor får lov til at sætte sig. Det virker allermest som om, at man er bange for, at publikum skal komme til at kede sig, hvis ikke der går for lang tid uden fjollede dansetrin, og det er synd. De tungere øjeblikke har virkelig pondus og giver en veltrængt bund til en forestilling, som har en tendens til at gå op i hat og briller (bogstaveligt talt).

I bedste revystil understreges kvindernes tanker og samtaler af en tilhørende pianist, som skuespillerne naturligvis ikke kan se (før der kommer vin på bordet, så kommer han sgu lige op og får et glas) og med sange som “Sætter min hat som jeg vil” og “Jeg er som jeg er” er genkendeligheden på plads samtidig med, at de to kvinder synger skønt og med masser af indlevelse. Desværre fungerer sangvalget ikke altid, og man sidder med fornemmelsen af, at de fleste sange er valgt “bare” fordi det er gode sange og ikke nødvendigvis bidrager til det, som udspiller sig på scenen, hvilket giver forestillingen en underlig dynamik.

Den bliver hevet hjem på charmen, og hvis du er en kvinde over de halvtreds, kan du også se bort fra den sure, unge anmelder og lige smide en ekstra stjerne oveni!