Hvem var Adolf Hitler, og hvordan kan et menneske nå til et punkt, hvor de beordrer mordet på så mange millioner mennesker, som han gjorde? Og kan det ske igen?
Vort Mismods Vinter inviterer publikum med ned i den bunker, hvor Hitler spenderede den sidste tid før sit selvmord i 1945. Vi møder en mand, et menneske, som vil høres og forstås. Han betragter på ingen måde sig selv som ond og ønsker heller ikke, at vi gør det. Men mennesket udvikler sig stille og roligt til det dyr, som har ædt ham op indefra, siden han blev udnævnt til ‘der Führer’. Et dyr, som Hitler er stolt af, og som har hjulpet ham med at finde den styrke, som skal gøre verden til et bedre sted. I denne forestilling ser vi ikke bare passivt på. Den fjerde væg brydes konstant, og publikum opfordres direkte til at stille spørgsmål. Det er en teksttung forestilling, så man skal være forberedt på at skulle koncentrere sig lidt ekstra i den time og 20 minutter, som den varer.
Forestillingen er en monolog skabt af AKUT360 og Husets Teater med Andreas Dawe som dramatiker og instruktør og Dan Zahle i rollen som Hitler.
Det gode og det knap så gode
Kan man nå til et punkt, hvor man får forståelse eller måske næsten sympati for Adolf Hitler? Det er dét spørgsmål, jeg ser som det meste centrale i Vort Mismods Vinter. I forestillingens begyndelse præsenteres vi for en ganske almindelig mand. Han hverken ligner eller lyder som Hitler. Han er bare et menneske. Intet andet. Men stille og roligt åbnes der op for et livssyn, som lyder fuldstændig forskruet.
Der læses passager op fra Mein Kampf, om hvorfor jøder er en lavere stillet race. Der fortælles uhyggeligt malende anekdoter fra de overfyldte koncentrationslejre, hvor man måtte brænde de jøder, der ikke var plads til i massegravene. Deres brystkasser skulle smadres, for at den sidste ilt i deres kroppe kunne holde gang i det bål, som skulle forvandle dem til aske. Fortællingerne bliver værre og værre, og det gør dem endnu mere ubehagelige at høre på, når de kommer fra et menneske, som står lige foran mig og ser mig dybt ind i øjnene, mens han spørger: “Bliver du provokeret?”.
Scenografien er meget malende og poetisk. På et tidspunkt fyldes scenen af så meget røg, at publikum sidder og hoster, mens Hitler fortæller om gaskamrene i koncentrationslejrene. Dan Zahle gør et fabelagtigt stykke arbejde i rollen som Hitler. Han har fået skabt sin egen udgave af den historiske person, som både er charmerende og ubehagelig.
Vort Mismods Vinter kaster desuden bolden op til vores tid. “Historien gentager sig altid. Man skal bare vente længe nok”, siger Hitler og kigger på os med sigende øjne. “I véd jo godt, hvem jeg taler om…”. Publikum er bomstille, og jeg får en kvalmende fornemmelse i maven.
Selvom der males med store penselstrøg, og selvom Hitlers anekdoter og refleksioner rammer som en mavepuster, så kommer forestillingen ikke helt i mål for mig. Jeg når ikke til et punkt, hvor jeg kan relatere til Hitler og forstå, hvilket menneske han var. Måske er det slet ikke muligt at skabe en relaterbar Hitler. Men at vise Hitler som menneske forstærker ubehaget og væmmelsen ved hans holdninger og handlinger. Det føles langt værre, end når jeg blot læser om ham i historiebøgerne.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se en forestilling om Adolf Hitler fra et menneskeligt perspektiv. Hvis du vil mindes om, eller måske kender nogen, som trænger til at blive mindet om, hvilken forfærdelig tid i historien, vi absolut ikke har lyst til at gentage.
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.