Gå tilbage
BlogUnge & Voksne

Husets Teater, Hvis dette er et menneske

At forstå livet som fange i Auschwitz er ikke muligt, hvis man ikke selv har oplevet det. Men for at undgå, at det sker igen, må vi trods alt forsøge.

Kan man på nogen måde forstå, hvordan det har været at leve som fange i Auschwitz-Birkenau under 2. verdenskrig? Er det muligt at beskrive de voldsomme oplevelser med ord? Den evige tomhed, sult og udmattelse, som ikke engang efterlader plads til at føle noget. Det forsøger monologen Hvis dette er et menneske at skildre.

Forestillingen er baseret på erindringsbogen af samme navn. Forfatteren  Primo Levi var et af de få mennesker, der undslap lejren i live, og som har følt det som sit ansvar at videreføre denne vidnesbyrd, så det aldrig kommer til at ske igen.
Jens Albinus står både for manuskript og skuespil, og Hvis dette er et menneske opførtes for første gang i 2010 på Det Kongelige Teater. Nu spiller den igen, 9 år senere, på Husets Teater.

Det gode og det knap så gode
Primo Levi er nyuddannet kemiker, da han som kun 24-årig bliver taget til fange af det fascistiske militær. I forestillingen Hvis dette er et menneske hører vi om et udvalg af anekdoter og refleksioner fra bogen. Vi hører eksempelvis om hvordan deres arbejdsgang i mudderhullerne fungerer, hvor enhver mulighed for at spare på kræfterne er nødvendig. Vi hører om, at enhver fange der følger reglerne og ikke stjæler fra de andre, når chancen byder sig, umuligt kan overleve længe. Anekdoterne afbrydes af små sørgmodige klaverstykker, som giver lidt tænkepause mellem de grufulde fortællinger. Historierne må fortælles, men spørgmålet er, om de kan?
Sproget i monologen er kynisk, men alligevel poetisk. Det skifter mellem at være kolde beskrivelser og mere malende refleksioner. Vekselvirkningen fungerer godt, og vi kommer med på rejsen ind i de kolde barakker og de hårde arbejdsdage. Men derfra og til at vi faktisk forstår – dér er der stadig langt.

Flere teatre opsætter i disse tider forestillinger om 2. verdenskrig. Noget af det særlige ved Hvis dette er et menneske er, at ordene stammer fra en person, som faktisk selv har oplevet det. For mig gør dette budskabet langt mere ubehageligt og autentisk. Jeg får helt ondt i maven, da der fortælles om en dag i lejren, hvor de for en gang skyld har fået suppe nok, til at føle sig nogenlunde mætte. Primo Levi siger: “For et kort øjeblik følte vi os allesammen ulykkelige, ligesom frie mennesker.” Lige dér går det op for mig, at vi knapt nok kan forestille os, hvordan det må have været, og jeg føler mig ubehageligt privilegeret der i det bløde teatersæde på Husets Teater.
I visse dele af forestillingen bliver det dog svært at følge med. En længere scene om Dantes Guddommelige Komedie bliver sagt så hurtigt, at jeg ikke rigtigt når at fange, hvem der siger hvad og hvornår. Dette er dog det eneste sted, hvor jeg ikke sidder og er helt opslugt af de hjerteskærende anekdoter, som Jens Albinus så indlevende giver en krop og en stemme. Han giver fortællingen den nødvendige alvorlige tone, med sin primære afdæmpethed og lejlighedsvise råben, som for at sige: I er nødt til at lytte!

Skynd dig ind og se den, hvis…
du vil høre en række autentiske og ubærlige erindringer fra koncentrationslejren Auschwitz under 2. verdenskrig i en simpel og ærlig monolog med dygtige Jens Albinus.

Af Anne Louise Slott Thorborg, Den 4. Væg
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.