Kommer ”krigen” mon i nat?
Nej, det gør den nok ikke, – men har vi den ikke allerede,
når vi kæmper for at få ”de rigtige” og måske destruktive meninger til at sejre
på nettet?
Og gør vi så indsigelser?
Om tiden efter attentatet på Charlie Hebdo
Sagt helt jordnært er det stærke sager, Teatret ved Sorte Hest præsenterer os for i deres nyeste forestilling: ”I nat kommer krigen hjem”. Vi er helt inde i kampen om de såkaldt rigtige meninger, der hvor det bliver farligt, når magten gør op i sort og hvidt, i godt og ondt.
Der hvor driften til at vække andre til protest kæmper mod frygten for at skulle leve med resultaterne.
For hvad er hvad? Hvem har patentet på, hvad der er bedst for samfundet? – at acceptere og bejae eller handle destruktivt og krigerisk i kampen for det, man selv tror på?
Den kamp er ikke ny, men vores muligheder for at protestere er blevet større i kraft af moderne medieteknik.
På den ene side …. Og på den anden….
Teatret har valgt at spille denne dobbelthed ud mod hinanden: To mennesker af hver sin etniske afstamning, to metalbrikse hænger ned fra loftet og understreger både det ustabile i situationen og den fængselslignende udformning. Den halvmørke scene er omgivelse for de spotbelyste aktører, der kæmper for at få deres holdninger frem, hvilket så lykkes i form af den forestilling, teatret netop spiller.
En fælles sag, hvor pigtråden er erstattet af pennestreger
De to mennesker, en mand og en kvinde, føler begge, at de MÅ gøre noget efter Charlie Hebdo- attentatet. De ser sig som ofre for fejlslået ”frihed, lighed og broderskab”, så de må handle, og deres redskab er at skrive. De tror på det skrevne ord som våben i kampen for en sag, for som de på et tidspunkt konstaterer: I dag er holdningskrigene ikke kun fysiske. De er i høj grad verbale magtkampe ført på nettet i store ord eller med gentagelserne i ”den lille daglige dosis”, som gradvist flytter holdninger og får os til at skifte mening.
De går endog så vidt, at de konstaterer, at ord kan være stærkere end vold og direkte fysisk overlast.
Efter et drab er verden altid forandret
Ud over en tiltagende frygt bemærker vi bare ikke samfundsforandringerne. Vi må leve med dem, for med en overdrivelse har ”hver storby” sine attentater: Berlins julemarked, Krudttønden i København, Stockholm, London …..
Hvert af attentaterne har været et point af no return.
Men opdager vi forandringerne?
Har den vestlige verden kapituleret?
Hvad gør vi, du og jeg, når vi møder terroren i det, vi troede var en almindelig hverdag?
Har du gjort dig psykisk parat til at vælge side?
”Verden bliver stadig mindre”
I forgårs Charlie Hebdo, i går London, i morgen måske et af de danske trafikknudepunkter, som er væsentlige for os alle.
Skuespillernes intense spil kommer til at fremstå som det våben, de selv bruger som kampmiddel for en verden i frihed eller i det mindste til at mane os til at opbygge en bevidsthed om, hvordan vi vil forholde os, når vi i egen hverdag konfronteres med terroren.
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen.
Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.