Halvvejs igennem forestillingen tvivler jeg på, om den sort/hvide-diskurs vil få andre nuancer, eller om vi “bare” skal overvære to mennesker, der ikke har øje for egne privilegier, råbe op om privilegieblindhed. Men så begynder de at diskutere med hinanden.
Sæt dig godt til rette rundt om den lille scene i Sort/Hvids foyer. Find tegneblokken frem. På et podie foran dig står to nøgne mennesker; en hvid kvinde og en sort mand. Hvad ser du? Hvad tegner du? En position, et køn, en farve?
Hvid tegner sort model er Sort/Hvids nyeste indspark i den identitetspolitiske debat – eller nærmere et indspark i en ny diskussion om den allerede igangværende debat. Forestillingen synes at spørge: Hvordan forholder vi os til hinanden og til synliggørelsen af den marginalisering og stigmatisering, der pludseligt får langt mere spalteplads i medierne end tidligere? Er det en omgang politisk korrekt hysteri? Er det en nødvendig påpegning af strukturel racisme og undertrykkelse? Og hvem er det egentlig mest synd for? Skuespillerne Karin Bang Heinemeier og Mohamed Ali Osman stiller sig skiftevis til skue – som croquismodeller, som egne mennesker og som billeder på noget større, mens de tegner hinanden. Og så tager det hele en interessant drejning.
Vi mener
”Jeg synes ikke, min krop er politisk”, proklamerer Mohamed Ali Osman, mens han poserer i alskens mulige og umulige stillinger på det hvide podie. Det knitrer fra tegneblokkene blandt publikum, hvor vi ivrigt skitserer konturerne af netop Osmans krop, alt imens han beretter om sine konstante møder med racisme i det danske samfund. Eksempelvis fortæller han om at blive forvekslet med en pantsamler og om hvide menneskers forudindtagelser om den sorte krop. Og i særdeleshed om forventninger til hans kønsorgan; en myte, han ofte har skulle aflive og skuffe kvinder med.
Publikum griner. Højt. Selvom fortællingerne egentlig ikke er specielt sjove, men derimod tragikomiske eller decideret ubehagelige, er stemningen stadig løssluppen og forventningsfuld. Hvorvidt publikum griner af egne dårlige tegneevner, eller om de virkelig finder historierne så morsomme, er dog ikke helt til at afkode. Så er det Karin Bang Heinemeiers tur. Hun oplever at leve i et samfund, hvor det maskuline er det bedste. Så alene af den grund bliver man aldrig god nok som kvinde. Hun opremser kravene til, hvad en kvinde skal og i hvert fald ikke skal. Man skal grine af mænds jokes. Være feminin, men ikke for feminin. Klog, men ikke for klog. Bramfri, men heller ikke for bramfri. Og sådan fortsætter listen derudaf, også med langt værre krav end det. Jo mere de fortæller, desto mere ubehagelige føles de sporadiske men stadigt tilpas høje fnis blandt publikum.
Hvid tegner sort model er baseret på skuespillernes egne erfaringer og er skabt i et samarbejde mellem dem og instruktør Morten Burian. Et valg, der giver rigtig god mening i en forestilling, der netop arbejder med repræsentation og udsigelsespositioner. Historierne optager mig, og jeg beundrer de to skuespillere for at dele ud af så personligt stof. Men halvvejs igennem forestillingen tvivler jeg på, om den sort/hvide-diskurs vil få andre nuancer, eller om vi “bare” skal overvære to mennesker, der ikke har øje for egne privilegier, råbe op om privilegieblindhed.
Men så begynder de at diskutere med hinanden. For hvem var det nu, det var mest synd for? Forestillingen giver ikke noget svar, men præsenterer os for en række såkaldte “skitser”, for nu at blive i croquis-terminologien, som vi selv må tage stilling til. Her udforsker skuespillerne den HVIDE scene, det HVIDE lærrede, det HVIDE podie og hinandens ståsteder med diverse sceniske virkemidler. Ordene NEGER og LUDER bliver malet på scenen med sort maling, som Heinemeier efterfølgende blackfacer Osman med. De parodierer Jørgen Leth med en væmmelig scene fra hans omdiskuterede bog “Det perfekte menneske”, og senere optegner de hinandens konturer som i en crime scene og gør således hinanden til ofre. Det hele kulminerer i klovneri, danseri og en seance, hvor Osman gentager den tyndslidte remse “rødgrød med fløde”, mens han brøler som en abe. Det er absurd, skræmmende og veludført performanceteater, der efterhånden har fået publikum til at tie.
Skiftet fra letstemt hygge-croquis til den pludselige følelse af at have fået en våd klud smidt hårdt i ansigtet fungerer godt. Men med tanke på Sort/Hvids formodentligt moderne storbyklientel frygter jeg, at Hvid tegner sort model, trods de bedste intentioner, kan ende med at blive et ekkokammer. Eller også er det bare mine fordomme.
24 år. Læser film- og medievidenskab og har været pjattet med teater siden jeg som 4-årig så Eventyrteaterets udgave af Svinedrengen. Jeg kan godt lide abstrakt og gakket teater, og er det spicet op med musik eller sang, er det bare icing on my cake! Dog kan musicals godt kamme lidt over, og jeg står af, hvis skuespil bliver for teatralsk. I min egen (prægtige) teater-karriere har jeg primært spillet mor-roller eller den forvirrede kanin fra Alice i Eventyrland, så nu befinder jeg mig blandt publikum, når tæppet går fra. Kan jeg kombinere en teateroplevelse med en efterfølgende tur i baren, har det bare været den perfekte aften!