Fin, sorgmunter monolog om at ville livet, trods alt.
”Muleum” er en mærkelig titel, men det betyder blot museum på babysprog! Monologen bygger på den norske forfatter Erlend Loes dagbogsroman: Muleum.
På en dybt tragisk baggrund bevæger den 18-årige Julie sig op af depressionen og tilbage til livet. Pigen har mistet hele sin familie ved et flystyrt. Hun har ingenting tilbage, kun sig selv og familiens hus, biler og penge. Men hun vil ikke have noget og udtænker den ene selvmordsplan efter den anden. Planerne er spektakulære og mislykkes en for en, mens Julie selv er på vej tilbage til livet. Skridt for skridt finder hun en ny vej, hvor der er noget og nogen at leve for.
Alene i verden med en dyne
Den norske forfatter Erlend Loe er en filur, der midt i tragikken alligevel er i stand til at løfte monologen med små morsomheder. Skuespilleren Marie Mondrup griber dem alle, når hun står alene i sin raffinerede, futuristiske kasse af en scenografi. Lise Baastrups hvide, isolerede rum giver, sammen med en maxidyne og Julies pyjamas i samme stribede stof, et velbegrundet og neddæmpet billede af et ungt menneske alene i verden. Hun har ikke andet end sin dyne og en imaginær krammebamse, som dog her er udeladt, men introduceres som en usynlig hund.
Fint portræt af en ung pige
Marie Mondrup viser med mange nuancer blandingen af sorg og afmægtighed samt en lurende livskraft. Fint portræt, der også demonstrerer et ungdommeligt alt eller intet livssyn.
Forestillingen er instrueret af Hans Rønne og er en velfungerende, lille ungdomsmonolog. Men teksten er meget 1:1, en 18-årigs hurtigt nedskrevne refleksioner uden plads til undertekster eller overvejelser.
Norsk dramatik
”Muleum” med sit positive livssyn, hvor der trods mørke altid vil komme lys, er et godt bud på ungdomsteater – og helt uden religiøse undertoner. Set i lyset af bl.a. den norske ”SKAM-serie” er det nyttigt med en tekst, der ikke handler om hvem, der kysser med hvem, men en tekst der formår at fremstille det basale: at leve livet så godt man nu formår – efter omstændighederne.
Erlend Loe er allerede kendt af et dansk teaterpublikum, da Husets Teater for et par år siden spillede ”Status” om en kvindelig forfatter, Tammi Øst, der var helt nede at vende, for alderen var hende imod. Også der kunne latteren ventilere historien, når den var mest tragisk og dommedagsagtig.
Læs hele anmeldelsen på Kulturkupeen.dk
Kulturjournalist, mag.art. i teatervidenskab - samt kunsthistoriske studier. Forfatter til bl.a. ”Nyere danske scenografer” (2017), ”Bellevue Teatret” (2013) og ”Rønne Theater” (2011). Tidl. museumsdirektør på Teatermuseet i Hofteatret og tidl. journalist i DR. Har siden 2014 skrevet teater- og kunstanmeldelser på bloggen Kulturkupeen.dk